Drabet på Mia: Grusomt anklageskrift

Anklageskriftet mod en 37-årig mand, der er tiltalt for drabet på Mia Skadhauge Stevn er uhyggelig læsning. Ifølge hans forsvarer vil han erkende én af anklagerne

Ifølge anklageskriftet blev Mia kørt til Hammer Bakker af den 37-årige, efter hun blev samlet op på Vesterbro i Aalborg <i>Foto: Martin Damgård</i>

Ifølge anklageskriftet blev Mia kørt til Hammer Bakker af den 37-årige, efter hun blev samlet op på Vesterbro i Aalborg Foto: Martin Damgård

AALBORG:Mia blev voldtaget og dræbt, inden en 37-årig mand på makaber vis forsøgte at skille sig af med liget.

Det mener politiet, fremgår det af anklageskriftet mod den 37-årige mand, som Nordjyske har fået aktindsigt i. 

Manden er tiltalt for voldtægt, drab og usømmelig omgang med lig.  

Ifølge anklageskriftet blev 22-årige Mia Skadhauge Stevn samlet op på Vesterbro i Aalborg af den tiltalte, da hun var på vej hjem fra en bytur om morgenen 6. februar sidste år, under påskud af at han ville køre hende hjem. Men i stedet kørte han hende mod sin vilje til et skovområde ved Hammer Bakker og efterfølgende til den 37-åriges hjem.

Det var enten i Hammer Bakker eller på den tiltaltes nu tidligere bopæl i Flauenskjold, at hun - ifølge anklageskriftet - blev udsat for voldtægt og efterfølgende dræbt ved "betydelig lemlæstelse" - herunder kvælning - samme dag mellem klokken 06.09 og 15.

Makaber behandling af lig

Anklageskriftet fortsætter med makabre detaljer om, hvad der - ifølge tiltalen - skete efter drabet. 

Den 37-årige er tiltalt for at have parteret liget i mindst 231 dele med henblik på at opløse ligdelene.  Efterfølgende gravede den 37-årige ligdele ned flere steder i Dronninglund Storskov, mens andre blev fordelt i skovbunden, fremgår det af anklageskriftet.

Ifølge anklageskriftet skete det på mandens tidligere bopæl i Flauenskjold frem til 9. februar klokken 11.20, hvor han blev anholdt.

37-årig vil erkende ét tiltalepunkt

Den 37-årige tiltaltes forsvarer, Mette Grith Stage, oplyser at hendes klient nægter drab, og at hun forventer, at han også vil nægte sig skyldig i voldtægt.

Derimod forventer forsvareren, at den 37-årige vil erkende usømmelig omgang med lig.

Retssagen mod den 37-årige begynder ved Retten i Aalborg 7. juni og skal køre over ni retsdage.

Anklager Mette Bendix ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvordan retssagen kommer til at forløbe, men hun oplyser, at der bliver tale om en omfattende bevisførelse.

Egnet til fængsel

I forbindelse med den omfattende efterforskningen er den 37-årige også blevet mentalundersøgt. 

Anklageskriftet indeholder dog ikke noget om en eventuel anden straf - f.eks. en behandlingsdom eller forvaring - og derfor er den 37-årige efter al sandsynlighed erklæret egent til almindelig fængselsstraf.