Lyt til artiklen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Tror du kun på det, du kan se? Det spørgsmål rører ved noget grundlæggende. For tro handler jo netop om noget, der ikke kan stilles frem på et bord og bevises. Kærlighed kan heller ikke ses. Ikke direkte. Det samme gælder håb, sorg, savn, tillid og ensomhed.

Vi accepterer, at meget af det vigtigste i et menneskeliv er usynligt. Og alligevel kan vi have overraskende svært ved at tro på det, vi ikke kan se hos hinanden.

Det ved jeg noget om. “Jeg tror ikke på, at du har ondt.” Den sætning har jeg hørt mange gange gennem mit liv. Som regel er den ikke blevet sagt for at såre mig. Nogle gange næsten som en kompliment. For jeg ser jo ikke ud, som om jeg har ondt. Jeg vrider mig ikke. Jeg skriger ikke. Jeg taler, griner, arbejder og interesserer mig for andre mennesker. Så hvordan kan jeg samtidig have kroniske smerter?