I EU har man i stedet valgt at sætte tal på, hvor mange immigranter der skal fordeles mellem EU landene. Her sender man i stedet et signal til menneskesmuglere, at der stadig er en forretning til dem og til resten, at det stadig er et forsøg værd at sætte liv og lemmer på spil. Dermed står døren stadig på klem.

Udlændinge- og Integrationsministeren, Kaare Dybvad Bek, argumenterer for, at vi skal vente på en samlet europæisk løsning. Med god ret kan man spørge, om regeringens asylpolitik bliver dikteret af Lars Løkke Rasmussen og Stine Bosse fra Moderaterne, da både Venstre og Socialdemokratiet før valget var for en løsning, der svarer til den britiske model. Kaare Dybvad Bek går endda så langt, at han ikke vil sætte en tidsfrist for, hvornår der kommer en fælles europæisk løsning. I mellemtiden kan vi risikere, at vi igen oplever en migrantstrøm, som den vi så i 2015.

Den største prioritet for EU er, at man får styrket den ydre grænse, hvilket skal medføre, at den er lukket. Enhver form for asylansøgning skal foregå i 3. lande, så vi ikke risikerer, at parker rundt om i EU er fyldt med illegale lykkeriddere, som ingen fremtidsudsigter. Den eksterne dimension af migration skal styrkes. Der skal indgås aftaler med de nordafrikanske lande, der fungerer som transitlande på vej mod EU, for dermed at forhindre, at immigrationen overhoved når til EU´s ydre grænser.

Min klare opfordring til regeringen er, at de skal følge Storbritanniens eksempel, da de har gjort det eneste rigtige. Der skal tempo bag regeringens egen plan om asylbehandling i Rwanda. Vi kan ikke vente på, at EU kommer frem til en fælles løsning.