Mia-sagen: Sådan kommer det til at foregå i retten
Det er et nævningeting ved Retten i Aalborg, der skal bedømme Mia-sagen. Her kan du blive klogere på, hvordan det foregår
AALBORG:Når sagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn er for Retten i Aalborg, er det et såkaldt nævningeting, der skal afgøre, om den 37-årige tiltalte er skyldig i drab, og hvad straffen i så fald skal være.
Når medier dækker retssager, er det med beskrivelser af tiltaltes og vidners forklaringer, tekniske beviser og hvordan anklager og forsvarer kæmper for hver deres sag.
Det hele kører efter en drejebog og faste regler. Herunder kan du blive klogere på, hvordan en retssag bliver afviklet, og hvordan retten bedømmer beviserne.
1. Nævninge og lægdommere
En strafferetssag er enten en tilståelsessag, en domsmandssag eller en nævningesag. Forskellen er groft sagt antallet af personer, der bedømmer sagen.
Sager, der kan give over fire års fængsel, skal som udgangspunkt behandles af nævninge. Den/de tiltalte kan dog fravælge nævninge og vælge en domsmandssag.
En domsmandsag i byretten udgøres af én juridisk dommer og to domsmænd, som sidder sammen og bedømmer sagen. I landsretten er der tre juridiske dommer og tre lægdommere i en domsmandssag.
I en nævningesag ved byretten er der seks nævninge og tre juridiske dommere. Tilsammen kaldes de et nævningeting. Det er stadig almindelige borgere, der er nævninge, men her er nævningene adskilt fra de juridiske dommere - både fysisk og i bedømmelsen.
I landsretten består et nævningeting af tre juridiske dommere og ni nævninge.
En domsmand - eller lægdommer - er en almindelig borger, der har skrevet sig på en såkaldt grundliste, hvorfra retten kan indkalde dem til at behandle retssager.
2. Regler i salen
Inden retssagen overhovedet begynder, sikrer retsformanden - der er den af de tre juridiske dommere, som styrer retssagens gang - sig, at der ikke er habilitetsproblemer blandt hverken nævninge eller juridiske dommere. Altså at ingen af dem er personligt indblandet i sagen.
Dernæst skal nævninge afgive et nævningeløfte. I de større sager plejer retsformanden også at sikre sig, at alle tilhørere - herunder pressen - er bekendt med reglerne i retten.
Blandt andet at der der må ikke optages billede og lyd fra retten, at telefoner ikke bruges - her har pressen dog en særstilling, da de gerne må bruge telefonerne under retsmødet i forbindelse med arbejde.
Og så er det ikke tilladt at kommentere eller på anden måde komme med holdninger til noget af det, der bliver sagt eller vist under retssagen. Som tilhører skal man med andre ord være stille.
3. Tilstår eller nægter
Efter de formelle ting er overstået, går selve retshandlingen i gang.
Først bliver anklageskriftet læst højt, og så forholder den tiltalte sig til tiltalen. Han kan nægte sig skyldig, erkende sig skyldig eller erkende sig delvist skyldig.
Inden afhøringen af den tiltalte vil anklageren forelægge sagen. Det er en præsentation af, hvordan sagen er startet op, en kort præsentation af den tiltalte, hvilke bevistemaer, der skal behandles under retssagen. Det er også her, noget af den væsentligste dokumentation eventuelt vil blive fremlagt.
4. Tiltalte forklarer først
Så skal den tiltalte afgive forklaring - hvis han/hun vil. Som tiltalt i en retssag har man nemlig ikke pligt til at udtale sig. Det er et tilbud. Som tiltalt har man heller ikke pligt til at tale sandt i retten.
Det er først anklageren, der stiller spørgsmål til den tiltalte, og dernæst den tiltaltes forsvarsadvokat.
Den tiltaltes forklaring er ofte den, der er mest omfattende og tager længst tid. Det er også her, at offentligheden for første gang får kendskab til, hvad den tiltalte forklarer om anklagen mod ham eller hende.
5. Vidnernes tur
Herefter skal vidnerne - hvis der er nogen - afgive forklaring. De har til gengæld ikke noget valg - de er både forpligtiget til at svare på spørgsmålene fra anklager og forsvarer, og de skal tale sandt.
Som vidne i en retssag afgiver man forklaring under strafansvar. Det er altså strafbart at lyve i retten. Straffelovens bestemmelse om falsk vidneforklaring har en strafferamme op til fire års fængsel.
6. Dokumentation
Efter vidneforklaringerne vil der typisk være dokumentation af sagens akter, der ikke allerede er dokumenteret under vidneafhøringerne. Det kan f.eks. rapporter om gerningsstedsundersøgelser, kriminaltekniske undersøgelser som dna og blodstænk, obduktionsrapporter, videoovervågning, teledata osv.
I dansk retspleje gælder mundtlighedsprincippet. Det vil sige, at retten bedømmer det, som der er fremlagt mundtligt under sagen. Og det gælder som udgangspunkt også den skriftlige dokumentation, som der efterhånden er store bunker af i en straffesag.
Princippet om mundtlighed hænger selvfølgelig sammen med offentlighedsprincippet. Det vil sige, at retten ikke bare kan få udleveret en masse rapporter eller få tilsendt en masse dokumenter på mail, uden at offentligheden har kendskab til, hvad det er for nogle dokumenter.
Mundtlighedsprincippet betyder dog ikke, at anklagemyndigheden skal læse hvert ord op fra flere tusinde siders rapporter og erklæringer. Det er nok at læse f.eks. konklusioner op og mundligt henvise til rapporten eller bilaget, så det kan indgå i bedømmelsen.
7. Forsvarer og anklager argumenterer
Efter bevisførelsen er det tid til de afsluttende bemærkninger - altså procedurer.
Det er her, at anklageren og forsvareren argumentere for, hvilke beviser de mener, retten skal lægge vægt på, og hvordan de mener, retten skal afgøre sagen.
Anklager og forsvarer vil også typisk henvise til retspraksis - altså tidligere domme - som understøtter deres argumentation.
I nævningesager tager retten først stilling til skyldsspørgsmålet og dernæst evt. straf. I domsmandssager er de to ting slået sammen, så både skyld og straf bliver afgjort på én gang.
8. Flertal afgør skyld
I nævningesager er der som tidligere nævnt seks nævninge og tre juridiske dommere. I alt ni personer. I skyldsspørgsmålet har de en stemme hver, og flertallet bestemmer. Det er dog ikke nok, at der er flertal totalt set - der skal også være flertal blandt nævninge og blandt de juridiske dommere.
Altså skal mindst fire nævninge og mindst to dommere være enige. Ellers bliver den tiltalte frifundet.
Et eksempel fra Retten i Hjørring:
I 2015 blev en 55-årig mand frifundet for drab, selvom et flertal på tre juridiske dommer og tre nævninge mente, at han var skyldig. Men fordi der var splittelse blandt nævningene, hvor tre ville frifinde manden, og der dermed ikke var flertal, så blev han frifundet.
9. Der stemmes om straffen
Hvis den tiltalte bliver fundet skyldig, så skal forsvarer og anklager herefter procedere for straf. Altså redegøre for, hvilken straf de så mener, forbrydelsen skal koste.
I strafprocedureren læner forsvarer og anklager sig meget om af tidligere domme, der kan minde om den sag, der er til bedømmelse for at finde ud af, hvad straffen skal være.
Når straffen skal udmåles, får de juridiske dommere en ekstra stemme hver, så de altså har seks stemmer i alt. Hver af de seks nævninge har stadig én stemme hver. I alt er der så 12 stemmer.
Ved strafudmålingen er det et almindelig flertal, der bestemmer. Kan der ikke samles et flertal om en bestemt straflængde, skal retten vælge den straf, der er mest gunstig for den tiltalte.
Herefter afsiges der dom - altså straf - der bliver indledt med ordene: "Thi kendes for ret".
Den nu dømte har så mulighed for at modtage dommen eller anke den. Bliver den anket, så skal hele sagen rulles ud igen i landsretten.
