Drabssag

Retten gik imod retsmedicineren - og det overrasker

Nordjyde var sikker på, at han ikke ville blive dømt for noget, han ikke havde gjort

Arkivfoto Bo Lehm

Opdateret kl. 13:32

Efter frifindelsen blev han løsladt, og han nød friheden efter halvandet års varetægtsfængsling med en kold dåseøl sammen med de andre fiskere og deres pårørende.

Den 42-årige har - ligesom de øvrige fiskere - nægtet sig skyldig hele vejen, og ifølge hans forsvarer, Mette Grith Stage, så var han heller ikke nervøs forud for dagens skyldkendelse.

- Min klient er selvfølgelig super glad, men han var ikke overrasket. Han har under hele forløbet været fuldstændig sikker på, at det her ville munde ud i en frifindelse. Jeg var langt mere nervøs, siger forsvarsadvokaten efter frifindelsen.

- Jeg synes jo også, at det eneste rigtige resultat er en frifindelse, men når der er meget på spil, så er man som forsvarer ekstra bange for, at det ikke går den rigtige vej.

- Mere overrasket over retsmediciner

Det var en meget klar kendelse et enigt nævningeting ved Retten i Holstebro afgav onsdag formiddag.

En kendelse, hvor retten har troet på de tiltaltes forklaringer hele vejen.

- Det er en enorm grundig og detaljeret kendelse, der tager højde for alt. Og jeg er yderst tilfreds med, at den går ind og siger, at de tiltaltes forklaringer er troværdige, siger Mette Grith Stage.

Kendelsen indeholdt også en usædvanlig begrundelse fra rettens side. Man valgte nemlig at tilsidesætte retsmedicinerens konklusion om, hvad den 41-årige mand, der mistede livet ombord på fiskekutteren Inger Katrine i januar 2023, døde af.

Ifølge retsmedicineren var det kvælning - men retten har troet på forsvarernes påstand om, at det var delirium tremens - drankergalskab - der var dødsårsagen.

- Jeg synes, det var mere usædvanligt, at retsmedicineren så hårdnakket holdt fast på, at det var kvælninger, der var dødsårsagen, når der nu var tre andre dødsårsager, der hang sammen med drankergalskab, siger Mette Grith Stage.

Erstatningskrav forude

Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje, om man vil anke byrettens kendelse.

Men det forventer Mette Grith Stage ikke kommer til at ske.

- Har svært ved at tro, at Statsadvokaten vil anke den her sag, fordi den er så velbegrundet. Det håber jeg ikke, siger hun.

Hvis kendelsen ikke bliver anket, så venter der et erstatningskrav for knap halvandet års uberettiget fængsling.

- Hvis sagen ikke ankes, så vil jeg indsende en ansøgning om erstatning på vegne af min klient. Det er jo samfundets måde at sige undskyld på, siger forsvarsadvokaten.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden