Indbrudsbølge har ramt nordjysk by
En stribe af bilindbrud har ramt byen Jerslev, og politiet leder nu efter en gerningsmand på et elløbehjul
Opdateret kl. 15:37
Natten mellem fredag og lørdag blev flere bilejere udsat for indbrud mod biler i Jerslev.
Det drejede sig i alt om seks biler. To varebiler og fire personbiler i den nordjyske landsby.
I tre af personbilerne blev der ikke stjålet noget. I en af personbilerne stak gerningsmanden af med flere personlige papirer, mens der i de to varebiler blev stjålet elektrisk værktøj.
Og nu er det sket igen.
Mand på elløbehjul
Natten mellem mandag og tirsdag blev yderligere seks ulåste personbiler udsat for indbrud i Jerslev. Det drejer sig blandt andet om biler parkeret på Boulevarden, Voldgade, Borgergade og Ærøgade.
Blandt tyvekosterne er flere personlige papirer, et Garmin Smart Watch, en telefon, en skruemaskine og i to tilfælde - ekstranøgler til bilerne.
Nordjyllands Politi har arbejdet på sagerne siden weekendens bilindbrud, og under efterforskningen har man fundet frem til overvågning, der viser en mand på et elløbehjul på mindst et af gerningsstederne.
Derfor leder politiet nu efter manden på elløbehjulet og kommer med en opfordring efter de 12 bilindbrud.
- Vi opfordrer folk til at låse deres biler, og undgå at have genstande af værdi i bilerne, lyder det fra efterforskningsleder, Peter Skovbak, som tilføjer:
- Hvis man har overvågning mellem fredag og lørdag nat eller mandag og tirsdag nat, så vil vi meget gerne se det.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.