Anmelder: Ny duo placerer sig på øretævernes holdeplads

Kenneth Dahl Knudsen og Toms Rudzinski leverer et alternativt bud på bigbandmusik. Det byder på yderst medrivende lytteoplevelser

Bigbandmusik er en traditionsrig genre, som man enten skal gå målrettet med eller imod, når man vil skrive ny musik i genren. Toms Rudzinski (tv) og Kenneth Dahl Knudsen presser den gevaldigt.

Bigbandmusik er en traditionsrig genre, som man enten skal gå målrettet med eller imod, når man vil skrive ny musik i genren. Toms Rudzinski (tv) og Kenneth Dahl Knudsen presser den gevaldigt.

I følge de to kapelmestre og komponister, Kenneth Dahl Knudsen og Toms Rudzinskis er en af bevæggrundene for at skabe musikken til Space Big Band, at der simpelthen mangler nutidig musik for bigband.

Bigbandet er jo en orkestral kolos i jazzhistorien (ofte på lerfødder), og orkestre som f.eks. Duke Ellingtons, Fletcher Hendersons, Count Basies, Woody Hermans, Glenn Millers og Stan Kentons har defineret en instrumentation, en lyd, og en måde at skrive på, der har holdt sig til vore dage, med fire til fem trompeter, fire til fem basuner og fem saxofoner + en fire-personers rytmegruppe, altså 17-19 musikere i alt.

Enkelte store arrangører og orkesterledere, mest betydningsfuldt henholdsvis Gil Evans og Sun Ra, har angrebet denne form og skabt musik for anderledes udformede store ensembler.

Men mestendels skal man som nutidig arrangør forholde sig til en bigbandtradition, der både er meget present hos lyttere og udøvere, og man skal vælge, om man vil gå med eller mod den.

Musikerne i orkestrene vil meget ofte være vænnet til, at der bliver skrevet til dem i et velkendt sprog med kendte virkemidler, og det kan kræve snilde og overtalelsesevner hos komponisten at få dem til at godtage andre måder at gøre det på.

Dernæst er der det rent økonomiske aspekt ved at samle og lønne så mange mennesker. Et velfungerende band er et, der ofte øver og spiller og gør det med de samme mennesker på de samme pladser hele tiden.

De færreste musikere kan dog leve af alene at sidde i bigband, medmindre det er et af de europæiske statsradiofoniers orkestre, hvor man er på en fast løn. Andre bigbands må finde sig i ofte at spille med afløsere, med hvad deraf følger af manglende præcision i ensemblespil og klanglig konsistens.

Endelig er der den modsætning indbygget i ideen om bigbandet, at de virkeligt dygtige ensemble-spillere ofte ikke er særlig interessante solister. Man kan komme ud for, at musik, der starter ud med at være interessant og medrivende i ensemblepassager, pludselig bliver fuldstændig uinteressant, når en improviserende solist skal bære musikken sammen med rytmegruppen. Det er uheldigt, når jazzens hele raison d’etre jo netop er de improviserede soloer.

Endelig er der den rent musikalske arv fra Amerika, hvor den traditionelle bigbandmusik kommer fra. Der er så meget i selve lyden af det klassisk instrumenterede bigband, der siger USA, at man skal anstrenge sig dobbelt som fx. europæisk komponist for at vriste sin musik ud af denne skabelon og placere den i sit eget, unikt klingende landskab.

Ud i rummet

Netop det lykkes de to ledere - bassist Kenneth Dahl-Knudsen og saxofonisten Toms Rudzinskis - langt hen ad vejen med, ligesom at bandet virker ungt og levende med flere gode solistiske kræfter.

Ildsjælen Kenneth Dahl Knudsen, der bør være dette medies læsere vel bekendt, mødte lettiske Rudzinskis i Berlin, og det er også her, de har samlet dette unge bigband af musikere fra en stor del af verden (også et par danskere).

I følge de to skal “space” (rum) forstås dels som verdensrummet, det ydre rum og udforskningen af samme, dels som rum eller plads til musikalsk, kollektiv udfoldelse, til improvisation.

Bandet er traditionelt instrumenteret, men bruger i udstrakt grad også synthesizers til at farve ensembleklangen.

De to komponister deles ligeligt om opgaven, med fem kompositioner hver, hvilket bliver til i alt en time og 11 minutters musik, hvilket er ret meget, men man er godt underholdt det meste ad vejen, så det føles ikke for langt, synes jeg.

I følge pressematerialet tager musikken udgangspunkt i inspiration fra Galileo til Hawking, tidlig geologi og verdens skabelse, Kepler og planeternes frekvenser, nutidig rumforskning og vores historiske viden om cosmos.

Jeg holder som lytter meget af, at der bliver sat ord på den musik, jeg skal lytte til. Ikke fordi jeg har behov for at få den forklaret, tværtimod, men fordi jeg godt kan lide at få sat nogle billeder på det, jeg skal til at lytte til. Sommetider kan indledende, billedskabende ord skabe et rum for musikken, indledningsvis give en fortolkningsmodel, der kan hjælpe én ind i musikken.

