72-årig tidligere p-vagt amok over udsigt til bøde: Kørte ind i parkeringsvagt flere gange

En ældre mand er blevet dømt for grov vold, efter han flere gange påkørte en parkeringsvagt, der var ved at give ham en parkeringsbøde ved Sygehus Syd

 <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto: Torben Hansen

I en tidligere udgave af denne artikel skrev Nordjyske, at den 72-årige i retten forklarede, at han ikke påkørte personen "med vilje". Det var en fejl og er nu rettet. I retten forklarede den 72-årige, at han slet ikke havde ramt personen. Nordjyske beklager.

AALBORG:En 72-årig mand blev så sur på en parkeringsvagt, der var ved at give ham en bøde, at han flere gange påkørte ham med sin bil.

Det udløste onsdag en dom for grov vold, hvor den 72-årige blev idømt 60 dages ubetinget fængsel og fik frakendt sit kørekort i et år.

Det oplyser anklager Mette Høg.

Blev bedt om af fjerne bil

Episoden skete 14. marts i år ved medicinerhuset ved Sygehus Syd. Her holdt den 72-årige ulovligt parkeret, og det blev han gjort opmærksom på af parkeringsvagten.

Den 72-årige blev bedt om at flytte bilen, men det ville han ikke, fortæller Mette Høg.

Derfor begyndte parkeringsvagten at notere nummerpladen på den 72-åriges bil. Og det reagerede den ældre herre altså kraftigt på.

Flere gange kørte han ind i parkeringsvagten med sin bil. På overvågningsbilleder fra sygehuset, der blev afspillet i retten, kunne man se, at den 72-årige flere gange kørte frem og tilbage mod vagten, fortæller anklageren.

Havde selv været p-vagt

Parkeringsvagten kom ikke fysisk til skade ved påkørslerne, men var efterfølgende sygemeldt og fik psykologisk hjælp.

Den 72-årige - der faktisk selv er tidligere parkeringsvagt - nægtede sig skyldig. I Retten i Aalborg forklarede han, at han ikke havde ramt parkeringsvagten.

Han valgte også at anke dommen på stedet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Alvorlig færdselsulykke i Aalborg - stor vej spærret
Luk