Aalborg og fem andre med konkret ønske til minister: Vil sidde med ved bordet

Der skal handling bag ord, mener landets seks største kommuner, der vil holde regeringen op på deres løfter til kulturlivet - og have indflydelse. Læs deres åbne brev til den nye kulturminister her

Jes Lunde (til højre) er en af de seks kulturrådmænd fra landets største bykommuner, der har forfattet og underskrevet et fælles brev til kulturminister Jakob Engel Schmidt (t.v.). <i>Arkivfotos: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix, Torben Hansen</i>

Jes Lunde (til højre) er en af de seks kulturrådmænd fra landets største bykommuner, der har forfattet og underskrevet et fælles brev til kulturminister Jakob Engel Schmidt (t.v.). Arkivfotos: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix, Torben Hansen

KULTURDEBAT: Den nye regering vil rydde op i tilsandede strukturer, meddelte de i deres regeringsgrundlag i slutningen af 2022. Men det er en vision, der skal prioriteres, mener kulturrådmændene i landets største byer, der ønsker at blive inddraget i processen. Her kan du læse deres åbne brev:

Kære kulturminister Jakob Engel-Schmidt,

Et stort tillykke med din udnævnelse til kulturminister og samtidig en stor tak for et regeringsgrundlag med klare ambitioner for kulturen.

Når vi i 6-by-netværket læser regeringsgrundlaget, så glæder det os især, at regeringen vil:

”Reformere forældet lovgivning, rydde op i tilsandede strukturer og styrke kulturlivet i hele landet. Som en del af dette arbejde vil regeringen bl.a. gennemføre en museumsreform, der åbner for flere statsanerkendte museer og skaber en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne”.

Fordelingen af statslige kulturmidler er et reformspor, som vi meget gerne vil drøfte med dig, og som vi også gerne aktivt vil medvirke til at løfte.

6-by-kulturnetværket har gennem årene været i løbende og konstruktiv dialog med forskellige kulturministre, bl.a. om fordelingen af statslige midler, Kulturens Analyseinstitut og sparring i forhold til hjælpepakker under coronapandemien.

6-by-samarbejdet

  • 6-by-samarbejdet er et samarbejde mellem de seks største bykommuner i Danmark: København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers. Byerne benævnes derfor også 6-byerne.
  • Blandt samarbejdets fokusområder er økonomi, budget, sygefravær og infrastruktur, og der laves løbende sammenligniger mellem kommunerne for at have et grundlag for debat om kommunernes opgaver.

6-byerne mærker selv de nuværende statslige tildelinger forskelligt. Nogle får mere, andre får mindre. Vores fokus er dog ikke på os selv – de seks kommuner - og vores afsæt er heller ikke, at alle skal have det samme. Vores ønske er at medvirke til at udvikle rimelige og transparente tildelingskriterier. Kriterier, som kan forstås og forklares af alle, og som kan medvirke til at understøtte og udvikle et balanceret og levende kulturliv i hele landet.

6-byerne repræsenterer næsten 30 procent af befolkningen, og tilsammen rummer vi alt fra store og bærende kulturinstitutioner til små, lokale kulturforeninger og løst organiserede vækst- og talentlagsmiljøer. Som kommuner er vi med til at sikre, at kulturen når ud i alle hjørner og kroge.

Kulturen er vigtig i sin egen ret. Men kulturen er også vigtig for kommunerne af mange andre grunde. Vi ved fra undersøgelser fra bl.a. Aalborg og Aarhus kommuner, at op til 40 procent af vores borgere siger, at det især er kulturen, der gør vores byer til gode steder at leve og bo.

Kulturen spiller en central rolle for kommunernes bosætning, vækst og turisme, og som politikområde rummer kulturen et stort potentiale ift. nogle af tidens store dagsordener – trivsel, fællesskaber, dannelse, sammenhængskraft mv.

En tildelingsreform bør derfor involvere kommunerne; fordi, det er her, det meste af kulturlivet lever og udfoldes.

Vi har været i kontakt med Kulturministeriet med henblik på at høre om muligheden for et møde med dig. Ministeriet har foreløbig reserveret 14. april 2023, kl. 13 -14. Vi håber, at du har mulighed for at mødes med os, og at vi sammen kan drøfte tildeling af statslige kulturmidler og andre emner af fælles interesse.

Venlig hilsen

Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur (B), Aalborg Kommune

Louise Høeg, formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget (V), Randers Kommune

Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur- og Borgerservice (B), Aarhus Kommune

Jakob Lose, formand for Kultur- og Fritidsudvalget (V), Esbjerg Kommune

Søren Windell, rådmand for By- og Kulturforvaltningen (C), Odense Kommune

Mia Nyegaard, kultur- og fritidsborgmester (B), Københavns Kommune

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.