Krag efterfulgtes af Anker Jørgensen, Svend Auken, Poul Nyrup og Mogens Lykketoft og den gode udvikling fortsatte. 

Man kunne faktisk være helt stolt over at være socialdemokrat. 

Men med Helle Thorning og Mette Frederiksen er det gået den gale vej, og uligheden er stigende. Thorning lyttede for meget til Corydon, og Mette Frederiksen er efter en hæderlig første regeringsperiode gået helt galt i byen med sin treparti-regering. Verdens smalleste brede regering som lagde fra land med 90 mandater og med enestående uforstand har arbejdet sig ned på 60 mandater i meningsmålingerne - i løbet af et år.

Den socialdemokratiske mindretalsregering i forrige periode var der en vis fornuft i. Den kunne skabe resultater med skiftende flertal. 

Hvordan i alverden kunne Mette Frederiksen tro, at denne Mickey Mouse regering kunne skaffe resultater til gavn for flertallet.

En fjernelse af Store Bededag vakte ikke jubel hos det arbejdende folk og har kostet 30 mandater. Skattereformen giver store skattelettelser til de højst lønnede og en smule til de, der er på arbejdsmarkedet. De øvrige, kontanthjælpsmodtagere, syge og arbejdsløse, førtidspensionister og SU-modtagere fik en lang næse. Det er ellers dem, der har mest brug for pengene, især når deres dyrtidsregulering er lavere end andres og et år forsinket. Var det ikke bedre at have brugt skattelettelsen på at lappe på vort velfærdssamfund, som er ved at gå op i limningen. Især handicappede får en elendig behandling. Dertil kommer, at Socialdemokratiet ukritisk har adopteret Dansk Folkepartis tåbelige og menneskefjendske udlændingepolitik, som også rammer danskere, der vender hjem fra udlandet.

Socialdemokratiet har også ukritisk overtaget de borgerliges ghettopolitik, hvor man smider de fattige ud af deres boliger, bare fordi de er fattige. De fattige er jo nødt til at klumpe sig sammen i de boliger, de er i stand til at betale for.

For at det ikke skal være løgn, så lukker Socialdemokratiet øjnene for, at 47.000 børn vokser op i fattigdom. Deres seneste forlig gik ud på at hjælpe 2000 børn ud af fattigdom.

Alle disse ting forøger uligheden og modarbejder de forbedringer tidligere generationer af Socialdemokrater har kæmpet for. Hvad bilder Mette F. sig ind?

Når man iagttager disse handlinger, kan man som socialdemokrat gøre som Ole Stavad, der i sidste uge skrev et læserbrev, som gav pressen skylden for regeringens ringe opbakning og sluttede med: “Hvor har vi det godt”. I det mindste kunne den gode Stavad have skrevet: Har vi 75% det ikke godt! I min optik skulle Socialdemokratiet have behandlet de sidste 25% væsentligt bedre.

Der er ikke noget i vejen med Socialdemokratiet i kommuner og regioner. Der kæmper de en hård kamp for at få enderne til at nå sammen, så velfærdssamfundet ikke kollapser på grund af manglende penge.

Min reaktion er anderledes. Da jeg konstaterer, at det Socialdemokrati, jeg meldte mig ind i, ikke eksisterer længere, har jeg stillet mit medlemskab i bero, indtil der kommer andre boller på suppen. 

Altså en anden ledelse og en anden politik.

Farvel Mette F.