Debat

Kære kandidater: Find modet til at investere i de mest sårbare børn

- Vores klare indtryk er, at kommunerne for ofte begynder med at give et mindre specialiseret – og dermed billigere – tilbud for at se, om det går, lyder det i indlægget. 
- Vores klare indtryk er, at kommunerne for ofte begynder med at give et mindre specialiseret – og dermed billigere – tilbud for at se, om det går, lyder det i indlægget.  Modelfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

HJÆLP: Social- og handicapområdet er måske ikke et kommunalvalgsemne, der sætter ild til kommentarsporene på Facebook på samme måde som parkeringspladser og jernmarker. Ikke desto mindre er det et område, hvor kommunerne har enorm indflydelse, og hvor der er brug for lokalt mod til at skabe forandringer, der løfter omsorgen for de mest udsatte. Det gælder ikke mindst for de børn og unge, der har brug for en særlig støtte fra samfundet for at kunne forme et godt liv. Dem håber vi, at kommunalvalgskandidaterne vil huske deres ansvar for, når valgplakaterne er taget ned.

Nogle af de børn, vi taler om, bor på det socialpædagogiske børne- og ungehjem Ølandhus, som har afdelinger flere steder i Nordjylland. Børnene har hver deres historie og baggrund, men fælles for dem er, at de bærer på erfaringer som omsorgssvigt eller svære familierelationer, kombineret med psykosociale og adfærdsmæssige udfordringer som ADHD, angst eller autisme. Men de er også kærlige, nysgerrige, sjove og viljestærke, og på Ølandhus gør medarbejderne alt, hvad de kan, for at give børnene en tryg hverdag, hvor de oplever at høre til, og hvor de får den højt specialiserede støtte, de har brug for, til at trives og udvikle sig.

Desværre sker det alt for ofte, at børnene kommer til Ølandhus med langt mere i bagagen, end de burde. Mange har en række fejlslagne anbringelser bag sig, og ofte har det sat dybe spor, forstærket deres mistrivsel og gjort det vanskeligt for dem at have tillid til voksne. Det betyder, at der bruges mange kræfter på at reparere og symptombehandle, som kunne have været undgået.

Det problem er ikke unikt for Ølandhus. En ny undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at knap 40 procent af anbragte børn og unge har været anbragt mere end én gang, og hver femte ung har været igennem tre eller flere anbringelser. Fra LOS’ rådgivning ved vi også, at billedet går igen i hele landet. Og det handler ikke kun om anbringelser. Vi ser også, at kommunerne er tilbageholdende med at give sårbare børn særlige skoletilbud, hvor rammerne er markant anderledes end i folkeskolen, og hvor behandling og undervisning går hånd i hånd.

Vi oplever, at kommunerne tøver med at give de rette tilbud fra start. Ikke på grund af manglende vilje, men fordi der er pres på budgetterne. Vores klare indtryk er, at kommunerne for ofte begynder med at give et mindre specialiseret – og dermed billigere – tilbud for at se, om det går. Virkeligheden er bare for det meste, at det ikke går, men at der er stor risiko for, at det gør det hele værre.

Det er der brug for et opgør med. Det kræver, at de kommunale politikere er villige til at investere i den kommunale visitation. De skal sikre, at de socialrådgivere, der har de faglige kompetencer til at se og inddrage børnene, også får tiden og mandatet til at udføre deres arbejde godt.

Kortsigtede økonomiske hensyn må aldrig stå over hensynet til sårbare børns trivsel, udvikling og læring. Alle børn, der har haft en svær start på livet, fortjener de bedste forudsætninger for at skabe en tryg og stabil fremtid.

Så kære kommunalvalgskandidater: Find modet til at investere i, at alle børn fra start får det højt specialiserede bo- og skoletilbud, som er det rigtige for dem. Det koster måske på den korte bane. Men på den lange bane er det både menneskeligt og økonomisk bæredygtigt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden