Kærestepar tiltalt for brutalt drab: 45-årig blev stukket med knive og fik indsprøjtninger med wc-rens

En 22-årig kvinde og en 36-årig mand er tiltalt for at have udsat en 45-årig bekendt for brutal vold igennem flere timer i en lejlighed i Aalborg

 <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Arkivfoto: Bente Poder

AALBORG:En 45-årig mand døde i april sidste år, efter han igennem syv timer havde været offer for brutal vold, mishandling og røveri.

Det fremgår af anklageskriftet mod et kærestepar - en 36-årig mand og en 22-årig kvinde - som Nordjyske har fået aktindsigt i. 

Den 45-årige mand blev fundet død i en lejlighed på Ørstedsvej i Aalborg søndag 2. maj. Her blev de to tiltalte også anholdt og sigtet for drabet.

Men den 45-årige havde været meldt savnet af pårørende siden fredag 30. april. Og ifølge anklageskriftet var det også om fredagen, at den 45-årige på brutal vis blev dræbt.

Fra klokken 14 til klokken 21.15 blev han - ifølge anklageskriftet - stukket og snittet adskillige gange med flere knive, slået med en hammer og fik adskillige indsprøjtninger med brintoverilte og wc-rens, inden han blev kvalt med et bælte.

Var motivet røveri?

Udover drab, er kæresteparret er også tiltalt for røveri af særlig grov karakter i forbindelse med den uhyggelige vold. 

Ifølge anklageskriftet brugte parret den timelange mishandling til at tvinge den 45-årige til at overføre 10.000 kroner på MobilePay til den 22-årige kvindes konto.

Politiet oplyste i maj sidste år, at de to tiltalte og den dræbte 45-årige havde en løs relation til hinanden. Men om motivet til drabet var røveri, eller der ligger noget dybere bag, er noget af det, som retssagen mod kæresteparret, måske kan kaste lys over. 

Retssagen skal efter planen køre ved Retten i Aalborg til august.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.