Film tager på turné på plejehjem: - En dag kommer vi selv til at bo her
"Os der stadig lever" kalder de konceptet, hvor der vises en nyproduceret film på plejehjem med live musikere og masser af nærhed. Se den korte video her
Opdateret 04. december 2023 kl. 20:29
De har gjort det tidligere - med voldsomme reaktioner. Da de umiddelbart efter corona-nedlukningerne viste Anne Svejgård Lunds portrætfilm "Drømme i Brovst” om Pigegarden i Brovst, fik en kvinde, der havde store vanskeligheder med at tale, pludselig et sprog.
Pigegarden havde spillet til hendes guldbryllup, og pludselig flød ordene fra hende - i et øjeblik vendte hun hjem til sig selv.
Og nu har de lige gjort det igen.
I uge 47 besøgte de 12 plejehjem med filmen "Os der lever" i en 60 minutters udgave samt en strygerkvartet fra Aalborg Symfoniorkester, fællessang, kaffe og kage.
Se, hvordan det foregik, da filmen blev vist på Solgården Plejecenter i Fjerritslev.
Bag plejehjemsturnéen står Nikkie Breinholt Dahm, producer og partner i Dune Productions, der sammen med instruktør Anne Svejgård Lund satte Murer-Kjeld og Niels Hausgaard på rollelisten i filmen, der har været vist i Musikkens Hus med live symfoniorkester, i landets biografer og på filmfestivaler.
- Både sproget, humoren og skildringen af steder i Vendsyssel vil være genkendeligt for mange beboere på plejehjem, og derfor er det nærliggende at tænke, at den kan få et liv der, siger Nikkie Breinholt Dahm, der før sit arbejde som producer har arbejdet otte år på plejehjem og har et ønske om at skabe nye kulturoplevelser der.
- Man kan aldrig vide, hvad der fanger, men man mærker tydeligt, når den er der, siger Nikkie Breinholt Dahm, der påpeger, at hvert eneste element - både filmen, fællessang, nærværet og musikken, kan være det, der rammer.
- Det er klart, at det for mange også vil være ukendt og en fremmed fornemmelse, og sikkert noget man skal vænnes til, men uanset hvor frisk og hvilken kognitiv forfatning, du er i, er der noget til dig i den pakke.
Sammen med plejehjemmene og Ældresagen har hun sørget for, at der er personale eller frivillige til at følges med de beboere, der ikke har pårørende med.
Så er der nogen at tale med undervejs, hvis man har brug for at sige "Gud der er fyret", "Jamen det er jo murer-Kjeld" eller "Der har jeg boet".
- Tit bliver film på plejehjem noget, man sætter på, for at give beboeren "en pause" - lidt som man gør med børn og iPads. Men dermed bliver det noget, de gør alene. De bedste filmoplevelser, jeg har oplevet på plejehjem, er når jeg har sat mig ned sammen med beboeren, set filme og bare været tilstede undervejs.
- Ofte opstår der samtaler ud fra elementer i filmen, siger Nikkie Breinholt Dahm, der peger på filmfremvisningerne som et oplagt redskab til også at lære hinanden bedre at kende beboere og ansatte imellem og en måde at skabe fælles referencer på.
Vigtige og værdifulde arbejdsredskaber i pædagogisk arbejde.
- Det skaber en ligeværdighed. Og tryghed, samhørighed og ro. Det er en god oplevelse på et plejehjem, hvor der også ofte er ting, der ikke er så sjove.
I det hele taget kan hun godt lide idéen om, at plejehjemsbeboere ser noget nyproduceret.
- Der er alt for lidt kultur og kunst på mange plejehjem. Det er ofte det velkendte, vi vælger - med film også fordi, der ikke skal være rettigheder på dem, og så bliver det typisk "De røde heste" og "Huset på Christianshavn" igen og igen, siger Nikkie Breinholt Dahm, der påpeger, at ikke alle kan genkende noget i de film.
- Vi skal huske, at vi også selv bliver ældre. Ingen af os i de yngre generationer har et forhold til Huset på Christianshavn i dag, vi kommer til at forvente et helt andet niveau i udbud.
Nikkie Breinholt Dahm og holdet bag Dune Productions kommer til at gentage fremvisningerne på plejehjem med nye film.
"Os der lever" er produceret af Dune Productions, der har hjemme i Løkken.
Filmen blev i uge 47 vist på 12 plejehjem i Sæby, Frederikshavn, Løkken, Vrå, Hjallerup, Dronninglund, Hjørring, Sindal, Tårs, Fjerritslev, Brovst og Brønderslev.
Plejehjems turneen "Os der stadig lever" er et signaturprojekt i KulturKANtens indsats indenfor sundhed og kultur i Region Nordjylland og er blevet til i samarbejde Aalborg Symfoniorkester, Sound & Light og Ældresagen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.