Selvfølgelig er der enkelte personligheder, som uden de store armbevægelser kan have gennemslagskraft i Bruxelles. Men de hører til et svindende mindretal af fortidens gamle hanelefanter, der efter en stor national karriere og med en rygsæk endnu fuld af idéer og intellektuel motorkraft, har noget reelt på hjertet til gavn for EU's udvikling.

Nøglen til succes

Et par af de kandidater, der nu forsøger at blive valgt til Europa-Parlamentet, har spurgt mig hvor meget - underforstået hvor lidt - man kan nøjes med at være til stede i parlamentet. Det er et fair nok spørgsmål. For det kunne jo godt være, at det er lidt som hjemme i Folketinget, hvor der faktuelt er flere mødefrie dage og uger i løbet af året sammenlignet med EP.

Europa-Parlamentet er vist det mest arbejdstunge parlament af alle i Europa. Hele 44 uger om året. Der er ingen vinter- eller efterårsferie og danske helligdage er ikke normen i EU. Tolv af ugerne lægges i Strasbourg med al det rejsecirkus, der følger med, fordi det står i traktaten, at sådan skal det være.

Otte af ugerne er fri for udvalgs- og gruppemøder, så man kan arbejde hjemme i sin valgkreds (i Danmark er det hele landet) eller tage på delegations- eller studierejser eller helt holde fri - i al diskretion. Resten af tiden - og det er faktisk ret mange uger, er man i Bruxelles. Fra mandag til fredag. Sådan er det oftere og oftere, fordi antallet af udvalg stiger og omfanget af sager, møder, forhandlinger etc. stiger endnu mere.

I gamle dage - for kun en periode siden, var det reglen, at MEP'erne dukkede op i Bruxelles mandag aften eller tirsdag morgen og blev til torsdag middag. Sådan er det ikke i mere.

Svært at distanceblænde 

Selvfølgelig er der ikke mødepligt. Man kan ikke blive smidt ud af Parlamentet, fordi man ikke møder op. På den måde står man alene til ansvar overfor egen moral, egne vælgere og for nogens vedkommende også sit eget parti. 

Er man god til at få det til at virke som om, at man laver en hel masse - og her er de sociale medier ukritiske scener for kreativ selvpromovering, som selv de erfarne journalister har svært ved at forholde sig kritisk til - kan man nå langt med en begrænset indsats. 

Endnu. 

Man kan stadigvæk slippe afsted med at være fraværende til den del af det, man kunne deltage i som udvalgsmedlem, som delegationsmedlem, som forhandler eller bare som et almindeligt umage menneske, hvis man ikke bryder sig om at sætte sig ind i en del af de mange hundrede spørgsmål og forslag, man hver eneste måned stemmer om.

Sådan skal det også principielt være. 

Synes jeg. 

Som dansk konservativ hylder jeg "frihed under ansvar" med vælgerne som de retfærdige dommere af de opnåede resultater, der ikke må måles alene på antallet af timer, man har brugt på at opnå dem. 

Heldigvis bliver det sværere og sværere at distanceblænde vælgerne og medierne. Dels måler vores egen gruppe - eller i al fald gør EPP - vores fremmøde i udvalg, og dels findes der indflydelsesundersøgelser, der mere og mere troværdigt ranglister MEP'erne. Det typiske er, at indflydelse måles på, om du forhandler sager eller har en tillidspost i din gruppe eller i Parlamentet. Og det gør du kun, hvis din gruppe kan se, at du kan og vil smøge ærmerne op. Derfor ville jeg kalde et program om arbejdet i Europa-Parlamentet for “Tilgængelighed, tilgængelighed, tilgængelighed”. 

Læg dertil, at de tider er forbi, hvor man så igennem fingre med, at du som forhandler primært hypper egne nationale mærkesager på fællesskabets bekostning. Den går ikke længere. Det er blevet sværere og sværere. Blandt andet fordi Europa-Parlamentets grupper er blevet flere, og ingen har nemt ved at finde et flertal med dem, de tidligere plejede at bestemme det meste sammen med. Hvilket er positivt, selvom det ikke har gjort det nemmere at være chefforhandler. 

Men der er altså noget grundlæggende sundt ved, at vi skal finde løsninger, der kan accepteres af flere politiske grupper end bare de få store. Løsninger, som giver mening i både store som små lande i EU. Det giver mulighed for, at pragmatismen som norm råder over populisme og dermed, at langtidsholdbare aftaler og love kan blive udviklet og aftalt med solide flertal. Det betyder, at Europas fælles lovgivende forsamling af direkte folkevalgte står stærkt i forhandlingen overfor et Råd, der ikke altid tænker i helheder og med det lange lys tændt.

Og så slutter vi ved endnu et argument for, at et boligprogram om Europa-Parlamentet nok skulle hedde "Tilgængelighed, tilgængelighed, tilgængelighed": Nemlig det forhold, at hvis man er nærig med sin egen tilgængelighed og proaktive arbejdsindsats for et nysgerrigt samarbejde med kollega-MEP'erne, så får man ikke den nødvendige viden om og inspiration til, hvordan ens egne politiske ideer kan blive udbredt til andre. Og så når man jo ingen vegne. 

Det er ikke anderledes end i mange andre af livets sammenhænge: Man skal nogle gange forklare sin sag flere gange og med de begreber, man undervejs finder ud af, at andre forstår. Ergo er mit svar til kandidaterne, at de ikke skal regne med, at "så lidt som muligt" er nok til, at de kan være bekendt at bede vælgerne om at stemme på sig den 9. juni.

Den amerikanske opfinder Thomas Edison sagde angiveligt, at geniet bruger 1 procent inspiration og 99 procent transpiration. 

Man behøver ikke være et geni for at være politiker. Mindre kan også gøre det, og det ville i grunden ikke være så ringe endda.