Kvinden bag ”Nordkraft”: - Jeg kan godt forstå de unge, når de tænder en joint

Hun er en af Danmarks mest markante instruktører lige nu, og hun har modelleret "romanen om Aalborg" om til en stakåndet maraton af en forestilling, som hun tror, at også Jakob Ejersbo ville have nydt

At sætte Jakob Ejersbo op i Aalborg svarer til at sætte H. C. Andersen op i Odense, lyder det fra kvinden bag "Nordkraft" på Aalborg Teater, der kalder det en næsten umulig opgave - som er lykkes. <i>Foto: Martin Damgård</i>

At sætte Jakob Ejersbo op i Aalborg svarer til at sætte H. C. Andersen op i Odense, lyder det fra kvinden bag "Nordkraft" på Aalborg Teater, der kalder det en næsten umulig opgave - som er lykkes. Foto: Martin Damgård

AALBORG: Stjernerne fra lokale anmeldere hagler lige nu ned over Jennifer Vedsted Christiansen – en af de mest markante danske instruktører lige nu og kvinden bag iscenesættelsen af VÆRKET om Aalborg på Aalborg Teater.

Hun var bare en tumling, da Jakob Ejersbo i halvfemserne gik i byen og tog noter af samtaler og situationer på byens barer og spillesteder.

År senere præsenterede han sit portræt af arbejderbyen og den rå side af ungdomskulturen, og for mange var den et frisk litterært indspark i tiden med masser af troværdig dialog og realistiske usentimentale skildringer.

Aalborg-forfatteren, der døde som kun 40-årig, bliver stadig betragtet som en af de største realistiske fortællere.

Og fra plyssæderne i teatrets mørke inden tæppefald har flere publikummer sikkert overvejet, hvordan man dramatiserer et værk, der er så forbundet til en by, uden hverken at være opvokset her eller en del af perioden.

Og undervejs: hvad Jakob Ejersbo mon ville have tænkt om denne stakåndede "end of the world party" af en forestilling.

Kan han genkende Maria, Allan, Steso og de andre, der synger og danser sig igennem stofmisbrug og svigt?

 <i>Foto: Martin Damgård</i>

Foto: Martin Damgård

Ejersbo ville have genkendt det

- At sætte Jakob Ejersbo op i Aalborg er nærmest en selvmordsaktion. Det svarer til at sætte HC Andersen op i Odense, griner Jennifer Vedsted Christiansen, der erklærer sig "lykkelig over", hvordan det lokale publikum har taget imod forestillingen.

Der har været stående applaus, og en anmelder erklærer sig efterladt "overvældet, mundlam og betaget".

Det mest oplagte tema i Nordkraft er stofmisbrug, men hun har lagt fokus på fællesskabet, og lige netop dét tror hun, at Ejersbo ville have genkendt - og anerkendt.

Det siger hun, da vi taler sammen over telefon mandag - få dage efter premieren på teatret.

Hun har en time til at tale, efter det skal hun hente børn - hun har ikke set familien meget de seneste måneder, hvor hun sammen med stykkets scenograf, koreograf og komponist har boet i Aalborg og er dykket langt ned i byens misbrugsmiljø i 1990'erne - Jakob Ejersbos version.

- Han var fuldstændig kompromisløs i at beskrive det fællesskab, unge indgår i, og enormt optaget af sprog, situationer og karakter og ikke så meget af plot. Det matcher rigtig godt den fortælleform, jeg interesserer mig for, siger Jennifer Vedsted Christiansen, der i sin dramatisering blander skuespil, sang, tv-show og stærkt koreograferet dans i et farverigt ridt gennem fem år i en vennegruppe fra fest til alvor.

Hun anerkender den nordjyske forfatters fravalg af forsøget på at ”få det hele til at gå op”.

Maria (spillet af Karla Rosendahl) omgivet af Asgers junkiehunde. <i>Foto: Allan Toft</i>

Maria (spillet af Karla Rosendahl) omgivet af Asgers junkiehunde. Foto: Allan Toft

- Ejersbos roman er et portræt af et miljø fortalt gennem et virvar af fortællinger og stemmer, og for mig er det enormt befriende at læse en bog, hvor der ikke er en helt fra start til slut, der skal redde en kvinde ud af hendes misbrug. Han skildrer en hel gruppes rejse, det er nærmest en politisk handling, siger instruktøren, der ser Ejersbo som en modig og markant fortæller.

