- I hele mit liv har jeg haft svært ved at føle mig hjemme

Scenen indrammer et tema, der løber gennem 26-årige Thomas Korsgaards forfatterskab og ikke mindst liv ved siden af skriften. Med romanerne ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der”, som nu er blevet samlet i en trilogi, har forfatteren skrevet tæt på sig selv. I tredje bind leger han ligefrem med at kalde Tue for Thomas. Hjemmet som idé og holdepunkt interesserer forfatteren, forklarer han en formiddag i sin lejlighed, som ligger og slumrer i det københavnske Nordvest-kvarter.

- Et hjem er en base. En base, jeg aldrig helt har følt, jeg har haft. I hvert fald ikke før nu. Hjemmet skal jo gerne være trygt, fordi du kan opbevare dig selv og dine ting her, men i hele mit liv har jeg haft svært ved at føle mig hjemme, siger han og ser frem for sig.

Tue-trilogien er netop blevet solgt til filmatisering. Det ligner da også i sig selv et filmklip, da Thomas Korsgaard kører spidsen af pegefingeren hen over overskægget, frem og tilbage, inden han så siger:

- Søren Ulrik Thomsen har for nylig skrevet essaysamlingen ”Store Kongensgade 23”, der handler om et sted, han bliver ved med at vende mentalt tilbage til, fordi det betyder noget for hans liv og erindring. Et slags mentalt helle eller hjem kunne man kalde det. Sådan kan jeg også godt have det med Nørre Ørum, hvor jeg er vokset op, men hvor Thomsen mærker nostalgi, når han tænker tilbage, mærker jeg det modsatte. Jeg har virkelig ikke lyst til at tage til Nørre Ørum, selvom mine tanker sommetider rejser derhen.

Følsomme erfaringer

Thomas Korsgaard voksede op for enden af en grusvej lidt uden for Skive. Barndomshjemmet var et sted, hvor han aldrig helt vidste, hvad der skete, når han trådte ind ad døren efter skole. Derfor blev skridtene da også tungere og tungere, jo tættere han kom på familiegården. Gruset søgte indenfor i skoene, blandede sig med fodsved, knasede mellem sokker og sål. Samme fornemmelser ulmer i Tue i romantrilogien, men dengang i begyndelsen af 2000’erne i Nørre Ørum gik drengen nu ikke på grusvejen og spejdede efter forfatterdrømmen ude i horisonten. At skrive fiktivt var slet ikke noget, der var en del af den mentale vægt i skoletasken.

- Jeg skrev først sådan rigtig som 13-årig, da vi havde et avis-forløb i skolen. Det var fascinerende, at ens ord kunne bruges til noget, syntes jeg, og jeg søgte straks job på den lokale ugeavis. Efter at have presset på i nogle år fik jeg lov til at skrive små artikler. Følelsen af at udkomme og skrive noget tekst, som andre læste, var helt vild. Uanset om det så handlede om et band, der elskede katte, eller om en mand, som var ved at forberede jordbærsæsonen, siger Thomas Korsgaard og smiler lidt fjernt, inden han nævner, at én af hans lærere nogle år senere opfordrede ham til at finde alternativer til journalistgerningen:

- I niende klasse gik jeg ind på hjemmesiden ug.dk og slog ”forfatter” op, så jeg kunne se, hvordan man blev det. Men der stod ingenting - altså vi taler en helt tom skærm - og det forstår jeg på sin vis godt i dag. Der er jo ikke en bestemt måde at blive forfatter på, for det handler om at få accepteret en roman, man har skrevet. Dengang stræbte jeg videre mod journalistikken, selvom jeg godt kunne se, at de ting, jeg interesserede mig for, var følelser og erfaringer - især mine egne - og det passer jo ikke så godt ind i journalistens rolle. Måske så jeg mest af alt journalistikken som en mulighed for at komme ud af Nørre Ørum. Jeg måtte videre, for jeg følte mig ikke hjemme noget sted.

Fik travlt

Han fik næsten kaffen galt i halsen den efterårsdag i 2014, da forlagsredaktøren sagde:

- Hvis du har en roman liggende, vil vi gerne læse den.

Thomas Korsgaard var efter gymnasiet flyttet til København og blevet optaget på et talenthold for aspirerende journalister. Men gang på gang fik han at vide, at hans tekster nærmere var skønlitteratur end journalistik. Derfor var han begyndt at skrive klummer og kommentarer til avisspalterne og internettet. Her havde forlaget lagt mærke til hans pen. De så en forfatter in spe. Problemet var bare, at Thomas Korsgaard ikke havde en roman med egen signatur liggende. Han havde skrevet hist og her. Og det var sådan set det. Alligevel svarede den unge mand friskfyragtigt:

- Jeg har faktisk skrevet på noget.

- Og så fik jeg jo travlt, griner forfatteren her otte år senere, inden han retter sig op i stolen:

- Da hun spurgte, om jeg havde en roman liggende, skete der et eller andet i mig. Noget faldt ligesom på plads. Jeg kunne mærke, at det var helt rigtigt. Det var den retning, jeg skulle i. Det var forfatter, jeg skulle være, og jeg vidste pludselig, hvordan jeg kunne blive det. Derfor sagde jeg meget bramfrit, at jeg hellere lige måtte bruge en uges tid på at skrive min tekst igennem, men reelt var jeg på bar bund. Jeg gik hjem og gjorde det første, der faldt mig ind. Jeg skrev fem sider ud fra noget, der kom indefra og ud - ikke udefra og ind. De fem sider blev til de første sider i min debutroman ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, for da jeg sendte det, lød svaret, at det var godt, og at jeg skulle sende resten. Og så havde jeg jo virkelig travlt!

Ydmygende tilværelser

Han bliver stille et øjeblik. Finder en cigaret frem, vender den mellem pege- og langefinger.

- I min litteratur beskæftiger jeg mig med mennesker, der lever ydmygede tilværelser. Jeg synes ikke, vi taler nok om dem, der lever ude i tilværelsens grænseområder. Det er vigtigt, at disse mennesker også får en stemme. Jeg kender til at vokse op under kår, som mange ser ned på, og den stemme er afgørende at bringe ind i litteraturen, hvis det også skal være en stemme i samfundet. Litteraturen kan meget mere end blot være flot at læse. Den kan fortælle om det, der omgiver os, ved at beskrive, hvad der sker inden i os. At jeg så samtidig går op i, at blikket ikke må være alt for dystert, tror jeg kun er en fordel, siger han så i en tone, der stiger kækt, men bliver snappet hurtigt af. Thomas Korsgaard stikker ild til cigaretten. Suger røg ind, puster ud og siger så:

- Min skrivning har uden tvivl en terapeutisk virkning på mig, for når jeg sætter mig og skriver, er det, som om jeg pludselig kan komme på sporet af mig selv. Egentlig ville jeg ønske, at jeg var begyndt at skrive tidligere, end jeg er. Måske som helt lille, men den mulighed var der bare ikke. Han vender sig kort om og fortaber sig i bogreolen, inden han drejer blikket tilbage til nutiden:

- Helt grundlæggende er jeg mest af alt interesseret i at finde ud af, hvordan det føles, at man godt må være her.

Omskiftelige idéer

Thomas Korsgaard har aldrig rigtig følt et tilhørsforhold. Det gælder ikke bare til familie eller hjem, men også til verden som helhed. Gang på gang kan han blive forundret, når han ser mennesker, der kommer spankulerende på gaden med en attitude, der nærmest råber, at de som det mest naturlige gerne må fylde noget. Sådan bevæger han sig ikke rundt. Når han forlader hjemmet i det københavnske Nordvest-kvarter, er han nærmere søgende. Han prøver at holde trit med tilværelsens gang. Forsøger at placere sig selv et sted, hvor det ikke virker forkert.

- Jeg føler mig ofte malplaceret. Faktisk kender jeg nærmest ikke til andre følelser end at føle mig ved siden af. Jeg ville ønske, at jeg kunne de sociale koder, men det er ikke nemt, og jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg ikke altid føler mig berettiget til at være i verden. Mange går glade og muntre gennem livet, men det gør jeg ikke altid, for jeg har en konstant følelse af, at jeg skal gøre mig fortjent til at være i live. Den følelse er ikke ligefrem en hjælp til hverdag, men den gør alligevel noget godt for mig, når jeg skal skrive, siger han og skodder smøgen.

- Jeg hører ikke til dem, der tænker, at det er muligt at føle sig hjemme overalt. Det tog mig flere år at føle mig nogenlunde hjemme her i min lejlighed. I tre år rykkede jeg rundt og rundt og rundt på møbler og skabe og seng, men nu står tingene endelig, så det ikke kan være anderledes, siger han, inden han igen ser frem for sig og konstaterer:

- At vokse op i et omskifteligt og utrygt hjem, efterlader dig med en følelse af ikke at måtte være her. Det er formentlig derfor, jeg ikke er så god til at finde mig til rette noget sted. Jeg har taget en uro og rastløshed med mig videre i livet, og jeg har som voksen måttet forpligte mig på, at jeg må skrive mig væk fra de følelser i stedet for at flygte fra dem. Jeg må konfrontere mine følelser, hvis jeg skal forstå, hvad jeg laver her. Hvis jeg skal føle mig hjemme i verden.

På årets Ordkraft-festival kan du møde forfatteren Thomas Korsgaard i flere forskellige sammenhænge. Du kan blandt andet opleve hørespillet "Chancevaske, " som Thomas Korsgaard har skrevet. Her medvirker skuespillerne Søs Egelind, Thomas Levin og Tobias Leander. "Chancevask" på programmet til Ordkrafts første dag - torsdag 7. april - klokken 16.30 på Royal Stage. Du kan orientere dig i programmet til ord- og litteratur-festivalen på hjemmesiden ord-kraft.dk. 

Blå bog

• Thomas Korsgaard er født i 1995 i Viborg.
• Hans debutroman, ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017, fik flotte anmeldelser og blev fremhævet af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Siden har ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der” rundet trilogien af.
• Han har været nomineret til et hav af priser. Blandt andet Bogforums Debutantpris, Læsernes Bogpris, Martha-prisen og Edvard P.-prisen. Har endvidere modtaget Otto B. Lindhardt-prisen og er nomineret til DR Romanprisen 2022.
• Ud over sine tre romaner har han skrevet en novellesamling og to børnebøger.