Markus Hvass er tilflytteren fra København, der ikke bliver færdig med at renovere sin ejendom.

Simon bygger en minigolfbane, skaber arbejdspladser og trækker et Danmarksmesterskab til sin lille by.

Markus sælger øko-æg ved vejen, men ellers kender de fleste lokale ham mest for at være sur på Simon.

For Simons minigolfbane ligger lige ovre på den anden side af vejen fra Markus' ejendom. Markus var flyttet ud af København for et mere autentisk liv i fredelige omgivelser, og i stedet får han grædende børn, smækkende bildøre og friturelugt.

Så er scenen sat for TV 2-serien "Naboen fra Helvede".

Det ville være nemt for mig at skrive, at de to naboer er dybt åndssvage og helt kompromisløse i deres gorilla-optrin adskilt af en smal asfaltvej og med en søvnig landsby som tilskuere.

For det er de. 

Men jeg kan se mig selv i begge de to mænd. 

Selvom jeg hylder individets kraft og ejendomsrettens ukrænkelighed, føler jeg mig også dybt krænket på vegne af Markus, der købte ind på drømmen om det rolige landsbyliv, men fik røgen fra helstegte pattegrise og lyden af råbende, fadølsdrikkende og 3,2 kilo burger-ædende minigolfspillere i stedet.

Og da Markus finder motorsaven frem for at sabotere Simons store begivenhed, Danmarksmesterskabet i minigolf, heppede jeg lidt på ham. Fordi jeg hader, når folk føler sig overset eller trampet på. Ignoreret. 

Og det er svært at ignorere en motorsav.

Det er i øvrigt ikke usædvanligt at være i nabostrid. 

En ny spørgeundersøgelse viser, at 38 procent af de adspurgte har prøvet at være en part i en strid. Ikke så overraskende svarer langt de fleste, at det udelukkende eller primært er naboen, der er årsag til konflikten.

Nordjysk nabostrid

Af svigerfamiliære årsager besøger jeg jævnligt den undseelige landsby Rakkeby mellem Vrå og Hjørring. 

Her kender man i den grad til nabostridigheder, som Nordjyske skrev om i efteråret.

I Facebook-grupper skændes folk, og i folks baghaver er der ved siden af ligusterhæk og bøgetræer lige pludselig slået skilte op, der gør det tydeligt for naboer og forbipasserende, hvad man mener om udvidelsen af et biogasanlæg uden for byen. 

Det er - så vidt jeg ved - ikke endt i korporligheder og slåskampe i Rakkeby, men nogle af de samme mekanismer som i minigolfsagen gør sig gældende. 

Små landsbyer jubler, når der kommer noget nyt. Noget der kan skabe vækst, arbejdspladser og viser initiativ. 

Men nogle gange sukker man så desperat efter arbejdspladserne, at man glemmer hensynet. Man får måske bygget, inden tilladelsen er helt på plads. Man får måske ikke lige talt med naboerne inden. Man får måske ikke forventningsafstemt. 

Og heri ligger det største problemer. Hvis de små lokalsamfund skal bestå, er sammenhængskraften vigtigst. 

For hvis man kører folk over, ender man med at køre i grøften. Og bedømt på udrykningstiderne kunne det måske være rart med en nabo, der ringede 112.