Uopmærksom bilist overså advarsler og afspærring

Uopmærksom er ofte årsag til uheld. Onsdag aften kunne det have gået helt galt ved Limfjordstunnelen

 <i>Genrefoto: Peter Broen</i>

Genrefoto: Peter Broen

NORDJYLLAND:For nogle år siden havde jeg på E45 en oplevelse, jeg aldrig har glemt - og nok heller ej nogensinde glemmer.

Jeg kom kørende ved Hjallerup Enge i nordgående retning. Jeg kørte 110 kilometer i timen - og tog det i det hele taget bare stille og roligt.

Da jeg på et tidspunkt kiggede i bagspejlet, så jeg en bil, som kørte stærkt. Men ikke blot stærkt. Den nærmede mig med en fart, som gjorde, at jeg kun lige akkurat nåede at trække ud i nødsporet, da den hamrede forbi mig. Hvis den havde ramt mig, ville jeg have været fyret afsted mod den bro, som ligger lige før tilkørslen fra rastepladsen. Jeg havde måske ikke overlevet.

Bilen tordnede direkte videre og lige ind i en af Vejdirektoratets skiltevogne, som tilfældigvis befandt sig på stedet. Efterfølgende fulgte opkald til 112, hjælp til bilisten i den forulykkede bil og snak med politi og andre bilister.

Meget lå til grund for vanvidsbilistens handlinger. Men fælles for den og alle andre handlinger i trafikken var og er, at opmærksomhed er vigtig.

Bilen blev totalskadet, da den ramte skiltevognen. <i>Privatfoto</i>

Bilen blev totalskadet, da den ramte skiltevognen. Privatfoto

Fik bilen standset

Onsdag aften kørte jeg ned mod Limfjordstunnelen. Klokken var lidt over 23, og tunnelen var nærmest selvlysende både foran og på selve kørebanen. Der var nemlig - som også skiltene fortalte adskillige hundrede meget før tunnelen - vejarbejde. Derfor skulle alle bilister i nordgående retning over i det sydgående spor. 

Noget foran mig kørte en bil, som jeg først rigtig bemærkede, da den kørte ind i den afskærmning, som var foran det nordgående rør.

Det så ud til, at bilisten først i allersidste øjeblik bemærkede afskærmningen og forsøgte at undvige. I hvert fald røg bilen med siden ind i skiltene, hvor der på den anden side stod en del af de folk, Vejdirektoratet havde til at vedligeholde tunnelrøret - hvilket var årsagen til, at tunnelrøret var lukket.

Bilen trillede helt stille videre mod det sydgående rør, mens en af folkene fra Vejdirektoratet sprang op over afspærringen og fik bilisten standset. Samtidig havde personen overskud nok til at gelejde andre bilister roligt forbi den lettere forulykkede bil.

Kun mindre uheld

At bilisten overhovedet ramte afspærringen, handlede efter alt at dømme om netop manglende opmærksomhed.

- Årsagen er ukendt, men det kan skyldes, at trafikanten ikke har haft fokus på vejen. Vi har undersøgt vores orienteringstavler og øvrige udstyr for at være sikre på, at alt fungerede korrekt på tidspunktet – og det gjorde det, lyder det fra Niels Gustav Jørgensen, tunneldriftsleder hos Vejdirektoratet.

Han fortæller at man generelt set kun oplever, at der sker mindre uheld i eller ved Limfjordstunnelen.

- Der sker i gennemsnit ca. 10-15 uheld om året. Hertil kommer der ca. 25-30 motorstop og yderligere 50-60 episoder med tabt gods. Vi oplever meget sjældent uheld, imens vi arbejder i tunnelen.

Sikkerheden er vigtig

Det er ikke Niels Gustav Jørgensens opfattelse, at bilister ofte misforstår de anvisninger, der er, når et tunnelrør er lukket.

- Både skiltningen og anvisningerne er igennem tiden løbende blevet tilpasset, så det lever op til gældende love og regler. Der er pt. ingen planer om ændringer i skilte og anvisninger, men behovet vurderes løbende, forklarer han og tilføjer, at Vejdirektoratet også løbende vurderer på hastigheden.

Især Vejdirektoratets medarbejderes og andre entreprenørers sikkerhed er vigtig. 

- For at mindske risikoen udføres arbejde i Limfjordstunnelen blandt andet ved, at vi laver overledning til modsatte tunnelrør og ellers følger de gældende regler og afmærkningsplaner under hensyn til beskyttelsesniveau.

Der skete heldigvis ikke personskade, da bilisten ramte afspærringen onsdag aften ved Limfjordstunnelen. Og bilisten dengang på E45 ved Hjallerup Enge overlevede mirakuløst.

Men jeg kan stadig mærke hjertet banke ekstra hurtigt, når jeg i bakspejlet ser en bil nærme sig i meget højt fart. Og selvom Vejdirektoratets medarbejdere er vant lidt af hvert, er jeg sikker på, at heller ikke manden i skiltevognen nogensinde glemmer den dag, han blev ramt bagfra af en bil.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.