- Idiot! P-vagten Steen skældes ud - men det er der ikke grund til
Vi irriteres over at skulle betale for at parkere. Kører langt for at parkere gratis. Bliver vrede, når p-vagter udskriver bøder. Du aner ikke, hvilke problemer din p-vagt er med til at løse - se her

Skældsord fra sure borgere preller af parkeringsvagt Steen Petersen, selv om han tit hører dem. Det er jo uniformen, de skælder ud på, siger han. Foto: Torben Hansen
PARKERING:Idiot. Dumt svin. En pengemaskine, som bare er ude på at genere borgerne.
Det er bare et lille udsnit, af hvad Steen Petersen har måttet høre af fornærmelser i sine 16 år som parkeringsvagt ved Aalborg Kommune. Han gør, hvad han kan for at glemme dem.
- Det er jo uniformen, de skælder ud på, siger Steen Petersen med et skuldertræk. Det hjælper også, at langt de fleste borgere er flinke og høflige, i hvert fald når den første frustration over en p-afgift på 510 kroner har lagt sig.
Det hjælper også, at han ved, at han er med til at løse en kompliceret opgave, som du kan se mere om her.
Endelig hjælper det, at han faktisk rigtig godt kan lide sit job.
- Frisk luft og masser af motion, siger han og nævner, at det er en stor hjælp i jobbet at have en god psyke og et godt humør. Det er nyttigt, når man skal håndtere den frustration, som han jo sagtens kan forstå opstår, når man ser sin p-afgift, og der er en kontrollør i sigte.
Han roser sin arbejdsgiver for, at de kommunale parkeringsvagter er godt rustede til at møde borgerne, og at de har plads til udvise den konduite, som vrede borgerne måske ikke oplever, men som for eksempel giver plads til, at han kan lade en parkeringssynder slippe, hvis han er lige ved nå at køre inden for den tid, han har betalt for – eller at hun har parkeret på den måde, hvor lovligheden kan diskuteres. En af Steens opgaver er at dokumentere en overtrædelse med et foto.
- Men hvis borgeren er kørt, kan jeg jo ikke så godt tage et billede, smiler han, som altid lader tvivlen komme borgeren til gode og i stedet indberetter en eventuel uklar skiltning.
- Hvis jeg er i tvivl, så skriver jeg ikke, siger han og forklarer, at p-vagten altid skal redegøre for, hvilke bestemmelser bilisten har forbrudt sig mod – lige som synderen får at vide, hvordan vedkommende kan klage over afgiften.
Ofte må han på stedet forklare sig over for bilisten.
- Så gør jeg det, og det slutter tit med, at de siger tak, siger parkeringsvagten, som dog også oplever situationer, der ikke løses på stedet.
-Hvis det eskalerer, så går jeg, siger han, som har sat sig en grænse for, hvad han vil finde sig i.
- Hvis de spytter, så bliver det en lukket fest, som andre må tage sig af, siger den rutinerede p-vagt, der dog endnu ikke har været ude for en situation, hvor han har måttet tilkalde politiet.
Generelt er folk som nævnt både flinke og høflige, og Steen Petersen ser da også som sin opgave at hjælpe borgerne så godt som muligt – forklare regler, vise vej og så videre.
- Det er en skrøne, at vi er forhadte.
- Folk ved jo godt, hvad vi laver, så nogle af dem får pludselig travlt med at komme foran os, og vi er jo fuldt synlige, så folk kan let kontakte os, og gør det, siger han som kun har ét ønske til bedre arbejdsvilkår. Godt vejr. Og selv på det punkt er han ret fleksibel.
- Men det er da træls at blive drivvåd, smiler Steen Petersen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.