Men det, der ikke har fyldt så meget, er, hvordan vi håndterer landbruget i resten af verden og på EU-niveau. 

For det er her, der er nødt til at ske noget, hvis vi skal gøre en reel forskel for klimaet.

Danmark står for 0,1 procent af verdens samlede CO2-udledning, og EU står samlet set for lidt under 10 procent af den samlede udledning. Så hvis vi virkelig skal rykke på den grønne omstilling, så må vi erkende, at CO2 ikke kender grænser, og derfor skal vi kigge ud over vores egne grænser for at finde løsningerne.

Jeg har altid ment, at klimaregulering skal foregå globalt, så hele verden løfter i flok. Men vi må starte på EU-niveau. Derfor skal det kommende Europa-Parlamentsvalg i juni handle om, hvad vi på EU-plan kan gøre for at redde klimaet.

Her er det vigtigste for mig som landmand, hvordan vi sikrer lige konkurrencevilkår mellem EU's landbrug i den grønne omstilling, så vi både sikrer mad på bordet og klimavenlige fødevarer i hele EU. 

Ikke kun i Danmark.

Vi belønner ikke nok

I næste valgperiode skal EU forhandle en ny landbrugsreform. 

Den fælles landbrugspolitik indeholder både en generel støtte til alle europæiske landmænd, der skal sikre en stabil fødevareproduktion og mere målrettet støtte til grønne initiativer, der skal udvikle landbruget.

Sunde fødevarer er helt afgørende for stabilitet og tryghed i Europa. Hvis vi også i fremtiden vil have en sikker fødevareproduktion, skal vi indrette landbrugsstøtten, så den belønner de landbrugere, der kan balancere en grøn omstilling til gavn for klimaet og en stabil fødevareproduktion til gavn for Europas borgere.

Med krigen i Ukraine er fødevareforsyningssikkerhed igen kommet helt op på den øverste hylde på dagsordenen. Også EU skal kunne producere fødevarer i fremtiden, så vi ikke er afhængige af lande udenfor det europæiske fællesskab. Og derfor er der behov for, at vi driver den grønne omstilling med gulerod frem for pisk.

Den nuværende landbrugspolitik gør dog ikke nok for at belønne de landmænd, der ligesom de danske, bliver mere effektive og investerer i klimavenlige tiltag. 

Når landbrugsstøtten skal genforhandles i EU, bør den derfor omlægges, så den går til de landmænd, der leverer i forhold til klima- og biodiversitet.

Det handler om at sikre lige konkurrence i den europæiske landbrugssektor, så dem der lever op til klimamålene ikke bliver svækkede i forhold til deres konkurrenter i andre lande, der ikke leverer nær så meget i den grønne omstilling.

Klima og konkurrence går hånd i hånd

En anden vej til at sikre effektive reduktioner og lige konkurrence er via EU's kvotehandelssystem, bedre kendt som ETS. Det indebærer, at virksomheder har et antal kvoter, der år efter år falder i takt med, at vi skal nedbringe vores reduktioner.

Derfor må man enten nedbringe sine udledninger eller betale. Det svarer altså til, at man i EU har lagt "en pris på CO2-udledning". Har man færre udledninger end sine konkurrenter, kan man sælge sine kvoter og få en gevinst for sine reduktioner.

I et sådan system er vilkårene ens for alle i hele EU. Derfor bør vi i næste valgperiode se på, om man på en hensigtsmæssig måde kan inkludere landbrugssektoren i EU's kvotehandelssystem, så vi kan få sat en europæisk pris på CO2'en. 

Det vil sikre, at landbruget i EU bidrager til klimamålene uden at skade konkurrencen, og det vil sikre en pris på udledninger i alle EU-landes landbrug. Sådan sikrer vi både europæisk fødevareproduktion og grøn omstilling. De to er nemlig ikke hinandens modsætninger, men kan sagtens gå hånd-i-hånd, hvis vi tænker os om.

Resten af verden skal følge trop

Det kommende Europa-Parlamentsvalg handler altså i høj grad om, hvordan vi vil bære os ad i klimapolitikken. 

Vil vi støtte landmænd, der investerer i klimavenlig produktion, lige så meget som landmænd, der intet foretager sig? 

Og vil vi stille os tilfredse med, at danske landmænd knokler løs for at reducere deres udledninger og investere massivt i den grønne omstilling, mens landmænd i resten af EU går fri uden konsekvenser?

Der er kun en måde at sikre, at Danmarks bidrag ikke bliver en dråbe i havet, og det er, at hele EU bidrager til at nå klimamålene – i første omgang. Og så skal vi som fælles europæisk marked arbejde for, at resten af verden følger trop.

Derfor går jeg til valg på at sikre en mere retfærdig landbrugsstøtte, der belønner de landmænd, der gør en forskel, og på at sikre en fælles pris for CO2 i hele EU, så det ikke kun er danske landmænd, der skal betale for deres udledninger, mens resten af EU går fri.