Spirituspåvirket tjekke kørte med høj fart ind i et hus på Samsø
En tjekkisk mand indrømmede i retten at have kørt alkoholpåvirket og at have forvoldt fare for en anden mand.
I høj fart kørte en 49-årig alkoholpåvirket tjekkisk mand først gennem en have og derefter ind i gavlen på et hus på Samsø. I huset befandt en 56-årig mand sig.
Den tjekkiske mand er sigtet for spirituskørsel og for at have bragt den 56-årige mands liv eller førlighed i fare, og i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus søndag erkendte tjekken sig skyldig.
Det skriver anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi mandag på meddelelsestjenesten Anklager Update.
Påkørslen fandt sted i Koldby på Samsø, og den 56-årige mand blev efter påkørslen bragt til hospitalet til behandling, men han er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, oplyser anklagemyndigheden.
Det nærmere hændelsesforløb op til ulykken er endnu ikke endeligt afklaret, skriver Østjyllands Politi, der afviser at give yderligere kommentarer. Det sker med henvisning til den fortsatte efterforskning.
Den 49-årige tjekke er fængslet frem til fredag den 31. juli. Han har ikke kæret kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.