Arkitekturanmelder: - Aalborg Universitet er endelig tilbage på sporet

AALBORG: Aalborg Universitet har fået en ny bygning, ovenikøbet en, der skal repræsentere en helt ny måde, hvorpå universitetets viden kan komme samfundet til gavn.

”Et regionalt fyrtårn for viden og vækst samt som udstillingsvindue mellem AAU’s studerende og forskere på den ene side og små og store virksomheder på den anden”, beskriver AAU selv bygningen som, og den skal indeholde tværvidenskabelig forskning, entreprenørskab og talent- og virksomhedsudvikling.

Det lyder flot og moderne, og A.P. Møller Fonden har doneret 100 millioner gode danske kroner til formålet, ligesom bygningen, der er tegnet af Cobe, allerede er blevet præmieret af Aalborg Kommune for godt og smukt byggeri.

Hvorvidt, der blot er tale om flotte ord, eller om bygningen reelt kommer til at opfylde sit formål, afhænger af tre ting.

Om de rette fysiske rammer er til stede, om universitetet formår at fylde dem ud, og om små og store virksomheder reelt er interesseret i tilbuddet. Det sidste må tiden vise.

I denne anmeldelse handler det om arkitekturen, og for mig er AAU Innovate en overbevisende tilbagevenden til universitetets oprindelig DNA - på trods af, at den ikke ligner nogen andet bygning på universitetet.

For den kommer efter en periode med byggerier, der efter min opfattelse ikke hører hjemme hverken på AAU eller på et moderne universitet i det hele taget!

AAU Innovate (bagerst) i arkitektonisk dialog med det eksisterende universitetsbyggeri. Foto: Henrik Bo

Idéen om en by

Der er mange opfattelser af, hvad et universitet er og bør være, så før, jeg dykker ned i min kritik af fortiden og hylder nybruddet, bør jeg redegøre for, hvordan jeg opfatter et universitet.

På universitetet foregår der undervisning og forskning. Dem, der underviser studerende, er samtidigforskere, så de studerende kan tage den sidste nye viden med ud i samfundet. Forskning er en konstant udveksling af idéer samt efterprøvning af dem. Det kan for eksempel være historikeren, der finder nye kilder, lægen eller ingeniøren der laver forsøg i laboratoriet, eller samfundsforskeren der laver en spørgeskemaundersøgelse.

Det der adskiller forskningsresultater fra ”synsninger” og personlige opfattelser som for eksempel arkitekturanmeldelser er netop, at forskerne skal kunne overbevise sine forsker kolleger ved hjælp af en eller anden passende form for undersøgelse. Nøgleordet er samtale. Samtaler mellem undervisere og studerende, mellem forskere og med samfundet udenfor. Noget der kræver både ydmyghed og stor åbenhed.

Den oprindelige generalplan for universitetet fra 1975 tegnet af arkitektfirmaet Dall og Lindhardtsen levede fint op til disse nøgleord.

Universitetet var tænkt som en by, der med gader og pladser som enhver anden by havde mødesteder, der kunne skabe rammer for samtaler. Samtidig var tanken, at universitetet med tiden skulle vokse sammen med de omkringliggende byområder og dermed helt bogstaveligt blive en del af samfundet.

Ydmygheden, der måske sine steder endda er lidt overdrevet, blev understreget af, at bygningerne var i en menneskelig skala.

Det arkitektoniske ideal var ærlighed. Det er tydeligt, hvilke materialer bygningerne er bygget af: røde tegl og beton. Intet er skjult. I facaderne er der omhyggeligt gjort rede for, hvad der er bærende elementer, og hvad, der fylder konstruktionen ud. Desværre gav det en ensartethed, der gjorde universitetet svært at finde rundt på for udefrakommende.

I år 2000 blev der efter en arkitektkonkurrence vundet af tegnestuen Kjaer & Richter vedtaget en ny generalplan, der består af et langstrakt smalt byggefelt på tværs af universitetsområdet, der i arkitektkredse hurtigt blev døbt ”universitetsbåndet”. Det er også den tegnestue, der indtil nu har stået for de nye bygninger, der er opført siden.

”Du kan godt få lov at træde indenfor i disse hellige haller, men du skal vide, at du er den lille”, kan man nærmest høre bygningens arkitekter sige.

I modsætning til den oprindelige generalplan. der havde form som en by, er der her ikke meget sammenspil mellem bygningerne. Samlet udstråler de en helt anden opfattelse af, hvad et universitet er, end den, jeg har argumenteret for her.

Det er store utilnærmelige nærmest borgagtige bygninger, der på ingen måde forbinder sig med hverken den eksisterende universitetsbebyggelse eller den omkringliggende bebyggelse. 

Da jeg stod på Innovate bygningens tagterrasse og så ud over området, kunne jeg ikke lade være med at bemærke ligheden mellem den måde, universitetets nye bioteknologi bygning rager op over den omkringliggende bebyggelse og den måde Reno Nords forbrændingsanlæg rager op nogle få kilometer borte.

I forgrunden til venstre Byggeri og Anlægs bygning med det monumentale indgangsparti. I midten AAU Innovate der trappes ned mod boligbebyggelsen øst for. I baggrunden bioteknologibygningen. Foto: Henrik Bo

Det er også slut med ydmygheden. AAU Innovations nærmeste nabo, den nye bygning for Byggeri og Anlæg, har en stort set lukket stueetage bortset fra et monumentalt indgangsparti med søjler i flere etagers højde.

”Du kan godt få lov at træde indenfor i disse hellige haller, men du skal vide, at du er den lille”, kan man nærmest høre bygningens arkitekter sige, og for mig fortæller det om et universitet, der består af selvtilstrækkelige institutter og fakulteter præget af akademisk hovmod.

Langt fra AAUs oprindelige ånd og et hårdt image for forskere og studerende at kæmpe imod.

AAU Innovate har det arkitektoniske princip om ærlighed i konstruktionen til fælles med de ældre universitetsbygninger. Betonkonstruktionerne er fuldt synlige i bygningens interiør og tydeligt fyldt ud med ikke-bærende træpaneler. Foto: Henrik Bo

Et sted skabt til samtaler

Den nye AAU Innovatebygning ligger i universitetsbåndet og må kæmpe med de lidt forblæste udearealer, det giver. Det kan man ikke laste bygningen for. Til gengæld er den helt igennem et forsøg på at leve op til idealerne for et universitet.

Den er maksimalt åben mod sine omgivelser. Facaderne er gennemgående af glas, og den nødvendige solafskærmning udgøres af store lodrette trælameller, der sikrer, at der alligevel er en god fornemmelse af kontakt mellem bygningens indre og omgivelserne.

Trælamellerne er i det hele taget med til at give bygningen et tiltalende indtryk - i modsætning til nabobygningens betonfacader får man lyst til at røre ved den.

Bygningen har mange indgange og to hovedindgange, der ligger over for hinanden. En fra den gennemgående busgade, Bertil Ohlins Vej, og en, der vender ud mod den omgivende bebyggelse. Den udgør således en slags port til universitetet og er i sin grundstruktur tænkt som et bindeled mellem universitetet og det omgivende samfund.

Bygningen er udformet som tre forskudte blokke, der flugter i højden med Institut for Byggeri og Anlægs bygning mod vest og trapper ned i højde mod boligbebyggelsen øst for.

Åbenheden understreges af, at bygningens café er åben for alle, uanset om man er tilknyttet universitetet. Terrænet gør imidlertid, at der er en højdeforskel på omtrent en etage fra stueetagen og ned til Bertil Ohlins Vej. Det er løst med et lidt stejlt udvendigt trappearrangement og en udvendig lidt hengemt elevator.

Et blik ned gennem de indre åbne trapperum mod cafeen. Foto: Henrik Bo

Det virker som en barriere, hvis man kommer fra den øvrige universitetsbebyggelse på den anden side af Bertil Ohlins vej eller med bussen. En barriere der kan betyde, at bygningen ikke bliver helt det uformelle mødested for forskere og studerende, som man naturligt lægger sin vej igennem, eller smutter inden om for at få en kop kaffe, mens man venter på bussen.

Det kunne ellers være løst ved at tage terrænspringet inde i bygningen, så her er igen undskyldning, det koster bygningen én stjerne.

Indvendig er bygningen til gengæld skabt til at skabe både uformelle og formelle samtaler. Et stort åbent trapperum i bygningens midte forbinder alle dele af bygningen og fungerer som en generator for uformelle møder.

Ud over administration rummer bygningen et mix af små lokaler, såkaldte ”garager”, hvor studerende kan udvikle projekter, der kan blive til iværksættervirksomheder, og laboratorier, værksteder og mødelokaler, hvor studerende kan mødes med investorer.

Der arbejdes i værkstedet. Foto: Henrik Bo

At det er begyndt at fungere, kan man læse om i Nordjyske 15. maj, der skildrer opstarten af et computerspilsfirma.

I forhold til de bygninger, Kjaer & Richter har tegnet i universitetsbåndet, udgør AAU Innovate en kærkommen arkitektonisk kovending. Den bonner ud på alle krav, man efter min opfattelse bør stille til en moderne universitetsbygning. Den er åben og tilpas ydmyg, den prøver at skabe samtaler, og dens formål er at styrke den vigtige forbindelse mellem universitetet og samfundet. 

Vi er tilbage ved idealet om det samarbejdende universitet integreret i samfundet. Nu er det så op til universitetet at vise, om det kan leve op til bygningen.

Arkitekt: COBE
Hovedentreprenør: MT Højgaard

Se flere billeder af AAU Innovate

Previous Next

Byplanlægning

Bliver Sygehus Nord-grunden skod eller guld for Vestbyen? Få svaret her

---

Arkitektur abon

Bommert i Brønderslev: Banegårdspladsen fremstår desværre som et slattent håndtryk

---

Arkitektur abon

Begejstret anmelder: Nyt lægehus er lokal genistreg

---

Byggeri

Rodebutikken Eternitten: Det virker, som om planlæggerne har givet op

---