For rare er billederne ikke, opløftende er udsigterne aldeles ikke, og endnu en krig var sådan set det sidste, verden havde brug for lige nu. 

Men sådan er virkeligheden desværre, og den kan vi ikke zappe væk fra. 

Uanset hvad får krigene i Ukraine og Israel konsekvenser for os, og der tegner sig konturerne af en verden, hvor Vesten står stadig mere alene. 

Lørdagens angreb på Mellemøstens eneste demokrati var endnu et skridt i den retning. 

- Vi kysser dem, der planlagde angrebet på det zionistiske regime, lød rosen fra den iranske Ayatollah Ali Khamenei.

Helt så vidtgående kommer ayatollahens allierede, Putin og Rusland, ikke til at udtale sig, men givet er det, at Kreml vil være mere på linje med Iran end med Vesten. 

Rusland har indtil videre ikke fordømt angrebet, tværtimod har flere fremtrædende russiske politikere nærmere anklaget Vesten for at være skyld i angrebet. 

Tirsdag gjorde regeringen heldigvis det eneste rigtige i den nuværende situation. Nemlig at stoppe for en del af pengestrømmen til palæstinenserne - både på Vestbredden og i Gaza. I nærmeste fremtid vil der kun blive sendt penge til direkte nødhjælp.

Det er en beslutning, der desværre kommer med betydelige konsekvenser for uskyldige civile. 

Gaza-striben var også før denne uge et elendigt sted at bo, men nu er det omtrent et af de værste steder i verden.

Her er omtrent to millioner mennesker - næsten halvdelen er under 18 år - spærret inde i et område mindre end Vendsyssel. Nu står de uden vand og elektricitet, og fødevareforsyningen er usikker. Hospitalerne er fyldt til sidste seng, og snart vil der være mangel på alt i Gaza. 

Selvfølgelig hjælper det ikke på deres situation, at vestlige lande nu stopper en stor del af hjælpen. 

Det er ulykkeligt, men desværre er der ikke noget alternativ. 

Danmark kan og skal ikke sende penge til projekter i et område, der er styret af en terror-organisation, og derfor var det en rigtig beslutning.

Nogen større forskel - om overhovedet nogen - gør den dog næppe. 

Hamas bekymrer sig ikke synderligt om den befolkning, de ellers hævder at kæmpe for. De var fuldt ud klar over, at deres angreb i sidste ende også ville ramme deres egne. 

Muligvis fik de endda præcis det udkomme, de havde håbet på. For Israels brutale svar - total blokade, regn af missiler og Netanyahus hævntørstige retorik - efterlader ikke meget håb om en bare nogenlunde tålelig eller snarlig udgang. 

Tværtimod er der grund til at frygte, at krisen vil eskalere. En ny intifada på Vestbredden er en umiddelbar risiko, borgerkrigslignede tilstande i Israel en anden, og en egentlig krig med deltagelse af flere parter er ikke længere så usandsynligt. 

Der bør Danmark nødvendigvis stå på Israels side - i hvert fald så længe, at Israel overholder konventioner og krigens love. 

Uskyldsrene er Israel bestemt ikke, og også fra IDFs side er der historisk set begået overgreb mod den palæstinensiske civilbefolkning. 

Men Israel er ikke et land, der vil os det ondt.