Spastiker og eks-kriminel er venner og kunstmalere

- Havde du sagt til os for ti år siden, at vi malede sammen og solgte vores malerier, så havde vi nok skraldgrinet af dig, siger Marc Ørum Habali. 

- Ja, det havde jeg i hvert fald, bekræfter Michael Thyregod. 

Michael er spastiker og sidder i kørestol, og Marc er hans hjælper. 

Siden Marc introducerede Michael til at male, er deres venskab og liv løbende blevet bedre, og selvom Marc arbejder for Michael, er det ikke den professionelle relation, der fylder. 

- I dag Michael er ikke bare min chef, han er også gået hen og blevet min bedste ven. 

Et stærkt venskab før kunsten

Venskabet formede sig hurtigt, da de mødtes første gang. På trods af deres forskelligheder fandt de hurtigt ud af, at de havde mere til fælles end som så.

Marcs livsstil og alt hvad hans kriminelle løbebane medførte, gjorde, at han have mistet håbet, sig selv og troen på, at livet nogensinde skulle blive godt.

Ligesom Michael, der også kæmpede med svære tanker, om alt det han ville, men ikke kunne på grund at sit medfødte handicap. 

- Jeg har døjet meget med nogle hårde depressioner. Når man lever sit liv i den verden, så er der meget negativitet og dårlige vibes, og det fik mig helt derud, hvor jeg ikke længere kunne kende mig selv. Det var en meget hård periode af mit liv, fortæller Marc.

Men i arbejdet med Michael og via de samtaler de havde, gik det løbende op for Marc, at der fandtes andet end livet i den hurtige bane.

- Jeg har aldrig haft en kammerat, som jeg har haft så dybe snakke med , som med Michael. Mange af dem, jeg er opvokset med, er lidt de samme typer, som jeg selv var. I det miljø var det meget tabubelagt at snakke om ens følelser og den bløde side, man har. Vi prøvede at have en hård facade overfor hinanden, og dengang var det jo lidt et svaghedstegn at vise, at man var blød, fortæller Marc og uddyber.

- Når jeg snakkede med Michael, kunne jeg mærke, at han var utrolig følsom og et kærligt menneske. For ham var det jo helt naturligt at snakke om, hvordan man havde det indeni. Derfor følte jeg også, at jeg kunne åbne op, som jeg ikke kunne med nogen andre.

De nordjyske urørlige

Hvis man har set den franske film og kæmpesucces "De urørlige", der handler om mødet mellem Philippe, som blev lam fra halsen og ned efter en paraglide-ulykke og hans hjælper Driss, der kommer fra et kriminelt liv i en forstad til Paris, er det umuligt ikke at få associationer til Michael og Marc.

Filmen portrætterer, hvordan mødet mellem to personer fra vidt forskellige verdener finder sammen og danner et venskab, der løfter dem begge i en positiv retning i livet. Og ligesom i Michael og Marcs fortælling, ligger et professionelt forhold til grund for det personlige.

Udover at Michael og Marc løbende blev bedre venner, betød Marcs arbejde med Michael også, at han pludselig havde noget at stå op for. Han havde et ansvar for andre end ham selv, og Michaels måde at anskue verden på, fik Marc til at kigge indad.

- Da jeg mødte Michael og fandt ud af, hvor meget livsglæde han havde på trods af sin situation, gav det mig en grund til at reflektere over mit eget liv og tænke, hvad fanden har du at klage over? Hvorfor går du og er så sur og tvær, når Michael, som har en del udfordringer i livet, stadig er super glad og vil have det bedste ud af sit liv?

- Det, at jeg pludselig havde et ansvar, og så det faktum, at vi vibede utroligt godt som personer og mindede meget om hinanden på mange punkter, gjorde, at jeg ændrede mig. Det var det, der gjorde, at jeg sagde til mig selv; Det er den her person, jeg vil være, og det er det, jeg vil med mit liv.

Et to-værelses atelier 

Da vi møder dem, er det i Michaels lejlighed i Nørresundby, som også er Marcs arbejdsplads og Michaels arbejdsrum.

Når man træder ind over dørtærsklen til den to-værelses lejlighed i Nørresundby, står det hurtigt klart, at kunsten fylder meget.

Som en stor kontrast til den ellers helt normale, stilrene lejlighed med hvide vægge, hænger der farverige malerier overalt. 

Er man stadig i tvivl om kunstens betydning, bliver man overbevist, så snart man får øje på Michael, der sidder i sin kørestol, som er prydet af malerklatter overalt.

Det samme gælder hans t-shirt og bukser, som i sig selv kunne være et maleri.

Bevæger man sig fra entreen og videre ind i køkkenalrummet, får man øje på Michaels arbejdsstation ved staffeliet i hjørnet af stue-delen af rummet.

Rundt om staffeliet er gulvet smurt ind i diverse farver - mest neonfarver - og hylderne bagved er fyldt med det akrylmaling, han bruger, når han maler.

Michael er født spastiker, men det holder ham ikke tilbage for at følge sin drøm om at kunne leve af sin kunst en dag. En drøm, som Marc har åbnet Michaels øjne for, og som de begge tror på.

- Håbet er, at jeg kan leve af det en dag og på den måde vise andre, at man godt kan være selvstændig, selvom man er født med et fysisk handicap, fortæller Michael.

Kunsten at tænke i farver 

De signaler, hjernen sender ud for at fremme og hæmme muskelspændinger, er i ubalance, når man er spastiker. Muskelspændingerne er større end hæmningen af muskelspændingerne, og derfor øges de, hvilket er det, der fører til stive, ukontrollerbare bevægelser.

Det er det, Michael kæmper med til daglig.

Hans hverdag kræver, at han det meste af tiden har hjælp omkring sig. Han skal hjælpes ud af sengen, i bad, have hjælp til at spise og til andre daglige gøremål som eksempelvis at handle.

Derfor er Michael omgivet af en af sine tre faste hjælpere - Fardin, Anja og Marc - i 18 timer i døgnet.

De ufrivillige bevægelser gør også, at Michael ikke "bare" kan male alt, hvad han forestiller sig. Derfor tænker han meget i farver, og det er tydeligt at se, at særligt kraftige neonfarver er et tema i Michaels kunst.

- Jeg elsker de her pangfarver, siger Michael med reference til det maleri, han er i gang med, og de mange akrylfarver der står fremme ved staffeliet.

Michael viser også et færdigt maleri i en masse blå og gyldne nuancer og fortæller, at farverne er valgt af den person, der skal købe maleriet.

- Det handler selvfølgelig også om hvilket stadie, jeg er nået til, eller om det er bestilt arbejde eller ej. Men generelt tænker jeg meget i, hvilke farver jeg synes passer godt sammen, og hvordan de skal sættes sammen, siger Michael.

Én ud af 100

Da den i dag 30-årige Marc Ørum Habali var 20, var han en helt anden person, end han er i dag.

- Jeg var selvdestruktiv, depressiv og kunne ikke kende mig selv efter at have levet som kriminel i en årrække.

Det er ellers et helt andet billede, man får, når man møder den velsoignerede, velklædte og rolige unge mand, der spørger journalisten, om han skal tage jakken og hænge den op. 

Dengang for ti år siden forsøgte Marcs mor at få sin søn væk fra hans dårlige livsstil og løbebane, og en dag foreslog hun ham at søge jobbet som hjælper for Michael.

Først tog Marc hende ikke seriøst. For hvordan skulle han kunne hjælpe andre, hvis han ikke engang kunne hjælpe sig selv? Alligevel fik noget ham til at kigge nærmere på jobansøgningen et par dage senere, og han besluttede at søge jobbet.

- Jeg var én ud af næsten 100 ansøgere. Og selvom Michaels forældre ikke tænkte, jeg var den perfekte til jobbet, så Michael noget i mig, som de ikke gjorde, og som jeg måske ikke engang så i mig selv, fortæller Marc.

Michael husker godt, at hans forældre, særligt hans far, ikke var yderst begejstret for, at valget endte på Marc, men for Michael var det anderledes.

- Jeg kunne mærke, at jeg kunne se meget af mig selv i Marc. Han elskede eksempelvis også fodbold, ligesom jeg gør, siger Michael. 

- Du gik meget med din mavefornemmelse, gjorde du ikke, spørger Marc ham. 

- Jo, lige præcis. Og jeg lever meget igennem min hjælper, så det var vigtigt, at det var en, der havde de samme interesser som mig, svarer Michael. 

- Ja og omvendt. Vi lever også meget igennem dit liv, siger Marc med tanke på ham selv og Michaels andre hjælpere. 

Kukkelure eller få noget ud af livet?

En dag da Marc, der går under kunstnernavnet "bymoeh" på instagram, havde eksperimenteret med kunsten i et års tid, og det var gået op for ham, at her var noget han kunne finde ud af, besluttede han at introducere kunsten for Michael.

- Jeg tænkte, at han da i hvert fald godt kunne holde penslen, så hvorfor ikke give det et skud, og kort efter kunne jeg mærke, at Michael elskede det. Han kunne blive ved og ved med at male, fortæller Marc og tænker tilbage på, hvordan Michaels kunst også inspirerede ham.

- Det gik hurtigt op for mig, at Michaels bevægelser gav kunsten sit eget liv. Det giver en vis uforudsigelighed, som gør Michaels malerier unikke.

Michael og Marc havde kendt hinanden i seks år og var for længst blevet tætte, da kunsten kom ind i billedet.

Løbende snakkede de om, hvordan de kunne gøre kunsten til mere end en hobby, og de blev enige om, at de lige så godt kunne prøve at give det, som de begge brændte for, en ekstra skalle, når de i forvejen tilbragte al den tid sammen.

- Vi spurgte hinanden: Hvaaa.. Skal vi bare sidde her og kukkelure engang imellem, eller skal vi rent faktisk prøve at få lidt mere ud af vores liv? siger Marc.

Siden har kunsten fyldt alt i deres liv. De er ikke sammen en eneste dag, uden at de maler eller snakker om fremtiden som kunstnere.

Fra FIFA til fuldtidskunstner

Efter Michael begyndte at male, er hans liv blevet bedre. Så simpelt kan det siges.

Hans livsglæde er blevet større, og de depressive tanker, der til tider har fyldt, er løbende forsvundet. 

Før Michael begyndte at male, brugte han det meste af sin tid på at spille FIFA på sin PlayStation, se film eller fodbold i fjernsynet. I dag er kunsten hans liv, og han maler mindst otte timer om dagen. 

- Jeg er dog stadig god til FIFA, griner han. 

Kunsten giver ham et frirum, han ikke har oplevet andre steder, og når han maler, står tiden stille.

- Nogle gange kan jeg sidde og male, og pludselig er der gået fire timer. Jeg glemmer alt om tid og sted, når jeg maler. Jeg elsker det, fortæller han og fortsætter:

- Før i tiden var jeg meget præget af mange negative tanker, der relaterer sig til de ting, jeg ikke kan, eller som er svært. Jeg vil jo også gerne gå i byen eller have et arbejde, men der er mange ting, jeg ikke kan, eller som er svære for mig. Jeg vil eksempelvis aldrig kunne passe et normalt 8-16 job. De tanker er der selvfølgelig stadigvæk en gang i mellem, men når jeg maler, tænker jeg ikke på det.

Mere end en hobby

Drømmen er at kunne leve af kunsten en dag.

At kunne tjene sine egne penge og ikke være ligeså afhængig af andres hjælp, som man er, når man er kørestolsbruger, er Michaels største motivation.

Han er godt på vej, men der er stadig et stykke vej, før det endelige mål er nået.

Indtil nu har Michael solgt et sted mellem 40 og 50 malerier, hvilket i sig selv er en flot bedrift, hvis man kender lidt til branchen. Malerierne har han solgt via de sociale medier, hvor han stolt viser sine værker frem.

Derudover er det lykkedes ham at få udstillet et udsnit af sine værker på Kildehuset i Aalborg, som er et arbejdsorienteret klubhus for mennesker, der er ramt af psykisk sygdom.

- Jeg ønsker at være et forbillede for andre med fysisk handicap, som har brug for en rollemodel. En der kan vise, at selvom man har nogle fysiske udfordringer, så er der stadig ting, man kan gøre. Sådan en rollemodel ville jeg selv gerne have haft, siger Michael.

Frygter du nogensinde, at folk køber din kunst i sympati?

- Nej. Jeg kan kun stole på, at jeg har evnerne til at lave noget, som folk ønsker, og at jeg ikke bliver valgt af medlidenhed. Det er også 90 procent af den respons, jeg har fået. For mig handler det om at få vist noget fedt kunst og måske ændre nogens syn på dét at have et handicap. Som kørestolsbruger kan man godt få en oplevelse af, at nogen tænker, at det er et mentalt handicap også. 

Vil inspirere folk som dem

Marc har også en drøm om at kunne leve af kunsten en dag, og selvom det i sig selv er et stort mål at sætte, stopper ambitionerne heller ikke der.

De ønsker begge at være en inspiration for andre, og den rejse forsøger de at opnå sammen.

- Jeg vil gerne inspirere mange af de unge drenge i underverdenen til ikke at komme langt ud i kriminalitet. Og Michael vil jo gerne inspirere andre i hans situation, så det er en lidt bred gruppe, vi gerne vil ud til, fortæller Marc.

Man kommer til at tænke på filmen "De Urørlige", når man hører jeres historie. Forstår du det?

- Ja, det har vi også fået at vide mange gange, griner Marc og forsætter.

- Dem, der har set filmen, de kan jo godt se, at det er næsten en afspejling af Michael og jeg. Da vi så den første gang, kiggede vi på hinanden og sagde: det er fandeme ligesom at se os. Alt, der sker i den film, har vi været igennem.  

Hvad er det helt præcis, I kan relatere til i filmen? 

- Båndet imellem dem, og at det hele ikke er så formelt, siger Michael uden tøven, og Marc tager straks over. 

- Ja præcis. De tager jo gerne lidt pis på hinanden, og det gør vi også. Og så det her med, at de kommer fra to vidt forskellige verdener. Det er jo nærmest vores historie. 

Om knap to uger får Michael, Marc og deres ven Fardin, som ligesom Marc har en lignende fortid og er Michaels hjælper, deres første atalier. Også i Nørresundby. Det er næste skridt på vejen mod deres drøm - at kunne leve af kunsten en dag.