Spritny nordjysk festival har Lars Findsen og Poul Krebs på programmet

12. til 14. juli kan du tage til Læsø Live - en ny nordjysk festival, der ikke prøver på at være stor, men dyrker eftertanken og fordybelsen

"Læsø er jo dansk turismes svar på DR2. Den er rimelig hemmelig, ganske begavet og ret overraskende", siger Kim Juul, der står bag ny festival på Læsø, der vil hylde dialogen og debatten. <i>Privatfoto</i>

"Læsø er jo dansk turismes svar på DR2. Den er rimelig hemmelig, ganske begavet og ret overraskende", siger Kim Juul, der står bag ny festival på Læsø, der vil hylde dialogen og debatten. Privatfoto

LÆSØ: Du kan høre foredrag med Lars Findsen, den hjemsendte tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, samt høre om fyren, der lod sin afdøde kæreste leve videre gennem kunstig intelligens.

Du kan også møde generalsekretær i Nordisk Ministerråd, Karen Ellemann, musikeren Benjamin Koppel og deltage i fællesspisning og fællessang. Og så er der debatter om børns trivsel og om forholdet mellem politikere, embedsværk og pressen, mediernes krise og udviklingen af mindre bysamfund. For ikke at nævne masser af musik, workshops og PH-viser.

Tænker du kulturradikal – jah, så er det ikke helt skævt, bortset fra, at arrangør Kim Juul, indehaver af Østergård Kultur Bed & Breakfast på Læsø, gerne vil ramme bredt.

Men han tør samtidig stå ved et lidt strammere kurateret koncept, der skal hylde demokratiet, fælleskabet og debatten.

Lars Findsen nåede at sidde 70 dage i Hillerød Arrest som varetægtsfængslet i sagen om læk af statshemmeligheder. På Læsø Live fortæller han om sine tanker om sagen. <i>Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix</i>

Lars Findsen nåede at sidde 70 dage i Hillerød Arrest som varetægtsfængslet i sagen om læk af statshemmeligheder. På Læsø Live fortæller han om sine tanker om sagen. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

For nylig fik han en mail fra en interesseret, der efterspurgte billetter udelukkende til Poul Krebs - et af festivalens musiknavne.

Hans svar lød, at de enkelte dages events skal ses som et hele. Som en gammeldags avis, hvor man slår op for at læse en artikel om ét emne, men undervejs bliver fanget af noget helt andet, man ikke anede, man ville finde interessant.

- Jeg vil selv rigtig gerne overraskes, men det forhindrer nettets algoritmer i høj grad i dag, fordi vi hele tiden bare får mere af det, vi allerede søger på. På den måde bliver vores verden hele tiden mindre og mindre, selvom informationerne flyder frit, siger Kim Juul, der håber, at publikum vil gå til den nye festival med et åbent sind over for andt end det, der fik dem til at indløse billet.

- Jeg håber, at mange vil gå derfra og tænke ”hold kæft hvor er Poul Krebs fed, men jeg hørte også dét der”. Og måske har de endda mødt nogle nye mennesker eller deltaget i en spændende debat.

Over 151.000 turister besøger hvert år Læsø, der har cirka 1.800 indbyggere. <i>Privatfoto fra event på Østergaard Kultur B&B</i>

Over 151.000 turister besøger hvert år Læsø, der har cirka 1.800 indbyggere. Privatfoto fra event på Østergaard Kultur B&B

Taler ind i tidsånden

Kimen til festivalen kan i virkeligheden spores mange år tilbage.

Kim Juul har en baggrund som tekstforfatter og krimiforfatter. Da hans hustru Anna Katrin Nørgaard, som har arbejdet som journalist og tilrettelægger på DR, gik i gang med at lave højskole på Mallorca, opdagede han, at det er ”sindssygt hyggeligt at have gæster”.

Da hun også begyndte at tale om en bed & breakfast, afviste han det i første omgang. Men som tiden gik, fangede idéen alligevel an.

