Debat

Pædagog: Mark burde takke staten for den barsel, han ikke gider tage lige nu

Mark Knudsen (på billedet) skal tænke på barnets tarv før sine egne behov, mener pædagog og lærer Erik Pedersen.
Mark Knudsen (på billedet) skal tænke på barnets tarv før sine egne behov, mener pædagog og lærer Erik Pedersen. Foto: Torben Hansen

Opdateret 24. juli 2024 kl. 10:33

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mark Hellerup Knudsen, der er Global Head of People & Culture i MapsPeople, mangler glæden ved at være på barsel på grund af barselsreglerne. 

Jeg ved ikke, om det er Knudsens forståelse af sin forældrerolle, eller det er hans liberalistiske ideologi, der skygger for den manglende forståelse for barselsreglerne.

Når man får et barn, er man ikke den vigtigste person i ens liv mere! 

Som forældre har man et ansvar for det barn, man har sat i verden. 

Et barn kan ikke forvalte sig selv, det skal have støtte og rollemodeller i familien, så barnet kan tilegne sig viden, normer og værdier. 

I den sammenhæng er det vigtigt, at BEGGE forældre har en tæt følelsesmæssig relation til barnet. 

For opdragelses -og dannelsesmålet er, at barnet bliver selvforvaltende, så det kan indgå i det fællesskab, som et samfund er.

Ny tryghedsperson

Der er mange familier, der har stået med følgende erfaring: I en periode i den tidlige barndom vælger barnet, at det kun er moderen, der kan få lov til at hjælpe og være omsorgsperson for barnet, også kaldet” morsyg”. 

Det sker, fordi der gennem amning og barsel er skabt en tilknytning til moderen, som gør hende til en tryghedsperson. 

De nye barselsregler giver faren samme mulighed for at etablere en tæt følelsesmæssig relation, via barselsorloven med barnet og for eksempel gennem babysvømning, babygymnastik o.l. 

Dermed får barnet begge forældre som tryghedspersoner. 

Psykologer taler i dag også om ”farsyg”.

Mark Hellerup Knudsen fortæller om sin holdning til barselsreglerne og knytter dem op til sin politiske holdning som medlem af Liberal Alliance

- Jeg føler det oprigtigt som tvang, når vi som familie ikke længere har besluttet, at det er lige præcis nu, jeg skal bruge tid med min datter. Det kommer til at ligge et åg over det hele, siger han.

Liberale værdier dur ikke

Jeg er særdeles glad for, at vi lever i et samfund, hvor man har en barselslov, hvor samfundet tager barnets perspektiv og dermed barnets tarv. 

Set fra barnets synspunkt er det vigtigt i en tidlig alder at have en tæt følelsesmæssig relation til begge forældre, for så får barnet to omsorgspersoner, som det har den fundamentale tryghed ved og som giver barnet de bedste udviklingsbetingelser.

De liberale værdier om frihed og ”individet skal være sin egen lykkes smed” dur ikke i denne sammenhæng. 

Tak staten, Mark Hellerup Knudsen, for, at vi i Danmark har barselsregler, der tilgodeser dit barns behov. 

Jeg håber, du får en dejlig barselsorlov med masser af kvalitetstid med din datter, så I kan få en dejlig kærlig relation. 

Barnets tarv går forud for de liberale frihedsværdier. Så selv om jeg ved, at det er hårdt for en, der er liberal, at takke staten, bør du gøre det.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden