Kvinde kureret for brystkræft efter eksperimentel behandling

Dansk forsker jubler, men en anden understreger, at det ikke er sikkert, at behandlingen virker på andre

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

USA:I USA har en kvinde deltaget i et succesfuldt eksperiment, som har kureret hende for den brystkræft, der var tæt på at tage hendes liv.

Forskerne bag eksperimentet lykkedes med at bruge kvindens eget immunforsvar, såkaldt immunterapi, til at bekæmpe den brystkræft, der havde spredt sig fra brystet og ud i kroppen.

22 måneder efter første behandling var hun helt uden sygdomstegn. Det viser en ny forskningsartikel udgivet i tidsskriftet Nature Medicine ifølge Videnskab.dk.

Det er samtidig første gang nogensinde, at forskere er lykkedes med at opnå så gode resultater med immunterapi til behandling af brystkræft.

- Det er et stort gennembrud, at man overhovedet er lykkedes med at få effekt på brystkræft med immunterapi. Og så er det endda med en overordentlig stor effekt, siger Inge Marie Svane, leder af Center for Cancer Immunterapi-CCIT og overlæge på Kræftafdelingen på Herlev Hospital, til Videnskab.dk.

Hun har ikke selv bidraget til undersøgelsen, men behandler selv modermærkekræft-patienter med immunterapi.

Immunterapi kan noget særligt

Inden eksperimentet havde den kvindelige patient fået en række andre standardbehandlinger, heriblandt kemoterapi, som ikke havde slået den aggressive kræft ned.

Kræftcellerne blev derfor ved med at sprede sig i hendes krop, og udsigten til, at hun ville overleve, var dårlig.

Forskerholdet fra det amerikanske kræftforskningsinstitut, National Cancer Institute, tilbød den kvindelige patient at deltage i et eksperiment med en ny form for immunterapi. Behandlingen gjorde de såkaldte T-celler i kvindens immunforsvar i stand til at bekæmpe kræftcellerne. Efter 22 måneder var alle kræftceller i kvindens krop forsvundet.

Det nye studie viser ifølge Inge Marie Svane, at immunterapi kan noget helt særligt, men man skal bide mærke i, at eksperimentet kun omfattede den ene kvinde.

Måske en enlig svale

Det har tidligere vist sig, at nogle patienter reagerer særligt godt på lignende behandling af kræft, hvor andre ikke har specielt stor effekt, lyder det fra professor Nils Brünner.

- Det er et spændende studie, som giver mulighed for at opstille hypoteser, som man kan afprøve i et større studie. Men som det er nu, kan man ikke afgøre, om dette bare en enlig svale, understreger Nils Brünner, leder af Enhed for Anvendt Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse og professor på Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi ved Københavns Universitet, ifølge Videnskab.dk.

Brystkræft er en af de mest udbredte kræftformer, som over 1.000 danske kvinder dør af årligt, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.