Alle tiders rektor hædret med særlig pris: - Kulturen er vigtigere end noget andet
Finn Jorsal modtog lørdag en ærespris ved årets uddeling af Thisted Kommunes Kulturpris

Ved uddelingen af Thisted Kommunes Kulturprisen 2023, blev Finn Jorsal hædret med en særlig ærespris for sin mangeårige indsats for kulturen i Thy. Foto: Bo Lehm
THISTED:Lørdag blev gården ved ungdomshuset URT midt i Thisted fyldt med feststemning, da Kulturprisen 2023 skulle uddeles. Gården var transformeret til en ægte sommer-lounge, hvor bandet Sorte Plader gav gratis koncert mens publikum slængede sig i solen med kolde drikkevarer.
Det er første gang, prisen uddeles i rammerne ved ungdomshuset, i håb om at tiltrække lidt flere yngre publikummer til arrangementet - og det så ud til at lykkedes.
Direktør for Social, Sundhed og Kultur i Thisted Kommune Tue von Påhlmann og Torben Overgaard (K), formand for Sundhed-, Kultur- og Fritidsudvalget, stod for den mere alvorlige del af dagens program.
- Jeg er stolt af, at vi har så mange dygtige og engagerede kulturinstitutioner i Thy, som vil gøre en forskel, lagde Torben Overgaard ud i sin tale, inden han kom ind på motivationen for udvælgelsen af årets vinder:
- Kulturprisen gives til en forening, person eller institution, som i løbet af året har gjort en særlig indsats for kulturen i Thy.
De tre nominerede til prisen var musiker Ellen Bathum, tidligere rektor på Thisted Gymnasium Finn Jorsal og filminstruktør Christian Bengtson.
Og det blev en overrasket og glad Ellen Bathum, kendt under kunstnernavnet Elba, der løb med Kulturprisen 2023.

Ellen Østervig Bathum med kunstnernavnet Elba fik Kulturprisen 2023 og gav i den anledning en smagsprøve på et par numre fra debutalbummet "Teardrops & Blind Spots". Foto: Bo Lehm
- Ellen Bathum skriver musik med et vigtigt budskab, og musikken spiller en rolle, når vi skal tale om de svære ting, begrundede Tue von Påhlmann.
- Sangene på pladen handler om, hvordan jeg gik ned med stress, og genfandt inspirationen ved at flytte hjem til Thy. Jeg har boet steder som Esbjerg og København, men Thy er stedet, hvor jeg har fundet mig selv, så man kan godt sige, at sangene også er en hyldest til Thy, sagde Elba i sin takketale.
Derefter spillede Elba to numre fra sit debutalbum "Teardrops & Blind Spots", til stor jubel fra publikum.
Men bedst, som ceremonien så ud til at være slut, bad Tue von Påhlmann og Torben Overgaard atter om opmærksomheden, idet de afslørede indstiftelsen af en særlig ærespris. Æresprisen uddeles til en person, som har gjort en langvarig og ekstraordinær indsats for at fremme kulturen i Thy.
Vinderen af prisen blev tidligere mangeårige rektor for Thisted Gymnasium Finn Jorsal, som til stort bifald kunne modtage blomster, diplom og et portræt af ham selv, malet af den lokale kunstner Pia Skogberg.
Udover at have været rektor for mange tusinde thyboer gennem 20 år, så har Finn Jorsal også været kendt som Præsident for Cold Hawaii og har et fyldigt CV. Der bliver hele tiden føjet nye bedrifter til, senest da han tiltrådte som formand for Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm. Finn Jorsal skriver lige nu på et større værk om socialdemokraten og den tidligere udenrigsminister Hartvig Frisch.
- Tusind tak for æren. Jeg bliver helt rørt. Man plejer at sige, når man modtager en pris, at man er ydmyg, men jeg er stolt. Stolt og rigtig glad, sagde Finn Jorsal med grødet stemme, da han fik prisen overrakt.
- Det havde jeg ikke set komme, for det er jo ikke en pris, der er uddelt før, sagde prisvinderen, da Nordjyske fangede Finn Jorsal efter uddelingen.
- Kulturen løfter byen og får den til at virke tillokkende på tilflyttere. Bosætning er noget af det, jeg har arbejdet rigtig meget på i forbindelse med Cold Hawaii, og der har vi jo set, hvordan indbyggertallet i Klitmøller er vokset gennem de seneste år, siger han og tilføjer:
- Kulturen er vigtigere end noget andet. Den danner de unge mennesker.
Thisted Kommunes kulturpris er blevet uddelt siden 2012, og tidligere vindere tæller blandt andre Alive Festival, Nordvestjysk Pigekor, Jonah Blacksmith og Thisted Kirkes Drenge- og Mandskor.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.