Det er ikke fordi, danske (nordjyske) / walisiske Drew Sycamore opfinder mange dybe tallerkener på sit nyeste album. Men energien er i højsædet, produktionerne er af internatonale kvaliteter, og Sycamore gør sit for at leve op til sin nyerhvervede titel som en af Danmarks største popstjerner.

Og hendes tredje album Superfaith kommer næppe til at ændre på den stjernestatus.

Musikken lægger sig klart op ad tidens trends med et stort fokus på lige dele 80’er synth og 70’er disco - en trend, der især er blæst op efter Dua Lipas giga-success med albummet Future Nostalgia.

Siden er poppen blevet voksen - præget af en mere seriøs stemning, hvor morgendagens stjerner er mere selvreflekterende kunstnere som Billie Eilish og Post Malone, der har gjort ærlighed og selvhjælp til dominerende kvaliteter.

Vellykket modgift

På mange måder viser Drew Sycamore sig således som en slags modgift til nutidens stigende alvor. For det lader ikke til, at der er lagt mange dybe tanker i de blot otte sange, der udgør hendes tredje album.

Den mere personlige stil og de mere seriøse sangforløb fra de forrige albums har ladet livet for en pludselig lyst til at feste. Og selvom de ovenstående inspirationskilder er tydelige, og det store fokus på dansegulvet muligvis virker lidt enerverende i længden, varer hele albummet kun 25 minutter.

Det er således en enormt destilleret fest, man får, og på trods af lyden af de halvtomme tønders faretruende buldren i baggrunden, er det svært ikke at lade sig rive med, når åbneren ”Destiny” brager afsted. Sycamore agerer her indsparker i noget, der minder om et straight edge rulleskøjtediskotek.

Drew Sycamore Foto: Kia Hartelius

Det kan virke en anelse klichéfyldt at sige, at Sycamore kan køre det hele hjem på charmen. Men den insisterende feststemning smitter, og produktionen er potent - ikke en eneste basgang eller et håndklap er placeret forkert. Men det er også enormt forudsigeligt, og man kan høre førnævnte Dua Lipa blande sig med The Weeknd og andre nutidige dansetrolde, mens Sycamore synger om festen, som endemålet.

Alligevel er der ridser i lakken. Hvis vi skal snakke om teksterne, og det er vi nødt til.

Man forventer ikke Dylan eller Cohen-højder på et festalbum med Drew Sycamore, men når tekstgloserne er så dumme, som de bliver i den åndssvage ”Madonna” eller den velmenende afslutter ”In the Club”, trækker det ned.

Introen til ”Madonna” minder mig lyrisk om nogle af de ironiske tekster, der bliver skrevet i parodipop rundt omkring på efterskoler, og det skæmmer det endelige produkt, når resten af materialet er så gennemarbejdet.

Bedst er det, når Sycamore og kompagni leger med stilen som med de italo-disco inspirerede klaverer på ”Into My Arms” og blokfløjte-hooket på ”Surfer”. Den enormt velproducerede funkbeat på den mere nutidige ”Fever” bør også nævnes, da nummeret er en mindre åbenbaring i sin åbenlyse 80’er soundtrack-inspiration. Hvor mange gange kan du sige ”Flashdance”, før du kløjes i det?

Det er svært at være helt enormt kritisk, når en af Danmarks store stjerner udgiver et så gennemarbejdet album, som Superfaith trods alt er. Men samtidig er der også en bismag af trendchasing, grinagtig lyrik og unødvendig namedropping i albummets 25 minutter.

Alligevel henter Drew Sycamore den fjerde stjerne hjem på at være en enormt god popsnedker. Selv på delvist rystende dansegulve er hun i stand til at levere fængende og kvalitetsbevidst pop, trodsåbenlyse problemer.