Retten ikke i tvivl: 55-årig skyld i sin mors død
55-årig mand var sindssyg, da han bankede sin mor ihjel
Opdateret 28. april 2022 kl. 13:51
HJØRRING: Det er en ualmindelig trist historie om et menneskes psykiske lidelser, som tirsdag og onsdag er blevet oprullet ved Retten i Hjørring.
Et forpint liv med talrige indlæggelser på psykiatriske afdelinger igennem tre årtier, voldsdom og selvmordsforsøg kulminerede onsdag, da en enig domsmandsret dømte en nu 55-årig mand skyldig i at have tævet sin 75-årige mor så voldsomt tidligt om morgenen 30. juli i fjor i sit hjem på Markedsvej i Brønderslev, at det kostede hende livet.
Den 55-årige mand var tiltalt for overlagt drab, men retten fandt det ikke bevist, at manden havde haft til hensigt at dræbe. Til gengæld fandt retten, at den 55-årige var skyldig i at udøve grov vold med døden til følge.
En sådan dom kan straffes med fængsel i op til 10 år, men fordi en retspsykiatrisk erklæring og en udtalelse fra Retslægerådet konkluderer, at det 55-årige er sindssyg - og også var det, da han begik dødsvolden - betyder dommen, at han i stedet skal opholde sig på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Manden var ikke selv til stede, da dommen faldt.
Det var han kortvarigt på retssagens førstedag, men da optrådte den 55-årige så uligevægtig, at hans forsvarer hurtigt anmodede om at få ham kørt tilbage til den psykiatriske afdeling, hvor han har siddet varetægtsfængslet, siden han blev anholdt 30. juli.
Onsdag bekræftede en ledende overlæge fra samme afdeling, at et fremmøde onsdag ville forværre mandens tilstand, hvorfor retten accepterede hans fravær.
Kendt retsmediciner
Efter en førstedag i retssagen mod den 55-årige, hvor der blev ført seks vidner, fortsatte sagen onsdag med en af landets mest kendte retsmedicinere som den eneste i vidneskranken.
Den 55-årige tiltalte har under sagen nægtet sig skyldig og hævdet, at hans 75-årige mors omfattende kvæstelser skyldtes et fald.
Ifølge anklageskriftet mente anklagemyndigheden derimod, at den 75-årige døde efter at være blevet tævet af sin søn som talrige slag, spark, stød med knæ, tramp mod hoved og krop samt forsøg på kvælning påførte hende over 30 læsioner, som blandt betød, at hun pådrog sig talrige ribbensbrud og bækkenbrud.
For at understøtte den påstand bad anklager Eva Madsen på retssagens anden og sidste dag Asser Hedegård Thomsen fra Institut for Retsmedicin i Aarhus tage plads i vidneskranken.
Det var ham, som nogle dage efter dødsfaldet sidste sommer gennemførte obduktionen af den 75-årige kvinde fra Brønderslev.
Det foregik på Institut for Retsmedicin i Aarhus, og anklageren gennemgik under afhøringen af Asser H. Thomsen de mange voldsomme skader, der blev fundet på den ældre kvinde.
Mange læsioner
Retsmedicineren forklarede, at kvinden havde så mange læsioner, at det var svært at pege på én præcis dødsårsag.
Det forsøgte forsvarer Nikolaj Horn under sin afhøring af Asser H. Thomsen at bore i. Han ville f.eks. vide, om kvinden kunne være død alene på grund af de talrige brud på ribbene, som blev fundet på kvinden - og hvor nogle af dem formentlig er opstået i forbindelse med forsøg på genoplivning.
Han spurgte også retsmedicineren, om mennesker alene kan dø på grund af talrige bækkenbrud, der også blev konstateret hos den spinkle 75-årige kvinde på 154 centimeter og 58 kilo, som ifølge oplysninger i retten led af både sklerose og knogleskørhed.
Til det sagde Asser Hedegård Thomsen, at der var tale om flere konkurrerende traumer, som hver især kunne være en dødsårsag.
Men én ting slog han fast med syvtommersøm.
- Det er summen af skader, kvinden døde af. De skader er ikke noget, man kan falde sig til. Det samlede billede er, at der er tale om meget mere end et fald, forklarede Asser Hedegård Thomsen i retten.
Tydelig tumult
Anklager Eva Madsen fremlagde i retten resultatet af de undersøgelser, som politiets teknikere foretog på dagen, hvor den 75-årige kvinde blev fundet dødeligt kvæstet i gæsteværelset i sin søns hus på Markedsvej i Brønderslev.
Resultatet af dem fastslår, at der den nat foregik noget meget voldsomt i værelset, hvor der var tydelige tegn på tumult. På drabsdagen blev der fundet blodspor fra den 75-årige kvinde på gulv, vægge, en væltet boksmadras og et dynebetræk, ligesom der blev fundet blod på den 55-åriges sorte sportssko.
DNA-prøver har vist, at blodet på den 55-åriges sko stammede fra den afdøde 75-årige kvinde, og under sin afsluttende procedure fremførte anklager Eva Madsen, at det taler for, at den 55-årige mand havde sparket og trådt så hårdt på sin mor, at hun senere døde af overfaldet.
Der blev ikke fundet spor af hverken blod eller slåskamp i resten af huset, hvorfor kriminalteknikerne i deres rapport fastslår, at gæsteværelset må betragtes som gerningssted.
Forsvarer: Frifind ham
Mens anklageren i sin procedure bad retten dømme den 55-årige for drab - subsidiært vold med døden til følge, forsøgte den 55-åriges forsvar, Nicolaj Horn, i sin procedure at så tvivl om anklagemyndighedens argumenter.
Ifølge forsvareren var der i forhold til den tiltalte alene tale om indicier, og han påpegede, at det var umuligt at udelukke muligheden for en anden gerningsmand - og at retten derfor burde frifinde den 55-årige, fordi skyldsspørgsmålet efter hans mening derfor ikke var dokumenteret ud over enhver tvivl.
Det mente domsmandsretten ikke, men retten fandt det til gengæld heller ikke bevist, at den 55-årige dræbte sin mor med vilje.
Den 55-årige mand blev ved retssagen også frakendt retten til at arve sin mor, ligesom han blev dømt til at betale 100.000 kr. erstatning til sin 79-årige far samt 75.000 kr. i erstatning til hver af sine tre yngre søskende.
Den dømte skal desuden betale sagens omkostninger.
På sin klients vegne udbad forsvareren sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.
- Når nu min klient blev fundet skyldig, så er det meget tilfredsstillende, at Retten ikke fandt, at han havde til hensigt at slå sin mor ihjel, lød det efter dommen fra Nicolaj Horn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.