Kulturkaravanen på tur til Thy
Den nordjyske Kulturkaravane trækker i næste uge gennem Thy - med et "overflødighedshorn" af tilbud
THY-HANNÆS: Temaet hedder "Hverdagsglimt". Men ifølge Thisted Kommunes KulturRummet er det kulturudbud ud over det sædvanlige, som præsenteres, når den nordjyske Kulturkaravane i næste uge trækker gennem kommunen.
"Et overflødighedshorn af unikke kulturtilbud og oplevelser", hedder det i kommunens pressemeddelelse.
Kulturkaravane Nord er et samarbejde mellem en række kulturinstitutioner og de nordjyske biblioteker. Ambitionen er at skabe oplevelser i samarbejde med lokale kunstnere og andre kulturaktører - samt skoler og virksomheder.
I Thy er Nordvestjysk Pigekor en af de lokale samarbejdspartnere. På Thisted Bibliotek holder koret fredag 28. september sangaften "ud i den blå" - det vil sige Højskolesangbogen. Og samme aften vil pigekoret præsentere et vers om Thy, som koret har skrevet til Den Nordjyske Sang - en sang, der skal handle om alle de nordjyske kommuner.
I øvrigt omfatter Kulturkaravanens tilbud til voksne bl. a. en "brevskrivningskoncert" på Hanstholm Fyr, en formiddag om "samtalekraft" på Hurup Bibliotek. Samt en omgang lyrikbingo, leveret af bibliotekets bogbus, der til lejligheden er omdøbt til Lyrikbussen. Den gør lørdag formiddag holdt ved landingspladsen i Vorupør, hvor Madpakkehuset "vil summe af lyrik", lover arrangørerne.
Biblioteket i Thy tilbyder at lære at lave interviews til sociale medier, og fotograf Tao Lytzen fra PixlArt underviser i fotokunst på sociale medier - under overskriften "Hverdagskunst".
Ud over disse og andre annoncerede begivenheder byder Kulturkaravane-besøget også på tre "pop-up-koncerter" på en skolen, en virksomhed og et ældrecenter, fortæller Jennifer Strohmeier, kulturkonsulent i Thisted Kommune.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.