Sigtet i Mia-sagen forlænger fængsling frivilligt
Varetægtsfængslingen bliver forlænget med fire uger
Opdateret kl. 21:03
AALBORG: Den 36-årige mand, der er sigtet for drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn har torsdag endnu engang frivilligt accepteret at få forlænget sin varetægtsfængsling med yderligere fire uger.
Det fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Den 36-årige har siddet varetægtsfængslet siden 10. februar - samme dag, som man fandt ligdele af den unge kvinde i Dronninglund Skov.
Drabet på Mia Skadhauge Stevn fandt sted i tidsrummet mellem søndag 6. februar kl. 06.09 og 9. februar kl. 11.20, hvor den sigtede blev anholdt. Den 22-årige blev efterlyst, da hun ikke var kommet hjem efter en bytur i Aalborg.
I første omgang blev to 36-årige mænd anholdt og sigtet i sagen, men i april blev drabssigtelsen mod den ene af de to droppet.
Frank Olsen fortæller, at sagen stadig er under efterforskning.