Da jeg læste højt for min datter, opdagede jeg et mønster, der skader nutidens fædre

For Far Gris er alt for ofte klodset og glemsom. 

Han glemmer picnickurven på vej på skovtur (på trods af flere påmindelser fra Mor Gris), han kører i den forkerte side af vejen, da familien er på sommerferie og vælter og slår sig, når han skal overbevise Gurli om, hvor god han er til ballet.

Det er selvfølgelig tænkt som en humoristisk fremstilling af en far i øjenhøjde. Men i stedet for at være en kompetent og ansvarlig forælder, opfører han sig som familiens største barn. Far Gris er en konstant kilde til ekstra opgaver. Især for Mor Gris, som samtidig holder styr på både hjem, børn og arbejde.

Og ja, man kan virkelig godt kritisere mit valg af underholdning til mit barn. Men som småbørnsmor må jeg erkende, at Gurli Gris er svær at komme udenom. Min datter elsker de små, enkle hverdagsscenarier, og det er hun langt fra alene om. 

Den britiske tv-serie Gurli Gris er en kæmpe kommerciel succes - og du kan få legetøj, sengetøj, bøger og tøj med Gurli Gris-print, og serien er tilgængelig på samtlige streaming-platforme, som vi normalvis bruger herhjemme.

Og fremstillingen af en far som fjollet, hjælpeløs og klodset går desværre igen i alt for meget af den kultur, som vores børn præsenteres for.

Vi har heldigvis bevæget os langt væk fra opfattelsen af far-figuren som en fraværende og streng patriark med avisen oppe foran ansigtet. 

Og gudskelov for det. For nu har faren da trods alt en plads i familien. 

Men vi er havnet i den modsatte grøft. I børnelitteraturen er far-figuren nu så meget i øjenhøjde med børn, at han faktisk fremstilles mere eller mindre som et barn selv. 

Det fremhæver far og forfatter Daniel Dalgaard i en kronik i Politiken, og emnet er siden blevet taget op hos DR og Kristeligt Dagblad. 

Daniel Dalgaard kritiserer især far-figuren i bøgerne om Sallys far. Han fremstilles hjælpeløs hyggeonkel, der må gemme sig på børneværelset, når virkeligheden bliver for alvorlig. 

En figur, der får børnene til at grine, men som ikke ligefrem sætter standarden for ansvarligt forældreskab.

Her på Nordjyske har vi også tidligere beskæftiget os med kulturens skildring af far-rollen, som generelt i vores samfund i disse år er under totalt forandring. 

Og netop derfor er det ærgerligt, at far-rollen i børnekulturen ofte reduceres til en grinagtig og inkompetent kliché. For fædre i dag er i gang med at definere en helt ny måde at være far på. Fra at have været distanceret patriark til at blive primær omsorgsperson. Og de kan ikke nødvendigvis efterligne, hvad deres egne fædre gjorde, for i dag er kravene så markant anderledes. Præcis derfor er det afgørende, at de også afspejles i de fortællinger, vi giver videre til vores børn.

Jeg synes ikke, at vi skal eliminere den fjollede far fra kulturen. Men det er vel ikke for meget at forlange lidt flere nuancer i fremstillingen af en moderne far - fremfor at være reduceret til familiens maskot med lav impulskontrol? Her savner jeg at se fædre fremstillet som kloge, ansvarlige og rigtige voksne. Fordi det er sådan, virkelighedens fædre er.