De kiggede i en tid efter et sted på Samsø, men kunne ikke finde det rigtige, og så dukkede Østergaard Bed & Breakfast på Læsø op. Det var under corona – en periode, der blev et vendepunkt for mange, der blev hjemsendt og fik tid til at forholde sig til det, de fyldte deres liv med. Det samme gjaldt for parret.

For to et halvt år siden overtog de Østergaard Bed & Breakfast, og de har siden da også udviklet det som kultursted, og sidste år kunne man opleve en pop-up restaurant der.

- En festival er ikke en nem måde at tjene penge på, men det handler jo heller ikke udelukkende om det, siger Kim Juul, der bor delvist på Læsø, delvist i Snekkersten.

Siden, han rykkede en del af sit liv til øen, har han forelsket sig i den og dens beboere.

- Hvis du vil overleve på Læsø, er du nødt til at være begavet, for du får ikke noget forærende af naturen eller geografien, og turistsæsonen er kort. Du kan ikke bare tage et koncept et andet sted fra og flytte op til øen, der fungerer ikke. Du er nødt til at finde en måde at gøre det på, som er unik.

Og han tror på, at meget i samfundsudviklingen lige nu er i Læsøs favør.

- Under corona opdagede mange af os, at vi faktisk trives med langt mere ro, end vi befinder os i til daglig, og teknologien betyder, at mange flere sagtens vil kunne bo på og arbejde fra et sted som Læsø. På den måde taler Læsø taler ind i tidsånden lige nu. Når du kører af færgen til Læsø, sænker dine skuldre sig, siger Kim Juul.

Billetpriser til festivalen ligger på 650 kr. for en dagsbillet og 1.095 kr. for en partoutbillet til alle tre dage. De forventer i år at sælge 350 billetter, næste år 700 billetter samt at være på fortsat fondsstøtte. <i>Privatfoto fra event på Østergaard Kultur B&B</i>

Billetpriser til festivalen ligger på 650 kr. for en dagsbillet og 1.095 kr. for en partoutbillet til alle tre dage. De forventer i år at sælge 350 billetter, næste år 700 billetter samt at være på fortsat fondsstøtte. Privatfoto fra event på Østergaard Kultur B&B

På samme måde har han tiltro til den nye festival trods oplagt konkurrence fra events som Kulturmødet Mors i august, hvor af en stor del af eventsene er gratis.

´- Jeg synes, at vi præsenterer et ualmindeligt godt program, og vi skal ikke sammenligne os med Folkemødet på Mors, der har 30.000 mennesker forbi. Vi laver en intim festival med sin helt egen identitet, og det er jeg sikker på vil appellere til mange.

Det kan du opleve på festivalen

For et par år siden mistede en ung softwareudvikler sin kæreste, og i sin sorg indlæste han al hendes kommunikation over sms og sociale medier til ham ind i en gpt chatbot, der overtog den kommunikation, han havde haft med hende. Det gav ham en følelse af at være i kontakt med hende hinsides. Efter et par år skrev hun, at nu mente hun, at han måtte videre. Kunstig intelligens kan altså holde os åndeligt i live, selv i døden, men skal vi overhovedet det? Professor Tomas Ploug taler om de etiske dilemmaer ved det.

De unge bør have sparket ind i de store byer, og i mellemtiden skal de mindre byer gøres attraktive at vende tilbage til, mener Sociolog Eva Mærsk. Mød hende i en debat med blandt andet Læsøs borgmester.

I sit samarbejde med Benny Andersen stod Poul Dissing tydelig frem som en tidløs budbringer af en særlig og kærlig danskhed. Forfatter Jens Folmer Jepsen fortæller om sit arbejde med sin biografi om ham, og Dissing-sange fremføres af Marie Frank og Anders Nolde.

Mød også Lars Findsen, Michelsen & Bramsen - de karismatiske forsangere fra Tøsedrengene og Ray Dee Ooh, TV-vært Anne Hjernøe, Pernille Højmark, forfatter Annelise Marstrand-Jørgensen m. fl. og deltag i workshops i blandt andet kor, yoga og fermentering.

Se hele programmet på oestergaardkulturbb.dk/l-s-live-2023

Festivalen er blevet til med støtte fra blandt andet Nordea Fonden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.