Hvad havet bragte os

Vrå-udstillingen 2024.

Kunstbygningen i Vrå.

Indtil 1. september 2024.

I år er der et tema på Vråudstillingen: Hav – vandet som (livets) ressource, og som altid med den slags temaer, så er der nogen, der holder sig til det og andre, der blot laver det de plejer, så der skal mere end fantasi til at se det inden for rammen.

Men det betyder ikke noget. Det er jo værkerne vi er kommet for at se. Næsten 260 værker er der. Det er mange, men på en fin måde er der plads til værkerne, så de får hvert deres og spiller op med de andre.

Blot er der et hjertesuk, som er nævnt herfra tidligere: Arkitekturens plads på Vråudstillingen. Arkitektur er per tradition gennem de 82 år udstillingen har været vist, med, men den bliver mere og mere behandlet som et ildeset stedbarn, der ikke rigtig får nogen plads.

Måske skulle man droppe den side fremover, og så lave dissiderede arkitekturudstillinger en gang om året i stedet. Det er i år hverken fugl eller fisk.

Svømmehallen i Aars er flot på prospektet, men kedelig i virkeligheden. Mens Hahn Lavsen’s projekt om bæredygtighed i byggematerialer er spændende og vedkommende i en tid, hvor byggeriet virkelig er bagud på klimapoint.

Og det at se havet som en ressource bliver pludselig dobbelt, da den viser sig ikke at være uudtømmelig. Havet er i det hele taget skildret meget antropocentrisk. Så derfor er det undselige lille bindingsværkshus uden for vinduerne vigtigt, men den får ikke rigtig plads til at vise det hele. Ærgerligt nok.

De fleste værker er på væggen, skulpturen får ikke meget plads i år. Udover Marit Benthe Norheims krybende og kravlende figur i beton, der kaldes en fødselsdans. Det er en moderne udgave af Kai Nielsens mere end 100 år gamle: ”Vandmoderen”, som vi kender fra Glyptoteket. Et værk, der både drager og på sin vis også afskrækker.

Video er med, og især et lille portrætfilm om Kisten Klein bør ses. Hun viser atter fremragende fotos af blandt andet olieindsmurte fugle ved havet, der er rystende smukke. Det samme mytiske skær er der over Ulrik Møllers sanselige malerier.

Lilibeth Cuenca Rasmussens tre fine fotos med selvportrætter med høj cigarføring og mere end det handler om magt, kontrol og afgræsninger. Det er det maskuline og feminine op mod hinanden i en kvindefjendsk verden.

Her tager Michael Richardt også fat i en film, sammen med filminstruktøren Àsgrímur Sverrisson, om historien om de irske kvinder, der blev bortført af Islandske vikinger for at berige landets dna og poesi.

Richardt går gennem filmen i en røde robe fra hav til hav, og det handler om kvinden som madonna og luder. Et kvindesyn lægges frem, også i den røde robe, der hører til med små kassettebørn med musik af Richardt og Àsdísorson, som kun kan høres, om man ødelægger værket.

Et af udstillingens absolutte højdepunkter. Richardt er en af de yngste på udstillingen, og den ældste Helga Exner gør sig atter bemærket med en vitalitet og mod i sine flotte organiske ringe, der står i rundkreds og bliver små skulpturer.

Disse smykker ville være oplagte samtalesmykker ved et hvert selskab, for alle får lyst til at vide mere om dem. Hænder og arme viser Laila Westergaard også på marmorfliser, der fortæller om hænderne, der modtager og giver fra sig, akkurat som havet gør. Hendes værker er sanselige og tankevækkende om livets skrøbelighed.

Nu dissede jeg lige før arkitekturdelen, ikke for arkitekturen selv, men for dens plads her i udstillingen. Arkitektgruppen Spacegirls sætter fokus på forholdet mellem arkitektur og sprog. De 100 minipublikationer (af genbrugsplast, selvsagt) ophængt i østersskaller er næsten alle væk og taget af publikum for en tanke på sms, og man gad godt senere se alle disse tanker. Her er arkitektur også kunsten, der giver og tager, ligesom havet.

Søren Elgaard og Bjarke Regn Svendsen er ude af havtemaet og viser alt det, vi gør, når vi er på museer, nemlig alt muligt andet end at se på kunst. Det er godt set og flot insisterende skildret.

Bruno Kjær lader endnu engang sin fætter rejse rundt i havet, og trods det, at fætteren druknede for flere år siden, så viser han med sit katalog, at havet er forbindelsen mellem os og fortællingerne om os. At vandet er forbindelsesveje, der både er forhindring og mulighed, ses i Finn Heibergs elskelige malerier af færgesteder og biler.

Han viser os sin verden i et ligefrem billedsprog, der sprudler af en næsten barnlig fortælleglæde. Det legende ses også i Hartmut Stockters skønne apparat, der viser os landskabet, sådan som vi tror vi ser det. 

Det er landskabskunst og naturkritik i en skøn blanding. Jesper Rasmussen fotos fra Sylt er magiske i deres størrelse og sugende intensitet, der ender ud i en uendelig horisont.

Niels Fabæks lille fotohilsen til V. Kyhns malerier fra Kandestederne, hvor en bæk leder vand ud i havet er fortællende og poetisk. En mindeudstilling er der atter i år. I år en flot koldnålsvæg med værker af Poul Skov Sørensen (født 1951 i Dronninglund og død 2023). Man forbinder hans værker med bygninger, kirker, urolige byrum og en nervøs flagren hen over kobberpladen.

Her en udsigt til en bunker, der både har sin historiske tyngde i sig og en abstrakt lethed på samme tid. Et fint mindesmærke er sat her. Morten Scheldes store blyantstegninger i tre farvenuancer med ensomme huse har en flot væg for sig selv.

De små 260 værker er mangfoldige, og ikke alle nævnes her, men som helhed er dette års Vråudstilling atter seværdig, og hvis man giver sig tid, er der masser af guld imellem det, der ligesom er flydt op fra havet til stranden, som der nu kan nydes i Kunstbygningen.

Og så er der masser af fine muligheder for at få en rundvisning de kommende uger, endda af nogen af kunstnerne, så tjek lige hjemmesiden, inden du planlægger din tur til Vrå og ser, hvad havet bragte.