Tiltalt for at krænke elever: Ansat havde været til flere samtaler om upassende adfærd overfor piger

Den 64-årige tidligere ansatte på en skole i Aalborg Kommune havde tidligere været involveret i flere episoder

 <i>Arkivfoto: Henrk Bo</i>

Arkivfoto: Henrk Bo

AALBORG:Da en 64-årig mand i juni blev sigtet for at have krænket flere af de mindste elever på den skole i Aalborg Kommune, hvor han var ansat, havde flere forældre lang tidligere henvendt sig til skolen om mandens upassende adfærd overfor børnene.

Tre gange tidligere havde mødre til piger henvendt sig til skolen med bekymring efter episoder med den 64-årige.

Første gang var i 2020, men hverken forældre eller skole havde på det tidpunkt mistanke om, at der var begået noget strafbart, og henvendelserne blev håndteret med samtaler med den 64-årige.

Det kom frem, da manden fredag tog hul på sin forklaring i Retten i Aalborg, hvor han sidder tiltalt for at have udsat 20 piger for krænkende berøringer fra 2017 til juni 2022, hvor sagen mod manden begyndte at rulle.

I et af tilfældene er manden tiltalt for at have krænket en elev ved andet seksuelt forhold end samleje.

Tog elever med i sommerhus

Den første henvendelse kom allerede i august 2020, efter den 64-årige havde haft nogle elever med i sit sommerhus på DUS-tur.

Men dagen efter blev skolen kontaktet af moren til en af pigerne. I en besked skrev moren, at hendes datter havde fortalt, at den 64-årige havde hjulpet med at skylle sand ud af kønsdelene.

Moren fandt situationen meget uheldig, men samtidig gav hun også udtryk for, at hun ikke troede, den 64-årige havde onde hensigter.

Den udlægning afviste den 64-årige dog. Han forklarede, at børnene havde leget i sandet, og da de kom tilbage til sommerhuset, var der nogle piger der smed badetøjet, fordi de ville have skyllet sandet af. Det fik de lov til, og den 64-årige var kun meget kort inde ved pigerne, fordi han ville justere varmen på bruseren, så de ikke brændte sig, forklarede han i retten.

Henvendelsen fra moren førte til en samtale mellem skolen og den tiltalte, og han stoppede herefter med at tage elever til sommerhuset.

- Jeg blev ked af det

Den anden henvendelse fra en forældre kom på et tidspunkt under coronanedlukningen. Her henvendte en mor sig direkte til den 64-årige og fortalte, at datteren var bange for ham, fordi han skulle have rørt hende på låret.

Det afviste han også og fortalte, at moren faktisk heller ikke rigtig troede på det.

I januar 2022 skrev endnu en mor til skolen. Beskeden lød, at hendes datter havde fortalt, at den 64-årige havde sagt til datterens veninde, at han ville gøre noget seksuelt ved hende.

Det afviste den 64-årige også pure, men endnu engang blev han kaldt til samtale med skolen.

- Jeg blev ked af det, da blev konfronteret med de beskyldninger, forklarede han.