Kultur

Aalborg Universitet får kæmpe værker af kendte danske kunstnere

En tre kilometer lang installation og et 6000 kvadratmeter stort værk i glas og stål er på vej til Aalborg

Illustration: Kirstine Roepstorff

Opdateret 02. maj 2024 kl. 16:19

Det stod ret klart, hvad studerende ved Aalborg Universitet efterlyste, da de for nylig skulle svare på, hvad de savner på AAU:

Hjælp til at finde rundt på det enorme areal, der strækker sig over et areal svarende til 150 fodboldbaner.

Derudover ønsker de sig steder at høre til og steder at mødes på tværs af studieretninger og semestre, hvor der er plads til at samle mange - også når solen varmer

Kort fortalt trænger AAUs Campus i Aalborg Øst til en opgradering, og det har ført til en ny stor kunststrategi for universitetet, der indtil videre har rejst ni mio. kr. til at skabe et miljø, der skal træde i hælene på de engelske universiteter, der har tradition for greb som disse.

- På Aalborg Universitet leverer vi verdensførende uddannelse og forskning. Men dialogen med de studerende har vist, at der er vigtige og basale ting, campus ikke understøtter i sin nuværende form. AAU skal være et godt og attraktivt sted at være studerende, siger rektor Per Michael Johansen, der ser frem til realiseringen af projekterne.

Sådan kommer en ny fællespark af kunstner Kirstine Roepstorff til at se ud i mørke. Illustration: Kirstine Roepstorff

To kunstnere offentliggjort

Den ene ud af to offentliggjorte kunstnere indtil videre er Kirstine Roepstorff.

Kunstneren, der har udstillet på Statens Museum for Kunst og Museum of Modern Art i New York, skal omdanne AAUs fællespark til en over 6.000 kvadratmeter stor "galaktisk fællespark".

Et gesamtkunstwerk i beton, stål og glas med otte meters højdeforskelle undervejs og et landskab af træer, frugtbuske og stier fuld af kroge til læsning, samtale og spil.

- Parken har én slags liv om dagen, og når mørket falder på, tændes de farvede lys, og parken forvandles til et nyt landskab, en kulisse af farver og rum. 

- Som kunster kan jeg skabe muligheder, tegne rammer og foreslå tempoer, men ønsket er selvfølgelig, at de studerende selv tager over og skaber deres helt egen dynamiske gensidige fælleskabsoase, siger Kirstine Roepstorff i en pressemeddelelse udsendt af AAU.

Den anden kunstner offentliggjort er duoen Hesselholdt & Mejlvang, der er kendt for deres ofte politiske værker i offentlige rum. 

Det bliver det ikke her, tværtimod kommer de til at hjælpe gæster og studerende til at finde rundt på det enorme campusområde.

- Vi trives godt med benspænd og det, at kunsten har en funktion, det giver ekstremt meget mening at arbejde med kunst på denne måde, siger Sofie Hesselholdt (th), den ene del af Hesselholdt & Mejlvang. Foto: Martin Damgård

Grebet er flag og indfarvede flagstænger i glasfiber op til 13 meter, der markerer, hvor på AAU, man befinder sig - hvert fakultet har sin farve. 

Flagene kommer til at strække sig over tre kilometer, duoens største projekt hidtil.

- Vi kan godt lide store armbevægelser og at tage plads, og det er meget interessant det her med at sætte et mærke på velfærdsstatens institutioner og gøre en forskel ved at rykke kunsten ud i hverdagen og give den en ekstra dimension, siger Sofie Hesselholdt til Nordjyske.

De fire fakulteter på AAU får hver sin farve, der strækker sig helt ud på parkeringspladserne og cykelstierne for at markere, hvor man befinder sig. Illustration: Hesselholdt & Mejlvang

Det er ikke deres første flagværk. I 2015 skabte de en flagallé i Aalborg fra banegården til Nordkraft, hvor de satte fokus på os og dem problematikken i samfundet gennem "hudfarvede" flag - et samarbejde med Kunsten og Kunsthal Nord.

Og flag har i det hele taget været et omdrejningspunkt i deres 24 år lange samarbejde.

- Flag sætter gang i noget følelsesmæssigt hos de fleste af os - der er meget fællesskab i det. Har man et flag, hører man til et sted, og sådan er det også på AAU. 

- På den måde er værket på en gang en fejring af de forskellige fakulteter og definering af et område og dets grænser, i dag flyder det lidt ud, siger Vibeke Mejlvang, der ser det som afgørende, at det er et værk, der føjes til det eksisterende og ikke var tænkt ind fra start.

- Havde man gjort det fra start, var det blevet en del af "designet" for stedet, noget der ofte bliver lidt fladt og dødt. Ved at gøre det i dag, lægger vi et nyt lag til, siger Vibeke Mejlvang.

- I en workshop svarede de unge, at de mangler oplevelsen af tilhørsforhold. Den oplevelse tror jeg, at kunst kan bidrage med at skabe, siger Martin Nielsen, der er konsulent i strategien. Foto: Martin Damgård

Glad for samarbejde

Aalborg Universitet har valgt at tilknytte Martin Nielsen som kunstkonsulent - kunstsamleren og forretningsmanden, der udviklede den nye bydel Spritten og skaffede 200 mio. kr. til en kunsthal og et kæmpeværk af Tomás Saraceno på havnefronten.

Det er ham, der har udvalgt kunstnerne, og han er glad for samarbejdet med AAU.

- Vi har været meget enige i synet på kunst og tilgangen med at tænke i dens potentiale for at løse nogle udfordringer på campusområdet - de har givet stor frihed, siger Martin Nielsen, der peger på, at kunstnerne er valgt ud fra de udfordringer, der skal løses, og de greb, de plejer at arbejde med.

Projekterne har modtaget i alt ni mio. kr. i støtte, herunder 5,8 mio. kr. fra Spar Nord Fonden til parken og to mio. kr. fra Det Obelske Familiefond og en mio. kr. fra Salling Fondene - Købmand Herman Sallings Fond til flagværket.

Vejfindingsprojektet af Hesselholdt & Mejlvang forventes klar til studiestart 1. september i år, og Kirstine Roepstorff fællespark forventes færdig i starten af næste år.

Mere om kunstnerne
  • Duoen Hesselholdt & Mejlvang består af kunstnerne Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang, der arbejder sammen under fælles navn.
  • Deres værker er socialt engagerede og ofte samfunds-kommenterende og omfatter ofte store områder. 
  • De seneste år har de taget imod flere bestillingsopgaver til offentlige institutioner, for eksempel Sønder Ommes nye lukkede fængsel og Børne- og Ungemodtagelsen på Hvidovre Hospital.
  • I 1997 dannede Kirstine Roepstorff sammen med en række andre kvindelige kunstnere den feministiske kunstnergruppe Kvinder på Værtshus, der har stået bag aktivistiske værker og aktioner.
  • Hun arbejder både med skulptur, maleri og installationer og ofte med feministiske temaer og forholdet mellem virkelighed og ideal.
  • I 2017 repræsenterede hun Danmark på Venedig Biennalen, og hun er repræsenteret i de permanente samlinger på MoMA i New York, The Saatchi Gallery i London og Statens Museum for Kunst.
  • Hun har desuden skabt flere offentlige udsmykninger, herunder GONG på Aarhus Hovedbibliotek: en 7,5 m høj bronzecylinder, der udsender en høj klanglyd, hver gang der bliver født et barn på Aarhus Universitetshospital.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden