Jeg har her i Nordjyske anmeldt hans tre markante, foregående udgivelser “Atlas”, “Kemaca Kinetic” og “Space Big Band”.

På “Atlas” kom vi med hans halvstore, internationalt sammensatte ensemble vidt omkring i verden; med fusionstrioen Kemaca Kinetic blev der forsket intenst i grooves og komplekse rytmemønstre; og Space Big Band tilføjede nye farver til den traditionelle bigbandmusiks palette. 

Med andre ord: Knudsens interesse- og virkefelt er bredt. 

Med den nye udgivelse - den gennemgående mørkt farvede, let melankolske klingende “Gloomers” - er vi igen i et helt fjerde og mere pop/rock-influeret univers. 

Knudsen nævner selv ungdomsinspirationer som Nirvana og Green Day; for mig bringer musikken desuden mindelser om Radiohead.

Hvor musikken bevægede sig vidt omkring på Atlas og Space Big Band, opholder man sig på Gloomers (som på Kemaca Kinetic) om ikke I samme rum, så i samme “hus” gennem hele albummet.

Der er, overfladisk lyttet, stor lighed mellem de 11 sange, en mørkt melodisk, ofte moltonet musik, med foranderlige, vandrende melodilinjer, som vi også ind imellem oplever det på “Atlas”. 

Faktisk kan albummet fornemmes som én lang sang eller som en rejse, hvor belysningen blot skifter umærkeligt undervejs.

Væsentligt for lyden på albummet er de hele syv sangere. En ad gangen skiftes de til, med hver deres særegne tone, at bære melodierne. Ofte i ordløs sang, unisont med en blæser. 

Eller, som i tilfældet med Emilie Fleig, i hendes eget selvopfundne sprog (der minder mig en smule om en poetisk udgave af Chaplins diktators vrøvletysk).

Vokalisterne behandles som instrumentalister - i arrangementerne og i mixningen - hvor de placeres klangligt på lige fod med de andre instrumentalister, og ikke, som traditionelt, helt i front foran resten af bandet.

Et andet væsentligt element, og et der bringer musikken hen i udkanten af jazz’en, selvom instrumentationen og produktionen er mere pop/rock-klingende, er de improviserede soli. Solisterne, både vokalisterne og instrumentalisterne, løfter opgaven stærkt og overbevisende.

Disse musikere medvirker

• Der er, som på Atlas, tale om et internationalt hold sammensat af musikere fra Norge, Letland, Ukraine, Sverige, Israel, Østrig, Tyskland, Ungarn, Spanien og selvfølgelig Danmark. Alle musikere, Kenneth har mødt gennem samarbejder rundt om i verden.
• Flere af de udenlandske musikere er i øvrigt bosat i Nordjylland, nogle er kommet dertil som studerende ved konservatoriet, hvor Kenneth også virker.
• Rytmegruppen i bandet udgøres af hans faste samarbejdspartnere, trommeslageren Matias Fischer, pianisten Eyal Lovett og guitaristen Lucas Illanes (der også har indspillet og produceret albummet).
• Hertil kommer saxofonisterne Toms Rudzinskis , Oleksandr Kolosii og Andre Kassen, trompetisten Jimmy Nyborg, synthesizerspilleren Bernhard Ludescher, og endelig sangerne Undine Rolava, Camilla Haugbjerg, Sofie Trolle, Emilie Fleig, Viola Okos, Ingrid Halles og Ganna Gryniva. Gryniva medvirkede også mindeværdigt på “Atlas”.

“Gloomers” er Knudsens eget ord for en generation af unge, der handikappede af SOME-fremkaldte forestillinger om egen utilstrækkelighed gemmer sig bag skærme fremfor at melde sig ind i verden.

Han er ydermere af den opfattelse, at de samme perfektionskrævende skærme kan udgøre en væg mellem musikere, og han ønsker at medvirke til at nedbryde denne væg.

Gennem sit virke som underviser og rejsende musiker, som hele tiden bringer nye unge musikere ind i sin musikalske familie og dermed ud i virkeligheden, gør Knudsen netop det.

For at vende tilbage til min rejsemetafor: Man stiger på et tog, rejser for en tid, så stopper toget, ofte ganske pludseligt, og man stiger af. 

Så stiger man på et nyt tog, et der fortsætter i samme retning, men blot med en lidt anden indretning af kupeerne og en anden farve på de træbeklædte vægge, og rejsen fortsætter, mens landskabet skifter langsomt udenfor.

I alle vogne sidder man trygt og varmt.

Det er en rejse, jeg kun kan anbefale.

Kenneth Dahl Knudsen, “Gloomers”, udkom på KDK Music 26. juni