Kenneth Dahl Knudsen tager os med til Libanon og Marokko - og ender med åndeløs smuk fællessang om et bål i Arden

Den nordjyske bassist Kenneth Dahl Knudsen tager os med rundt til byer i verden, han har turneret i - med udsøgte musikere fra landene. Man kunne frygte, at det ville desorienterende oplevelse, men Knudsen binder det hele sammen til én smuk fortælling

Atlas er et af de projekter, hvor der ligger en større og samlende idé bag musikken, skriver Nordjyskes jazzanmelder Fredrik Lundin. <i>Foto: Lucas Illanes</i>

Atlas er et af de projekter, hvor der ligger en større og samlende idé bag musikken, skriver Nordjyskes jazzanmelder Fredrik Lundin. Foto: Lucas Illanes

JAZZ
Kenneth Dahl Knudsens “Atlas”
★ ★ ★ ★ ★ ☆

Selvom flertallet af dagens musikforbrugere får kurateret deres indtag af streamingtjenesternes eller radioernes playlister, og de færreste derfor tager sig tid til at lytte et helt album med en enkelt kunstner igennem fra ende til anden, insisterer de fleste musikere (inklusive undertegnede) stadig på at ville udgive hele album.

Med albummet ønsker kunstneren at tage lytteren med ud på en længere rejse, hvor hvert enkelt stop på rejsen har betydning. Springer man over nogle stop, vil den samlede oplevelse ikke være komplet.

Jeg personligt håber, at ideen om det samlede værk overlever, for jeg holder meget af at fornemme, hvordan der bag musikken ligger en større og samlende idé, som tilfældet netop er med bassisten og komponisten Kenneth Dahl Knudsens “Atlas”.

Her folder Knudsen verdenskortet ud og tager os med rundt i verden til en del af de mange byer (og et enkelt bjerg), han har besøgt som turnerende musiker. Han starter i Polen og fortsætter gennem Libanon, Argentina, Litauen, Israel, Irland, Grønland og Marokko for til sidst at ende i sin fødeby Arden i Himmerland.

I næsten alle tilfælde tager de musikalske portrætter, der i følge Knudsen er komponeret i dialog med de medvirkende musikere, farve af de byer og lande, vi besøger.

Eftersom vi kommer kulturelt vidt omkring, kunne man godt frygte, at det ville blive en musikalsk set lidt desorienterende oplevelse.

Knudsen har ydermere sammensat et orkester, der samler mange musikkulturer i sig, med en tyrkisk/kurdisk duduk-spiller, en syrisk oud-spiller, en israelsk pianist, en rumænsk bratschist, og en ukrainsk sanger, foruden danske Knudsen selv.

Musikere i Atlas

Kenneth Dahl Knudsen - bas (dansk, bosat i Aalborg)
Wassim Mukdad - oud (fra Syrien, bosat i Berlin)
Ertan Tekin - duduk og zurna (kurdisk/tyrkisk)
Eyal Lovett - Pno (fra Israel, har studeret på solistlinjen i Aalborg, bosat i Aalborg)
Ganna Gryniva - vok (fra Ukraine, bosat i Berlin)
Marius Ungureanu - viola, vokal (Rumænsk), bosat i Aalborg

Ikke desto mindre er netop det faktum, at orkestret forener så forskelligartede musikalske traditioner og dermed har måttet finde sit eget unikke udtryk, årsagen til, at det er blevet det trygge fartøj, der under rejsen fra by til by binder de mange musikalske inspirationer sammen til én fortælling.

Der er i øvrigt tale om helt fremragende, virtuose musikere, der også behersker improvisation, og som med tydelig forankring i hver sin kultur forstår at lytte med åbent sind til hinandens sprog

Vi starter i Chorsow i Polen med en uendeligt smuk duduk-introduktion akkompagneret af det arabiske lut-instrument ouden. Duduk er et dobbeltrørblads-instrument i slægt med skalmejen, men med en langt mørkere og blødere lyd end den obo, skalmejen har udviklet sig til her i vesten. Efter duduken løfter ukrainske Ganna Gryniva’s smukke ordløse vokal en melankolsk cinematisk melodi over et dramatisk bas/oud-akkompagnement, inden Knudsens basimprovisation slutter af.

Naturligt nok indledes vores besøg i Tripoli i Libanon af tyrkisk/kurdiske Wassim Mukdad’s oud, for ouden er et af de almindeligst forekommende instrumenter i den arabiske verden.

Et intenst vokal/oud-tema sætter herefter af. Til forskel fra arabisk musik flytter temaet sig rundt i forskellige tonearter og er rigere harmoniseret end normalt på disse kanter, for Knudsen forsøger ikke at kopiere musikken fra de forskellige destinationer, men bruger lokal lyd og gestik til at skabe ekkoer og billeder fra og af byerne.

Et højdepunkt på albummet er slutningen af netop Tripoli, hvor Ertan Tekin griber sin anden skalmeje, den langt mere nasale zurna, og svinger sig klagende op over et cirkulerende tema i vokal, oud og klaver. Det er gåsehudsfremkaldende (på den gode måde).

Buenos Aires klinger naturligt nok af den argentinske tango nuevo, som den store komponist og bandonionist Astor Piazzolla og hans gruppe bragte ud til hele verden. Lyden af vokal, oud og duduk bringer os imidlertid atter på tryg afstand af den blege kopi. Her brillerer den israelske pianist Eyal Lovetti i en solo, der afslutter nummeret helt i tango nuevo-traditionens ånd.

Besøget i Vilnius er måske ikke albummets mest kompositorisk interessante, men så er der til gengæld masser af plads til at nyde Grynivas smukt nuancerede ordløse vokalarbejde.

Vi drager videre til bjerget Masada i Israel, hvor Knudsen sætter romernes belejring af bjerget under den første jødisk-romerske krig overordentligt dramatisk i musik. Her har den uforlignelige rumænske (og i Aaborg bosatte) bratschist og vokalist Marius Ungureanu samt pianisten Lovett fremtrædende roller.

Har musikken over lange stræk været overvejende mol-stemt og melankolsk, lysner det hele i lidt mere feststemt retning med Galway, hvor Knudsen illustrerer sit besøg på en irsk kro fyldt med festligt spillende musikere.

Med Kangerlussuaq, der spejler Knudsens indtryk fra Grønland, er det alvor igen. Der åbnes med øde lydlandskaber med vokalimprovisationer af Ungureanu bundet sammen af enkle melodi-fragmenter. Så dukker et unisont, atonalt tema for vokal og bratsch op i horisonten, det udvikler sig til voldsomme improvisationer, men afsluttes med et kort lille trøstende tema. Så træder duduken frem, akkompagneret af bas og viola, hvorefter vokal, oud og bratsch atter tager over i et lavmælt tema. Musikken skrider langsomt, tilbageholdt, udemonstrativt og delikat fremad. Afklaret og køligt som en grønlandsk nat.

I Tiznit i Marokko er der anderledes varmt, og taget løfter sig med Knudsens guembri-inspirerede bas og Tekins heftige zurna. De afløses af stadigt mere intense arabisk/østeuropæiske vokalimprovisationer fra Gryniva. Et kort tema bringer os til en kort frenetisk duet mellem zurnaen og Ungureanus stemme.

Opstemte og svedige vender vi hjem til Danmark - til Arden - og slutter rejsen med en åndeløst smuk og elegisk sen-nat-fællessang omkring et udgående bål (forestiller jeg mig), skiftevis tilbageholdt og dramatisk højstemt.

Denne sidste sang er tilsyneladende optaget live, og stemningen er helt særligt nærværende her.

En meget fin slutning på et virkeligt vellykket og ambitiøst album, der det meste af vejen når sine mål med fint og økonomisk docerede midler.

Hør musikken her

Kenneth Dahl Knudsens Atlas, udgivet 14. juni