En af verdens bedste guitarister kommer til Nordjylland
Frederikshavn får besøg af en af klodens dygtigste musikere, når festivalen Blues Heaven løber af stablen til november

Eric Clapton og Mark Knopfler har kaldt ham "verdens bedste guitarist". Til november gæster han Frederikshavn. Foto: Alysse Gafkjen
NORDJYLLAND:- Jeg har aldrig oplevet en, der er sit instrument på den måde. Og jeg har efterhånden set et par stykker. Han er en epoke i sig selv.
Lovordene flyder ud af Peter Astrup, der er arrangør og booker ved den frederikshavnske musikfestival Blues Heaven.
Og de handler om Tommy Emmanuel - den 67-årige australske guitarekvilibrist, som både Eric Clapton og Mark Knopfler har kaldt "verdens bedste guitarist".
Og som altså gæster Nordjylland om et lille års tid.
- Han spiller guitaren som bas, som trommer og som både rytme- og leadguitar. På den måde spiller han flere instrumenter på én gang. Og han spiller i øvrigt alle stilarter. Hans talent kan ikke beskrives, fortsætter Peter Astrup.
Tommy Emmanuel
Tommy Emmanuel, født 31. maj 1955, er en australsk guitarist og multikunstner.
Som bare én ud af tre musikere i verden har den 67-årige guitarist modtaget titlen som ”Certified Guitar Player” fra Chet Atkins. Eric Clapton og Mark Knopfler har betegnet Tommy Emmanuel som verdens bedste guitarist.
Som 4-årig fik han sin første elektriske guitar, og allerede som 6-årig spillede han som professionel og ernærede i flere år sin mor og søskende efter sin fars tidlige død i 1966.
Flere af hans 23 albums har været nomineret til en grammy og har nået salg til platin og guld i mange lande. På Tommy Emmanuels forrige album, ”Accomplice One”, medvirker Mark Knopfler. Det nye udspil, “The Best of Tommy songs”, som blev udgivet tidligere på året, rummer en komplet samling af hans egne sange.
Udover at turnere verden rundt med den ene udsolgte koncert efter den anden har han gennem årene været en skattet studiemusiker.
Kilde: Blues Heaven

I 2015 var det Musikkens Hus, der fik besøg af den garvede guitarvirtuos. Arkivfoto: Rene Jeppesen
Eneste koncert i Skandinavien
Tommy Emmanuel har en lang karriere bag sig og har optrådt med navne som Chet Atkins, Eric Clapton og Stevie Wonder.
Han er stadig en flittig turnémusiker, men koncerten i Frederikshavn bliver hans eneste i Skandinavien i hele 2023.
Og det er Peter Astrup aldeles glad for.
- Når man hører ham, taber man kæben, så den hænger 10 cm længere nede. Og så er han fyldt med lune, venlighed og sympati, når han står på scenen, siger han.
Blues Heaven løber af stablen i Arena Nord 10. og 11. november. Det bliver den 17. udgave af festivalen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.