- Flere af dem, Ejersbo skildrede, var folk, han kendte. Steso og Tilde var virkelige mennesker i det miljø i Aalborg, hvor han kom. Det er jo en vild ting at skrive så dokumentarisk om folk, man omgås,

Dem der ikke retter ind

Kender du ikke allerede dramatiker og instruktør Jennifer Vedsted Christiansen, kommer du helt sikkert til det indenfor de næste år.

I formater, der blander performance, historiefortælling og koncert, har hun undersøgt Niels Holck - Danmarks mest eftersøgte terrorist - og skildret Anna Ancher fanget mellem rollerne som henholdsvis kunstner og mor og kvinde af en tid.

Siden 2019 har hun udgjort den ene del af kunstnerduoen How To Kill A Dog, som hun har med skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg, som hun også har skrevet tv-serien Killjoy med, og som Emma Sehested Høeg spiller hovedrollen i.

Med afsæt i egne liv har de især beskæftiget sig med kvindens rolle i samfundet.

Da hun gik i gang med dramatiseringen af Nordkraft, stod det centralt for hende, at det ikke skulle være en skildring af et oprør set fra middelklassens synsvinkel. De skulle ikke være velstillede unge med fast job på et teater, der legede misbrugere, de skulle VÆRE oprøret.

Af samme grund har hun skåret store dele af bogen ind til stærke mættede scener, der leger med grænserne for teater.

Jennifer Vedsted Christiansen har tidligere været meget optaget af Ejersbos Afrika trilogi, men havde ikke læst hans gennembrudsroman. Da hun var igennem den, var hun ikke i tvivl om, at hun havde lyst til at dramatisere den. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Jennifer Vedsted Christiansen har tidligere været meget optaget af Ejersbos Afrika trilogi, men havde ikke læst hans gennembrudsroman. Da hun var igennem den, var hun ikke i tvivl om, at hun havde lyst til at dramatisere den. Foto: Martin Damgård

- Jeg ved ikke, om karaktererne i Nordkraft ville formulere deres livsstil som et oprør, men der ligger et oprør i ikke at indordne sig. Det er ikke en pæn bog, og derfor har jeg også haft lyst til at lave en vild dramatisering af den, siger Jennifer Vedsted Christiansen, der også har haft for øje at lave en forestilling, der trækker et yngre publikum til.

For selv om Nordkraft i høj grad er et tidsbillede af Aalborg i 1990'erne, er bogens konflikt ikke blevet mindre aktuel.

- Den magtesløshed, de unge står med i bogen, er yderst presserende i dag – fx den faktor der ligger i ikke at få en uddannelse, der kan føre en næste skridt videre i livet. Der er stadig masser af unge, det ikke lykkes for, og en samfundsudvikling, der peger i retning af, at unge i dag får en sværere fremtid end deres forældre, siger Jennifer Vedsted Christiansen, der skrev på manus og fik ondt i maven på vegne af de unge, da Mette Frederiksen udlagde teksten for Danmarks og verdens tilstand i sin åbningstale i oktober.

- Som sociologen Hartmut Rosa udtalte for nylig: når så mange unge i dag mistrives, så skyldes det ikke skrøbelige psyker, men at de reelt har indset, at der er noget galt med vores samfund.

Hun henviser til karakteren Maria, pusherfrauen i bogens første akt, der lever med Asger, der holder hende med stoffer og får hende til at fragte stoffer for sig.

- Maria er jo egentlig en intelligent pige, men det er den vurdering, hun foretager – at verden er fucked up, og at hun ikke vil gentage sine forældres liv, siger hun og tøver lidt bag barnevognen, som hun fører gennem Christiania - der hvor Maria tager Hossein med hen for at handle stoffer.

Forestillingen er på ingen måde en forherligelse eller undskyldning for stoffer, understreger hun.

- Men da jeg læste Nordkraft, tænkte jeg: Fuck, jeg kan godt forstå dem, når de tænder en joint. Og det samme nu. Hvis man er 20 år i dag og kan se, at alt bliver en kamp, og at dem, der bestemmer, tror at man kan løse verden med endnu mere kapitalisme og pres, forstår jeg godt, at nogle vælger den fra.

Heller ikke Jakob Ejersbo dømte dem, han skildrede. Han fremviste bare. Og pegede samtidig på en anden forløsning end stoffer: fællesskabet.

- For mig var det dét, der stod frem i romanen, og det er også det, der er blevet forestillingens udsagn. De unge kæmper for at være der for hinanden, fordi de leder efter et sted at føle sig hjemme. Og det er ikke super nemt, når der er misbrug involveret, men i bund og grund er det fællesskabet, der samler dem – ikke stofferne. Og det udsagn kan jeg rigtig godt lide, når jeg ser ud på verden i dag – og det er dér, jeg selv finder trøst: I fællesskabet med familie, venner og naboer.

Af samme grund har hun ladet udsagnet blive til formen.

I samarbejde med sanger og sangskriver Selina Gin og scenograf Petruska Miehe Renard hiver Jennifer Vedsted Christiansen romanen ind i teatersalen og op i tiden med nyskrevet musik med afsæt i Ejersbos tekster. <i>Foto: Martin Damgård</i>

I samarbejde med sanger og sangskriver Selina Gin og scenograf Petruska Miehe Renard hiver Jennifer Vedsted Christiansen romanen ind i teatersalen og op i tiden med nyskrevet musik med afsæt i Ejersbos tekster. Foto: Martin Damgård

Tror ikke på nostalgi

Der er næsten konstant 14 skuespillere på scenen. Ofte indgår de som en del af rummet og rekvisitterne. De bliver til glammende junkiehunde, flammer, bølger og spøgelser fra fortiden.

- For mig er det faktisk ret rørende, at de alle er på scenen på én gang. Det bekræfter Ejersbos udsagn om, at det ikke handler om at have hovedrollen, men om at høre til i noget større end sig selv, det var sådan, han byggede romanen op, siger hun.

Formatet er musical. Fordi musik en god måde at formidle følelser på, når man skal fortælle meget på kort tid. Og musikken er nyskrevet. Fordi hun ikke tror på nostalgi.

- Jeg har ingen interesse for at lave et jukebox-værk, og jeg synes faktisk, at bogen står stærkere frem, når indholdet ikke skal kæmpe med alle mulige andre store kunstnere gennem tiden, siger Jennifer Vedsted Christiansen, der bad sanger og sangskriver Selina Gin (tidl. Nelson Can, red.) skrive numrene til forestillingen.

Hun er klar over, at mange publikum kommer for at genopleve Jakob Ejersbos harske portræt af 1990’ernes Aalborg, og undervejs i arbejdet har det historiske og de dokumentariske elementer fyldt.

Allan (Christoffer Hvidberg Rønje) kommer op til overfladen efter at være sprunget fra et brændede skib. <i>Foto: Allan Toft</i>

Allan (Christoffer Hvidberg Rønje) kommer op til overfladen efter at være sprunget fra et brændede skib. Foto: Allan Toft

- Jeg har benyttet mig meget af, at der har været en masse skuespillere omkring mig, der har kunnet hjælpe mig med at knække nogle af de lokale koder, jeg ikke har haft med mig hjemmefra.

Når det er sagt, så håber hun på, at også et yngre publikum – dem der ikke kender til den del af Aalborgs historie eller miljø, vil finde vej.

- Meget af det teater, jeg så som ung, bestod af enormt meget tekst og lange scener, og man skulle gøre sig virkelig umage for at holde sig vågen. Men sådan behøver teater jo ikke være. Jeg elsker, når teater er en fest, tager problematikker op, vi bør beskæftige os med, og giver mig lyst til at gå ud og få en drink bagefter og snakke med folk.

Nordkraft kan opleves på Aalborg Teater frem til 10. juni

Blå bog: Jennifer Vedsted Christiansen

Jennifer Vedsted Christiansen (f. 1987) er scene- og filminstruktør og den ene del af kunstnerduoen HOW TO KILL A DOG sammen med skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg.

Visionen bag duoen var at skabe et sted, hvor de gennem deres scenekunstneriske arbejde kan dræbe hunden i dem selv, der konstant ønsker at please, være loyal og blive elsket.

I 2021 vandt duoen en Reumert for "Lolita for Altid" i kategorien Musikdramatisk forestilling, og de har siden deres afgang fra Den Danske Scenekunstskole i 2019 haft udsolgte forestillinger på  teatre som Mungo Park og Reaktor, Østerbro Teater.

I 2019 fortolkede hun Den unge Werthers Lidelser for Aalborg Teater.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.