Kultur

Klassisk teater på optur i den virkelige verden

Nordkraft leverer den vildeste udgave af Et dukkehjem. Eller snarere de 12 vildeste udgaver

12 lejligheder med 12 par. Nordkraft lever fuldt ud op til sit motto: Forvent det uventede. I forgrunden Jakob Hannibal.
12 lejligheder med 12 par. Nordkraft lever fuldt ud op til sit motto: Forvent det uventede. I forgrunden Jakob Hannibal. Foto: Martin Høyer Poulsen

Opdateret kl. 15:17

TEATER

Henrik Ibsen: Et dukkehjem

Teater Nordkraft i private hjem i Aalborg


De kan lide at inddrage publikum og de kan lide at gøre noget helt vildt. Valgsproget forvent det uventede skal forstås helt bogstaveligt. Teater Nordkraft er frygtløst teater med speederen i bund, og deres udgave af Ibsen-klassikeren Et dukkehjem er ingen undtagelse. Publikum kommer på udebane som gæster i et privat hjem, hvor der ikke er en fast plads at holde sig til.

Et Dukkehjem spiller i 12 forskellige private hjem med 12 par som skuespillernes med- og modspillere. Foto: Martin Høyer Poulsen

Begrebet unummererede pladser får her en helt ny dimension, mens vi lister rundt på strømpefødder hjemme hos et par, du aldrig har mødt før, mens vi ser kærligheden kæmpe imod sandheden.

For kærligheden overvinder ikke altid alt, den er ikke altid størst af alt. Nogle gange dræber sandheden kærligheden, når den aldeles uvelkomment sættes i spil af nogen, der faktisk bare kunne holde deres sandhed for sig selv. Lade folk i fred med det, de vælger at leve med af løgne og halve sandheder.

Kærlighed er måske først og fremmest at kunne tilgive alt. Love is never having to say you´re sorry!

Det tror Nora og Thorvald også på. Men så er der verden udenom med et andet syn på, hvor langt dette alt strækker sig. Og kan man eventuelt leve med alvorlige konsekvenser, bare man har hinanden?

Kan man leve med en løgn, der er født af kærlighed, eller er sandheden vigtigere end alt andet?

Hvad sker der, når sandheden afsløres? Først slår Thorvald hånden af Nora, derefter, da sandheden alligevel kan dølges, tilgiver han. Men det er ikke godt nok for Nora. Foto: Martin Høyer Poulsen

Sandheden er af vital betydning, men uden kærlighed er den ubærlig, den kommende pave Frans i filmen The Two Popes. Og det er en ret væsentlig pointe, hvis sandheden er tilstrækkeligt forfærdende. Det er sandheden om Noras bedrag for Thorvald. Og Nora må indse, at hans kærlighed ikke er stærk nok til at bære konsekvenserne sammen med hende. Et dukkehjem er en tragedie, men kan også være en komedie. I Norkrafts respektløse udgave kan den også blive underholdende, når skuespillerne træder ind og ud af rollerne og sætter sig selv i spil.

Det specielle koncept betyder også, at den forestilling vi så, kan være ganske anderledes end alle de andre. Forestillingen spilles i 12 forskellige lejligheder i Aalborg, hos 12 forskellige par. Ingen aften ligner den foregående, og det stiller ekstremt store krav til de tre skuespillere (Jakob Hannibal, Anna Bjørgulf og Adam Schmidt) og deres evne til at improvisere.

De begynder at spille udenfor rammerne og manuskriptet, så dramaet er tæt på at tage en helt ny drejning, som Ibsen helt sikkert ikke havde i tankerne da han skrev sin klassiker i 1879. En klassiker, der er verdens mest spillede teaterstykke overhovedet – og alligevel formår Teater Nordkraft at skabe 12 unikke udgaver.

Et Dukkehjem er i Teater Nordkrafts 12 udgaver både uforudsigelig, intim og eksklusiv med 20 publikummer pr. gang. Foto: Martin Høyer Poulsen

Med en begrænsning på 20 gæster pr. aften – så det er både meget eksklusivt og meget intimt.

Denne aften var stykket muntert, men ikke så man går derfra uden overvejelser i forhold til sit eget liv. For selvom vi ikke går rundt og lyver for hinanden om vigtige ting på daglig basis, så er der naturligvis altid noget, der forbliver usagt eller får lagt et låg på.

Publikum inddrages på forskellig vis i stykkets udvikling. Foto: Martin Høyer Poulsen

Sandheden om kærligheden kan vendes og drejes og vi kan veje alting på en guldvægt for at nå fem til den endegyldige sandhed om os selv og vores parforhold. Eller også kan man bare lade det fare. Trykke på pytknappen og tro på, at alt, hvad der er gjort af kærlighed er værd at samle på. Også selvom det ikke lige var det, men havde i tankerne da man fik sagt, at man kan tilgive alt i kærlighedens favn.

1879 var en tid med andre værdier, et andet syn på mænds og kvinders rolle i samfundet og parforholdet. Et syn, som Iben ruskede godt og grundigt op i. Så meget, at stykkets centrale tema om, hvad kærligheden og parforholdet kan holde til, er evigt aktuelt.

Henrik Ibsen: Et dukkehjem
  • Teater Nordkraft i samarbejde med fix+foxy.
  • Koncept og manus: Tue Biering og Jeppe Kristensen.
  • Instruktør/Aalborgudgaven: Jonas Preben Jørgensen.
  • Medvirkende: Jakob Hannibal, Anna Bjørgulf og Adam Schmidt.
  • Spiller i private hjem for 20 publikummer af gangen indtil 9. maj.
  • Fix+foxy er et internationalt nyskabende teaterkompagni med base i København.
  • Tidligere har Teater Nordkraft spillet deres forestilling Mod alle odds.

Tragedien for Nora og Thorvald er, at han ikke lever op til hendes standard om ikke bare at tilgive alt, men at give alt. Uanset hvordan det går for parterne i Nordkrafts specielle udgaver – og vi kan ikke være sikre på, at det ender på helt samme måde hver aften – så er man som publikum sikret en unik teateroplevelse. Og hvis ikke det fortjener seks stjerner, er der intet der gør det.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden