Made in Nordjylland

Aalborg-producer: Jeg har aldrig været så afklaret i mit liv som under corona

Jeg fik plads til at gøre status over de seneste tyve år af mit liv, fortæller musiker og producer Vibeke Falden, der gik i studiet, da også hendes mand blev hjemsendt. Hør hendes nye single her

"Pausen betød, at jeg fik plads til at gøre status over de seneste tyve år af mit liv. Både i forhold til projekter, jeg har været i, og den musik, jeg har skrevet. Det førte til en erkendelse af, at jeg tit har givet op, fordi jeg har mødt modstand", fortæller Vibeke Falden.

"Pausen betød, at jeg fik plads til at gøre status over de seneste tyve år af mit liv. Både i forhold til projekter, jeg har været i, og den musik, jeg har skrevet. Det førte til en erkendelse af, at jeg tit har givet op, fordi jeg har mødt modstand", fortæller Vibeke Falden.

AALBORG:Som det gælder for de fleste andre musikere, blev Vibeke Faldens kalender ryddet, da regeringen i marts lukkede landet ned.

I stedet gik hun i studiet. Det er der kommet singlen Colorgraded ud af. Hør den her:

Hvordan så dit program ud, inden corona lukkede samfundet ned?

- Jeg stod overfor en to ugers turné i Grønland i påsken med GFD Collective; et nordatlantisk musikkollektiv som jeg har dannet. Det består af grønlandske, færøske og danske artister indenfor rap, r'n'b og elektronisk pop. Turnéen skulle have været kulminationen på to års forberedelse, hvor jeg sammen med Sanne Wiwe har arbejdet med planlægning og fundraising. Vi har rejst over 300.000 kr. til kollektivets aktiviteter og har fået lokal støtte fra Aalborg Kommune, Station10, Det Grønlandske Hus og 1000Fryd.

Vibeke Falden laver elektronisk pop kendetegnet ved sprøde vokalharmonier, stærke hooklines, 80’er inspirerede synthflader og fyldig bas. Her i hendes studie i Aalborg. Foto: Henrik Bo

Vibeke Falden laver elektronisk pop kendetegnet ved sprøde vokalharmonier, stærke hooklines, 80’er inspirerede synthflader og fyldig bas. Her i hendes studie i Aalborg. Foto: Henrik Bo

Forberedelsen af turnéen har taget det meste af min tid, og med et trylleslag blev dét sat på pause. Men heldigvis - takket være Sanne - skal vi afsted i påsken næste år, og det er dejligt.

I maj skulle jeg desuden have spillet under Spot Festivalen. Jeg havde planlagt at deltage i Spot+, netværksdelen for musikbranchen. Men Spot blev selvfølgelig også aflyst, selvom vi var mange der håbede til sidste sekund.

Hvad var din første følelse, da alt blev lukket ned?

- Jeg blev meget skuffet og ked af det over ikke at skulle til Grønland, jeg havde glædet mig sindssygt meget. Jeg blev også forvirret over, hvad det betød rent praktisk. Jeg tror faktisk ikke, at jeg forstod det rigtigt, før efter noget tid.

Hvordan har perioden været for dig?

- I starten var det meget stressende og kaotisk. Vi har tre børn på syv, seks og fire år, som alle blev sendt hjem fra skole og institution. Jeg skulle passe dem alene og hjemmeskole den ældste samtidig. Min frihed var væk, og jeg havde pludselig ingen tid til at producere musik. Dét var virkelig svært.

Efter 10 dage blev min mand hjemsendt fra sit job. Det gav ro, både for familien og for mig. Jeg begyndte at gå i studiet sent om aftenen og tidligt om morgenen. Og efterhånden føltes det enormt befriende ikke at have noget i min kalender, hvilket faktisk fik mig til at droppe sociale medier i en lang periode. Jeg fik overskud til at fokusere på musikproduktion, jeg fik mixet ”Colorgraded” med online hjælp fra producer Stig Hansen og Flemming Bloch - og lærte rigtig meget undervejs.

Vibeke falden udgav i 2019 singlerne “Daydreming Bliss” og “Mindfuck”.  Sidstnævnte opnåede placeringer på Apple Musics “Best of the Week” og Spotifys “New Indie and Alternative” playlister. Foto: Henrik Bo

Vibeke falden udgav i 2019 singlerne “Daydreming Bliss” og “Mindfuck”. Sidstnævnte opnåede placeringer på Apple Musics “Best of the Week” og Spotifys “New Indie and Alternative” playlister. Foto: Henrik Bo

Jeg fik også plads til at gøre status over de seneste tyve år af mit liv. Både i forhold til projekter, jeg har været i, og den musik, jeg har skrevet. Det førte til en erkendelse af, at jeg tit har givet op, fordi jeg har mødt modstand. Men vigtigst af alt gav det mig et helt klart billede af, hvad jeg vil gøre anderledes fremover. Og det har gjort mig rigtig glad og mere målrettet, jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så afklaret i mit liv som nu.

Du synger på "Colorgraded", at fortiden bliver udvisket, og at fremtiden er colorgradet. Er det sådan, du har det?

- Ja. Sådan har jeg fået det. Og frem for alt tror jeg, at vi har brug for at høre det. Vi har brug for at tro på, at vi går lysere tider i møde. Vi kommer til at lægge denne tid bag os. Det er budskabet med sangen.

Hvad tager du med dig videre?

- Jeg vil stoppe op oftere. Tage en tur i helikopteren og få et overblik. Prøve at se de store linjer. Og blive bedre til at gå helt "off grid" og bare være tilstede i nuet.

Mere om Vibeke Falden

Vibeke Falden er en Aalborg-baseret sanger/producer og en erfaren live artist, som har været support for blandt andre Imogen Heap og Lydmor. Hun har spillet på SPOT Festival, i flere nordiske og europæiske lande og i USA.

I 2019 udgav hun singlerne “Daydreming Bliss” og “Mindfuck” på sit eget pladeselskab Wunderwelt Music. “Mindfuck” opnåede placeringer på Apple Musics “Best of the Week” og Spotifys “New Indie and Alternative” playlister.

Om tracket skrev musikbloggen LeFutureWave “..the melodies have a quirky vibe that you will love instantly.. the tender vocals sound fantastic and the lyrics are great written!”

På scenen performer hun med et enkelt setup af synths, loopers og pedaler.

I 2021 tager hun sammen med musikkollektivet GFD Collective på en koncert- og workshopturné i Grønland.

Kollektivet blev dannet af Falden i 2018 og består af grønlandske, færøske og danske producere/artister. Målet med GFD er at øge interessen for nordatlantisk kultur igennem eksponering af ny musik skabt af grønlandske, færøske og danske kunstnere. GFD Collective udgiver deres debutalbum i efteråret 2020.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.