Teater fremviser Aalborgs "rige svin"
Tue Biering er kendt for at sætte almindelige mennesker på scenen og lade os se dybt ind i dem. Nu sætter han to af Aalborgs kendte rigmænd overfor byens udsatte
AALBORG: Det er let, når forestillingen bliver vist i København - at finde rigmænd.
- De rige fra Nordsjælland har intet problem med at stille op som "rige svin", de vil rigtig gerne på scenen og fortælle, lyder det fra PR-ansvarlig i Teater Nordkraft, Helen Steensbæk Schrøder, der har fulgt teaterkompagniet Fix&Foxys hyr den seneste tid med nordjysk jantelov og generthed.
Men nu er det også lykkedes her. To af de lokale rigmænd, der har sagt ja til at gå på scenen i Aalborg, er erhvervsmanden Mads Peter Veiby og Martin Nielsen, iværksætter og idémand bag udviklingen af Spritten.
De ved endnu ikke præcist, hvad de skal dele om sig selv på scenen. Kun at der bliver spørgsmål, der går tæt på vaner, privilegier og alt det andet, vi elsker at misunde. Modpolen har Teater Nordkraft fundet blandt brugere af blandt andet Mændenes Hjem, hjemløseshelters og væresteder i Aalborg.
Forestillingen hedder "Vi de 1%" og er skabt af den prisvindende instruktør Tue Biering, der er kendt for at slå en klo i virkeligheden og sætte almindelige mennesker til at spille sig selv. En af de mest omdiskuterede er forestillingen "Pretty Woman" fra 2008, hvor han købte kvinder fra det lokale narkoprostitutionsmiljø til at spille hovedrollen.
Han har også ”white-faced” en gruppe sydafrikanske skuespillere og fragtet en flygtningebåd fra Lampedusa til Danmark og ladet folk sejle i den gennem Københavns inderhavn.
I "Vi de 1%" sætter han fokus på uligheden i Danmark og imødekommer de fordomme, vi både har om dem med mange penge og dem med få.
- Vi lever alle i bobler med dem, vi selv ligner, og har forestillinger om hinanden. Jeg tror, at det er sundt, at vi møder hinanden i virkeligheden, og måske er der nogle ubekvemme samtaler, som ikke er så vanskelige at tage, som vi tror, siger Tue Biering, der ser teatret som et sted, der kan facilitere netop det.
- Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har løsningen på noget som helst, jeg vil hellere give publikum et problem, noget de skal tænke over. Noget de ikke glemmer lige med det samme.
Sammen med et professionelt team optræder frivillige aalborgensere således om få dage som sig selv, heriblandt rigmanden Martin Nielsen.
- Det er et dygtigt team, der står bag, og jeg tror, at det bliver en øjenåbner for alle at se stykket, uden at jeg skal røbe for meget af forløbet, siger Martin Nielsen, der ikke har noget imod at åbne op for andre om de privilegier og den frihed, der følger med penge nok.
- Jeg har slidt mig til dem, og jeg har faktisk aldrig mødt andet end respekt. Pengene har ikke ændret mig, jeg er stadig den samme i dag, som jeg var, da jeg kravlede rundt i frostvejr som tømrer og fastgjorde eternitplader, siger Martin Nielsen, der fastslår, at han er klar til at svare på de spørgsmål, der kommer.
- Livet er en skole, og vi mødes generelt for lidt på tværs af økonomiske skel, det tror jeg faktisk er sundt at gøre af og til, siger han.
Teaterstykket "Vi de 1%" kan opleves fra 24. til 28. april på Teater Nordkraft.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.