Kvinde idømt seks års fængsel for vold med døden til følge
Anklageren i sagen gik efter at få den 53-årige kvinde dømt for drab. Sådan gik det ikke
Opdateret kl. 18:28
FREDERIKSHAVN: Ane Mette Olsen skal seks år i fængsel. Hun blev tirsdag dømt for vold med døden til følge ved Retten i Hjørring.
Den 53-årige grønlandske kvinde er dømt for at have stukket sin 56-årige kæreste ihjel 7. maj sidste år.
Her stak hun med en kniv, der havde en bladlængde på 15 centimeter, i halsen, nakken og brystet på offeret, der endte med at dø.
Retten lagde i sin dom vægt på, at knivstikkene skete i forbindelse med skænderi og vold, og at begge parter var stærkt påvirkede. En enig domsmandsret mente ikke, at anklagemyndigheden havde bevist, ud over enhver tvivl, at den 53-årige havde til hensigt at dræbe.
Anklager gik efter manddrab
Før domsafsigelsen argumenterede anklager Mathias Pedersen ved Retten i Hjørring for, at Ane Mette Olsen havde været bevidst om, at det kunne ende med, at hun dræbte sin kæreste gennem 30 år, og at hun dermed havde forsæt til at dræbe, Knivstikkeriet foregik i et misbrugsmiljø i en lejlighed på Markedsvej i Frederikshavn.
Den 53-årige har erkendt at have stukket med kniven, men nægtede, at hun havde til hensigt at dræbe. Forud havde de to skændtes og slået på hinanden. Ane Mette Olsen modtog dommen på seks års fængsel.
Da politiet ankom til lejligheden, fandt de den 53-årige siddende på en bænk udenfor. Den 56-årige mand fandt de død i en blodpøl på køkkengulvet.
- Jeg er overrasket over dommen, men vi må erkende, at vidnerne ikke huskede så meget i retten, som de ellers tidligere havde forklaret politiet. Men det er en trist og tragisk sag, sagde anklager Mathias Pedersen efterfølgende. Anklagemyndigheden vil nu vurdere, om den vil anke dommen til landsretten.
- Jeg mener, at det er en rigtig dom. Anklagemyndigheden har efter min mening ikke løftet bevis for, at det var forsætlig manddrab. Min klient har meget troværdigt forklaret, at hun ikke havde til hensigt at dræbe, og at hun var ked af, at det endte som det gjorde, sagde forsvarer Ulrik Henriksen.
Tiltalte: Han misbrugte min datter
- Vi havde det egentlig godt sammen, men han havde havde misbrugt min datter, da hun var 14-15 år gammel, og når vi fik penge, drak vi og røg hash, og så kom der skænderier og vold, forklarede den 53-årige, via tolk, i retten.
Parret var rejst fra Grønland til Danmark et halvt år forinden. De skulle, ifølge den tiltalte, hjælpe til med at passe hendes datters to døtre i Frederikshavn, men da de kom herned, var de to døtre netop blevet fjernet og anbragt udenfor hjemmet af kommunen.
- Min kæreste drak meget og prøvede ikke at finde arbejde. Jeg havde fået førtidspension på Grønland, men det mistede jeg, da vi flyttede til Danmark. Jeg ville tilbage til Grønland igen, men vi havde ingen penge at rejse for, fortalte den 53-årige.
I den pågældende weekend var der flere gæster i datterens lejlighed, og et heftigt drikkelag udviklede sig fra fredag eftermiddag. Nogle af gæsterne havde, ifølge den tiltalte, medbragt adskillige flasker vodka. Drikkeriet fortsatte fra morgenstunden om lørdagen, og ud på eftermiddagen begyndte der at komme skænderier og vold.
Et vidne, der var til stede i lejligheden, forklarede til politiet umiddelbart efter knivstikkeriet, at han så kvinden stikke sin kæreste, men i vidneskranken i retten kunne han ikke huske, hvad der skete.
En obduktionsrapport har fastslået, at et af knivstikkene ramte mandens legemspulsåre, hvilket resulterede i, at han forblødte kort tid efter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.