Aalborg Teaters nye direktør er fundet: - Det er mit absolutte drømmejob

Det bliver en nordjyde og god bekendt af Aalborg Teater, der sætter sig i chefstolen som afløser for Hans Henriksen

Aalborg Teaters nye direktør hedder Thomas Bjørnager. Udover at være nordjyde kommer han med uddannelser som scenograf, kostumedesigner og arkitekt i bagagen.

Aalborg Teaters nye direktør hedder Thomas Bjørnager. Udover at være nordjyde kommer han med uddannelser som scenograf, kostumedesigner og arkitekt i bagagen.

AALBORG:Når teaterdirektør Hans Henriksens ansættelsesperiode snart udløber på Aalborg Teater, bliver det en nordjyde, der overtager stolen efter ham. Valget er faldet på Thomas Bjørnager, tidligere teaterdirektør på egnsteatret Teatret Vårt i Norge, der også kender Aalborg Teater særdeles godt. Blandt andet som scenograf på forestillingerne "Begravelsen" af Thomas Vinterberg og til Holbergs "Maskerade".

- Thomas Bjørnager er en stor kapacitet i dansk teater. Han har en enorm kunstnerisk indsigt, et stort netværk samt mangeårig ledelseserfaring, siger bestyrelsesformand Inger Askehave, der er glad og stolt over ansættelsen.

- Under Hans Henriksens ledelse har Aalborg Teater udviklet sig til at være ét af de førende teatre indenfor dramatisk scenekunst. Med valget af Thomas Bjørnager som ny direktør markerer vi, at vi ønsker at fastholde og sikre det høje kunstneriske niveau for teatret fremadrettet, siger Inger Askehave, der desuden lægger vægt på hans store viden om Nordjylland og nordjyder med sin opvækst i Lønstrup.

Og så er det ikke dumt, at han har en arkitektuddannelse i bagagen i lyset af planerne om  etablering af Aalborg Ny Teater, påpeger hun.

Tilbage til der, hvor det hele startede

Thomas Bjørnager er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og begyndte kort efter sin uddannelse at arbejde som underviser og scenograf på Den Danske Scenekunstskole.

Han var i mange år herefter en efterspurgt scenograf i Danmark, Norge og Tyskland. I 2012 blev han udnævnt til teaterdirektør ved Teatret Vårt, regionsteatret i Møre og Romsdal i Norge. En stilling han bestred frem til 2019, hvor han vendte hjem til Danmark.

En stilling som direktør for Aalborg Teater bliver ikke meget større, fortæller han.

- Aalborg Teater er et fyrtårn i dansk kulturliv, og jeg glæder mig meget til at vende tilbage til det nordjyske og stå i spidsen for det teater, der for mange år siden vakte min livslange kærlighed til og passion for teater. Jeg har med direktørjobbet i den grad  fået, hvad jeg vil betegne som mit absolutte drømmejob, siger Thomas Bjørnager, der fremadrettet vil præsentere et mangfoldigt og bredt kulturtilbud og ser frem til at møde sine nye kollegaer.

- Teater er en holdsport, og jeg ser frem til at arbejde sammen med alle de mange dygtige mennesker i huset og sammen skabe den magi, som teatret bibringer os alle.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden