Dronninglund

Kød - og frisk fisk

Rosenbecks Frilandskød har haft god start og sælger nu også fisk

Butiksslagter Annie Jensen arbejder i gårdbutikken på alle hverdage, og her er hun i gang med at skære kød ud.
Butiksslagter Annie Jensen arbejder i gårdbutikken på alle hverdage, og her er hun i gang med at skære kød ud. Ole Torp

DRONNINGLUND: Rosenbecks Frilandskød kan nu både levere kød samt fisk til kunderne i hele landet.

Rosenbeck er begyndt at samarbejde med Tom’s Fiskebod i Hou. Der er flere forskellige former for fiskekasser, som i lighed med kødet kan bestilles på nettet.

Fiskemanden fra Hou leverer fiskene i gårdbutikken, og de pakkes på samme forsvarlige måde som kødet.

Rosenbecks Frilandskød åbnede i maj i fjor.

- Og i det godt halve år, der er forløbet siden, er det gået pænt fremad. Vi har fået nogle gode kontakter bl.a. Svinkløv Badehotel, et hotel i Slettestrand og så er vi også begyndt at levere til restauranter f.eks. Café Rust i Aalborg. Derudover er vi fast inventar på Lørdagsmarkedet på Nordkraft i Aalborg. Vi leverede også råvarerne til Anne Hjernøe på Hjørring Dyrskue. For slet ikke at nævne vores private kunder, siger en smilende Peter S. Rosenbeck.

Snakken med Peter Rosenbeck foregår i stuehuset på ejendommen Vestergaard på Bolleskovvej syd for Dronninglund.

Allerede ved indkørslen til ejendommen bliver gæsterne med et skilt gjort opmærksom på, at der her er en gårdbutik. Den er indrettet i en af gårdens længer med et ekspeditionslokale med disk, hvor man kan bese de nyfremstillede varer. Der er også et stort kølerum, hvor ”råmaterialet” i form af halve grise og kalve hænger på kroge. I den ene ende af lokalet er Annie Jensen i fuld gang med at skære kød ud.

Skiftede erhverv

Peter Rosenbeck solgte i 10 år foder-blandemaskiner for Skjold i Sæby. Først til eksport og senere i Danmark. Sidste år skiftede han erhverv og indrettede ejendommen Vestergaard med henblik på at drive gårdbutik, for nu ville han være selvstændig. Der er åbent hver torsdag og fredag eftermiddag, og den forholdsvise korte åbningstid skyldes, at langt det meste af salget foregår over nettet.

Husstanden udgøres af Peter, hans hustru Rikke, som arbejder som social- og sundhedsassistent, og to døtre på to og fire år. Som butiksslagter har han ansat Annie Jensen, som er uddannet detailbutiksslagter hos Slagter Ole i Nørresundby og har været hos flere anerkendte slagtermestre. Hun arbejder på alle hverdage i slagteriet.

Kød med posten

Web-shoppen fungerer på den måde, at man bestiller over nette på www.frilandskoed.dk, hvor man kan vælge mellem mange forskellige pakker med kød i flere udgaver og sammensætninger.

Varerne pakkes i store og solide flamingokasser sammen med is og placeres i et stort ”postbur” på bagsiden af længen med gårdbutikken. Hver dag på et bestemt klokkeslæt henter Post Danmarks Fødevarelevering buret og sørger for, at varerne kommer ud til kunderne.

På markerne omkring ejendommen går der kvæg og grise, og de kunder, som personligt kommer til gårdbutikken, kan få lejlighed til at se dyrene og deres omgivelser, så de ved, hvorfra kødet stammer. Peter Rosenbeck siger herom:

- Vi tror nemlig på, at der er en sammenhæng mellem dyrevelfærd og fødevarekvalitet. Derfor stammer alt vores kød fra frilandsopdrættede grise og kvæg, og vi sætter en ære i, at alle vore dyr har det godt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden