Læser: Hvad mener Nordjyske egentlig om Hamas og Israel?
Nok er Nordjyske at betragte som et delvis regionalt dagblad, "uafhængig af alt andet end Nordjylland."
Alligevel kan man som mangeårig daglig læser af dagbladet godt forvente avisens egen klare stillingtagen til konflikten i Mellemøsten mellem den muslimsk dominerede terrororganisation Hamas og den demokratiske stat Israel.
Flere og flere, også danskere, forbigår, at det var den af USA og EU betegnede terrororganisation Hamas, der uden varsel indledte et stort anlagt bombeangreb, samt civile drab på uvarslede israelske borgere.
En krig er i gang mellem palæstinensere, manifesteret ved terrororganisationen Hamas, der understøttes af staten Iran militært og økonomisk, og den vestligt orienterede stat Israel.
Det er endvidere en kendsgerning, at Hamas ikke ønsker nogen tostatsløsning, ligesom Israel har erklæret ikke at kunne eksistere side om side med en Hamas-domineret palæstinensisk stat.
Ifølge professor ved Syddansk universitet, Lars Evers Andersen, meddeler terrororganisationen Hamas i sit charter som dens angivelige mål at bekrige Israel. Det vil ske i form af drab på alle civile borgere i Israel.
Altså ej heller noget løfte om en tostatsløsning derfra.
Svar fra Nordjyske: Det er rigtigt, at Nordjyske ikke så ofte skriver om sin holdning til konflikten i Israel, og det er også ganske rigtigt primært, fordi Nordjyske er et regionalt medie. Nordjyske skrev dog om sin holdning til konflikten i en leder 11. oktober 2023, og vores holdning i den pågældende leder har ikke ændret sig.