Knudsen/Rudzinskis' Space Big Band udkommer på Double Moon Records

Knudsen/Rudzinskis' Space Big Band udkommer på Double Moon Records

Jeg har selv som komponist altid brugt at fortælle små historier om de enkelte kompositioner, både live og i album-noter. Historier, der fødes i mig af musikken selv, og som jeg håber, lytteren kan bruge som en dør ind i musikken.

Jeg må dog sige, at så kortfattet information om så store emnefelter som ovennævnte ikke efterlader mange billeder på min indre nethinde, og uden uddybende forklaringer virker det nærmest som et postulat.

Så jeg vælger at vandre ind i albummets univers på egen hånd.

En betagende cruise

De to komponisters musik har visse lighedspunkter, men bindes først og fremmest sammen af orkestrets lyd. En lyd, der som sagt blander den traditionelle bigband-sound med synthesizers på en måde, der virker ret frisk.

Musikken starter åbent, søgende og suggestivt med Rudzinzkis’ Orsa, hvor et yderst enkelt tema af gentagede toner ekkoes rundt i orkestret, mens stadigt flere elementer lægges på, indtil halvmørket pludselig bliver til lys dag.

Den momentvise opbygning af Knudsen/Rudzinskis-universet fortsætter i Knudsens Dark Ages’ væv af små gentagne motiver og længere, træge baslinier, der vokser og vokser i intensitet, mens stadig flere lag lægges på, og tempoet i linjerne øges, indtil der åbnes op for guitarsolo og siden saxofon/trompetsolo.

Tendensen med gentagne simple tematiske elementer over en urolig, bevægelig grund fortsætter i begyndelsen af Rudzinzkis’ Hades, hvorefter de melodiske linjer bliver længere og hurtigere.

Dette lidt groft tilhugne, fusionsagtige stykke er måske nok det mindst interessante af værkerne på albummet, men musikken løftes til gengæld betydeligt af en virkeligt fremragende tenorsax-solo.

Næste komposition, Rudzinkis’ Permia, er til gengæld et voldsomt gearskifte til en umiddelbar meget traditionel pop-agtig 6/8 ballade. Personlig måtte jeg lige synke lidt for at acceptere at blive sat så pludseligt “ned på jorden”, men musikken udvikler sig fint og giver plads til bl.a. en smukt udviklet bassolo.

Vi bliver i det rolige og lyriske med de følgende to Knudsen-stykker. Først den betagende, enkle og koral-agtige Terra, der kan give lidt mindelser om Kenneths amerikanske instrumentkollega Charlie Haden’s klassiske Silence.

Dernæst Before Time, der starter med et klaver-arpeggio, hvorover et meget smukt tema fremført af basun, og synthesizer smyger sig frem. Musikken løfter sig langsomt op, mens de forskelige melodilinjer passerer rundt i orkestret. Meget fin orkestreringskunst, hvor der gøres god brug af orkestrets mange klangmuligheder.

Anima, albummets længste værk, viderefører ideen med det indledende klaver-arpeggio, hvorover en stadigt mere bevægelig melodilinje snart slynger sig og stille og roligt bevæger vi os ud af smult vande igen og frem til en veloplagt sopransolo (formentlig ved komponisten selv). Jeg synes dog, at den afsluttende del med trompetsolo, bliver strakt noget længere, end det ret enkle forlag kan holde til.

Knudsens Arrival to Mars er til gengæld fornemt arrangør-håndværk med mange fine klanglige, harmoniske og melodiske detaljer. Det er rigtig historiefortælling, hvor musikken hele tiden bevæger sig fremad - ind og ud af stadigt nye stemninger.

Med den sørgmodigt lyriske Phobos and Deimos bringer Knudsen os atter ind i behagligt melankolsk vande, her er perfekt balance mellem ensemblespil og den meget smukke klaversolo.

Rudzinskis’ korte, på en gang dragende og søgende Vaalbara slutter på fornem vis rejsen i de to komponisters univers. I mine øre er dette stykke, sammen med den indledende Orsa, Rudzinskis væsentligste kompositoriske og orkestreringsmæssige bidrag til dette album, hvor jeg vil mene at Knudsen viser sig som den absolut mest overbevisende arrangør med udpræget sans for formudvikling og de mange klangmuligheder, et orkester af denne størrelse tilbyder.

Med Space-temaet, kombineret med bigbandformatet + synthesizer, bringer man jo sin røv i klaskehøjde overfor den udvalgte skare af jazzlyttere, der kender til Sun Ra’s banebrydende space-musik fra 60’erne og frem, og forventer man lignende sanseudvidende oplevelser af Space Big Band, bliver man muligvis lidt skuffet.

Space Big Band er mestendels i kredsløb om jorden, med afstikkere til kendte dele af det nære univers, men det er til gengæld tale om et rumcruise, der byder passagererne på ofte medrivende og sommetider virkeligt betagende oplevelser.

Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden