Men hans død er irrelevant for hans eftermæle, og den er i virkeligheden krænkende konstant at genfortælle, mener Susanne Sangill, leder af Himmerlands Teater.

Sammen med dramatikeren bag teatrets kommende forestilling ”Mørkets Spejl” har hun valgt at udelade den og i stedet fokusere på mennesket og den store kunstner bag myten i deres stykke om ham, for hans liv stod på ingen måde tilbage for hans død i særpræg.

Men hvordan skildrer man et menneske, der ikke længere er her og var både elsket og forhadt, uden at lave et nyt overgreb, har diskussionerne på teatret gennem halvandet år lydt. Og kan man overhovedet skille manden fra fortællingen om ham?

Lerfeldt under huden

Lige siden, Susanne Sangill startede Himmerlands Teater for 20 år siden, har hun haft en drøm om at lave en forestilling om Hans Henrik Lerfeldt.

Da teatret rykkede ind i det tidligere Galleri Ibsen, hvor Walther og Birthe Ibsen opbyggede en stor samling med Lerfeldts malerier, hang de overalt, og de måtte dække væggene til, når de spillede børneforestillinger for ikke at støde børn - eller snarere deres forældre.

Når Susanne Sangill klædte om på lageret under lynskift i forestillinger, var det mellem oliemalerier, og hun fik ham langsomt under huden og begyndte at lytte efter historierne om ham i byen. Efterhånden begyndte hun også at opsøge dem, fascineret af manden med de perfekte overflader, der havde kunsten i sig allerede fra barnsben.

For mange husker ham endnu i Hobro, hvor han kaldte sig selv Bombas og boede i Engen.

Han var tyskerbarn og fire år gammel, da han flyttede fra det børnehjem, hvor han havde boet siden, han var spæd, ind hos et præstepar, der gennem hans opvækst måtte sande, at de ikke kunne styre ham. De prøvede ellers intensivt - både med ord og tæsk, men til sidst opgav de og sendte ham væk igen som 12-årig.

Han endte på en psykiatrisk institution, hvor han fik diagnosen karakterafviger, og på efterfølgende institutioner skejede han ikke mindre ud end hos præstefamilien i Hobro. Han kendte ikke meget til forældrekærlighed, men fra han var 15 år, blev han hyppigt inviteret med ind under dynerne af voksne kvinder.

Som 18-årig gik han direkte fra børnehjemmet til kunstakademiet i København.

Han havde tegnet og malet hele sit liv, og Wilhelm Freddie, en fornyer af det surrealistiske maleri i Danmark, tog ham under sine vinger. Han havde netop været i fængsel for sin kvindebuste med en penis tegnet på kinden, men Hans Henrik Lerfeldt genkendte sig selv i ham, og i sin karriere kom han selv til at dyrke det provokerende og frastødende med stærk vægt på det erotiske - nu tillod tiden, at man gik endnu længere.

Han malede med en fotografisk præcision, og i mange år gik hans malerier som varmt brød i Galerie Asbæk i Bredgade i København, hvor folk søgte til for at få noget udfordrende på væggene.

Dem, der gerne ville eje en ”Lerfeldt”, forbandt det med hans portrætter af kvinder med store insekter i hovedet. Som de øvrige surrealister var dyrkelsen af kroppen en del af opgøret med det borgerlige værdisæt.

De ville sætte mennesket frit, og Hans Henrik Lerfeldt blev især kendt for sine sadomasochistiske og surrealistiske motiver af bondagebundne kvinder med blottet ubarberet køn.

Trods stor interesse fra samlere gik Hans Henrik Lerfeldt efter sin død i høj grad i glemsel, selvom kuratorer efterfølgende har peget på et oplagt link fra ham til amerikanske popkunstnere som Lichtenstein, Warhol og Jeff Koons.

En mand der trak sig

Der er mange, der kendte Hans Henrik Lerfeldt, men ikke mange, der kendte ham. Det er gået op for Susanne Sangill under hendes og teamets mange researchsamtaler med venner og bekendte til kunstneren gennem halvandet år. Ingen har kunnet fortælle, hvem han var som person.

- Den oplevelse af ham, der går igen, er, at han gled af, når man forsøgte at komme tæt på - trak sig. Det eneste, han ville tale om, var kunst. Når de spurgte ind til noget, svarede han konsekvent med betragtninger over kunst, siger Susanne Sangill, der understreger, at der var mange, der ville ham.

Da han i den sidste del af sit liv isolerede sig i sin lejlighed og ikke længere gik ud på grund af sin størrelse, der gjorde det svært, og den sociale angst, der fulgte med, havde han venner, der kom forbi. De holdt ham forsynet med stoffer, sprut, Kings og jazzplader - hans medicin. Og han havde en telefonlinje, så han kunne ringe til dem, hvis han faldt og ikke selv kunne komme op, når han var skæv af heroin.

Wilhelm Freddies unge kone, som også stod model for ham, cyklede gennem København til ham med mad tre gange om ugen.

Hvordan skriver man en forestilling om en mand, som man ikke kan komme tæt på?

- Man gør det meget luftigt. Men vi ved jo faktisk nogle ting om hans liv og det, der kendetegnede ham, og det viser vi gennem nedslagspunkter. Vi ved fx, at folk altid havde det rigtig godt i hans selskab, især kvinder. Han havde en fuldstændig naturlig omgang med kvinder, ikke mindst hans modeller, som gik rundt oppe hos ham i ingenting, siger Susanne Sangill, og henviser til portrætfilmen ”It’s a Blue World” af Torben Skjødt Jensen, der viste en anden siden af ham.

- Når han kigger ind i kameraet der, kan man se en enorm sårbarhed, og flere har fortalt, hvordan han efterhånden fandt det svært at være ude sammen med andre mennesker. Med afsæt i disse følelser laver vi nogle fortolkninger af ham, fortæller teaterlederen om stykket, hvor de udspalter ham i flere personer og viser den ”lille mand” i den store krop.

Kan man tillade sig det i portrættet af et menneske, der ikke længere er her - at gætte?

- Til en vis grad, synes vi. Enten kan vi lave en én-til-én biografisk gennemgang af hans liv - og det kan enhver jo læse sig til – eller også kan vi indkredse ham på anden vis, og jeg synes godt, at man kan inducere sig frem til nogle ting. Nogle følelsesmæssige reaktioner er jo almenmenneskelige, og selvfølgelig gør det noget ved dig at vokse op på børnehjem, blive adopteret og så blive afleveret tilbage igen. Det er svigt på svigt.

- Hele hans liv får han at vide, at folk ikke kan håndtere ham, det er jo ikke underligt, at han bliver en rebel. Alligevel var han fra tidlig alder et undersøgende og nysgerrigt menneske og kunstnerisk lige fra start. Vi ved, at hans adoptivfar opfordrede ham til at tegne og male, fordi han kunne se, at han havde evner, og det giver kunsten en særlig rolle i hans liv.

Hvordan føles det på den måde at kredse om ham uden at kunne give et mere samlet bud?

- Vi er klar over, at folk selv kommer til at læse noget ind i ham, og det er måske i virkeligheden godt. Vi vil langt hellere det end at prøve at skabe en formel, siger Susanne Sangill, der med sit team har valgt at skabe forestillingen som et drømmespil med nedslag i hans liv.

"Mørkets Spejl"

• "Mørkets Spejl" spiller 19. april til 26. maj på Himmerlands Teater
• Forestillingen er skrevet af dramatiker Brian Wind-Hansen og instrueret af Susanne Sangill.
• Medvirkende: Erik Viinberg, Ronny Sterlø, Kirstine Hedrup og Allan Helge Jensen.
• Forestillingen bliver opført med livemusik fra lokale jazzmusikere: Kapelmester Yannick Ballmann og musikere Kenneth Dahl Knudsen, Dan Hejslet, Carsten Kær og Agnė Pasaravičienė.
• I hele spilleperioden kan du desuden opleve Hans Henrik Lerfeldts værker udstillet på teatret.
• Har man billet til en af forestillingerne, giver den fri adgang til omvisninger i udstillingen, der foregår: 25. april kl. 15, 4. maj kl. 17 og 17. maj kl. 18.30.

De dykker fx ned i mødet med Vilhelm Freddie, som han bliver rygende uvenner med - over kunst. Og de dykker ned i hans forhold til jazzmusikeren Chet Baker - hans store idol, som han mødtes med flere gange. I forestillingen kommer Chet Baker og løfter ham op midt i en rus - eller måske er det decideret musikeren, der skubber ham ind i et misbrug.

Hvor langt kan man gå i fortolkningen af ham?

- Vi har diskuteret grænsen rigtig meget, den er hårfin. For han skal ikke udstilles - han er blevet udstillet nok i sit liv, og vores fortolkning er baseret på fakta, og meget af det, der er skrevet ind i stykket, er formuleringer, han selv har sagt. Vi kan ikke begynde at fortælle historier uden afsæt i virkeligheden, det ville ikke være ordentligt.

Synes du nogle gange, at man går for langt i de her genfortællinger af liv?

- Ja, nogle gange. Man har et stort ansvar, for ofte går folk ud bagefter og tænker, at det var sådan, det hele var, siger hun og henviser til filmen ”Den danske pige”, der skildrede den transkønnede kunstner Einar Wegener, der blev til Lili Elbe, og som tog sig visse friheder i fortællingen om hendes liv.

- Jeg håber, at folk vil gå herfra og tænke, at de har fået et nuanceret glimt af en fantastisk kunstnerisk sjæl, men også et såret menneske.

Kan man adskille myten fra mennesket?

- Det tror jeg ikke. For han er jo en myte - sin egen fortælling, som han også selv skabte.

Mørkets Spejl har premiere 19. april.

Hans Henrik Lerfeldt

• Hans Henrik Lerfeldt (1946 -1989) var maler og grafiker, uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademis grafiske skole 1965-1970 under Palle Nielsen.
• Han var en af de første i Danmark til at arbejde med airbrush og blev kendt for en unik håndværksmæssig kunnen, især indenfor airbrush og akvarel.
• I 1970'erne og 80'erne var han en del af Passepartout-gruppen – et forum for danske surrealister, og han er efterfølgende blevet kaldt for en signaturkunstner for en epoke, der vakte stor interesse blandt samlere i tiden.
• Da Gallery Ibsen i Hobro, der havde opkøbt direkte af Lerfeldt og opbygget landets største samling af værker af ham, lukkede, opkøbte Hobro Kommune alle hans malerier og gav dem til Kunstetagerne i Hobro.
• Kunstetagerne udlånte værker til Gl. Holtegaard, da de i 2015 lavede en soloudstilling med hans værker under titlen ”Heavy”.