Selvom jeg bliver ved med at få mails og små beskeder med spørgsmålet, om jeg ikke har fået min rumpet over i et andet parti, som gerne vil stille mig op. Det sker ikke, men giver da næring til selvransagelse over, hvad det dog er i mig, der gør det muligt at forlade Det Konservative Folkeparti. Jeg har forladt to ægteskaber og lukket venskaber ned.

Hvordan kan de være, at mit nu 41-årige medlemskab af mit parti bare bliver ældre og ældre? Uanset noget. 

Det må jeg skrive om en anden dag og måske rækker én klumme ikke i en tid, hvor over halvdelen af vælgerne over en enkelt uge kan svinge fra at stemme rødt til at stemme blåt, og hvor antallet af partimedlemskaber er styrtdykket.

Øst- og Vesttyskland eksisterer stadigvæk

Så tilbage til det spor, jeg gerne vil følge i denne klumme. Når jeg nu ikke selv er på valg, har jeg tid til at arbejde med de sager, der stadigvæk ligger på mit bord og forberede mig på dem, der venter mig efter mandatet midt i juli slutter.

Resten af tiden har jeg kastet ind i min kærestes valgkamp. Den foregår i den kæmpe kreds, der ligger rundt om Berlin, og længe har han været den eneste MEP'er - overhovedet - til at repræsentere godt 2,5 millioner borgere.

Vi, der er gamle nok, kan huske, at halvdelen af Berlin lå som en ø midt i Østtyskland bag muren ned gennem Europa. Det er mange år siden den faldt, og vi i det privilegerede Nordeuropa har ofte svært ved at forstå, at der stadigvæk snakkes om øst og vest - unge og gamle delstater i Tyskland. Men det gør der. Og det skal der.

For man må desværre konstatere, at sammensmeltningen af de to dele af Tyskland ikke har resulteret i dannelsen af en homogen og velafbalanceret fordeling af attraktive uddannelses- og jobmuligheder, vækst- og hverdagsbetingelser og så videre. 

Det er endnu mest attraktivt at bo og drive virksomhed i det gamle Vesttyskland. Der er flest moderne storbyer, og de kvikkeste unge søger væk fra de delstater, der endnu vækker minder om den kontrollerede og tilbagestående tid under kommunismen.

Tysklands politiske landskab

Netop i Brandenburg - men også i Sachsen og Thüringen stormer det højrefløjsekstreme parti "Tysklands Alternativ", AfD frem. 

Eller det har de gjort i lang tid, og i min kærestes valgkreds er socialdemokraterne nærmest helt slugt af AfD. 

Hans parti er CDU (vi mødte hinanden i EPP-gruppen) og kæmper en brav kamp på to fronter: Den ene består af vælgerflugt af ellers trofaste og pragmatiske borgerlige stemmer, som nu bakker AfD op, fordi de simpelthen er bekymrede for, at de mange pragmatiske og kompromissøgende aftaler, netop CDU altid har været anerkendt for at levere til især klimaomstillingen, energikrisen, integration, flygtningestrømme og illegal migration. 

De er bange for egen pengepung, trygheden i hverdagen og fremtiden for deres børn, og synes at de for længe er blevet ignoreret for det. 

Den anden front består af en farlig cocktail af populisme, sociale medier på speed og en valgalder på 16 år. Ca. 30 procent af alle vælgere vil i juni være meget unge og i sagens natur, umodne i sikker viden om, hvor de står i det politiske landskab, og hvordan de skal navigere mellem alt det, kandidater spiller på for at tiltrække stemmer.

Så udover at forsøge at rette op på min kærestes komisk uinteressante Instagram - hvilket er en sjov kamp mod tiden i sig selv - kører jeg bilen for ham og minder ham om alle de vigtige småting, som gode assistenter til politikere er elsket for at gøre: Drik noget vand, smil til kameraet, lav en sjov selfie og fold ikke hænderne over brystet. 

Kig på publikum og ikke på mig, selvom du elsker mig højt og er glad for, at jeg er med. Tal ikke for længe ad gangen. Og så videre. Jeg elsker valgkampens opgaver. Også selvom det ikke er mig, der er kandidaten.

Højreekstremisme eller demokrati

Vi har opfundet hashtagget "AfDoderIch" - altså "AfD-eller-mig". For så enkelt er det. 

Enten stemmer vælgerne på min kæreste eller hans parti eller på det parti, der bevæger sig tydeligere og tydeligere mod en nazistisk og totalitært opposition til retsstatens værdier og demokratiet som den mindst ringe styreform i en verden, hvor enhver skal ha' lov til at leve, som man vil.

Senest er der kommet afsløringer af AfD-politikere - også dem, der allerede sidder i Europa Parlamentet - med korrupte russiske eller kinesiske relationer. Eller begge dele på samme tid. Føj, siger jeg bare! 

Og så er der AfD's brug af retorik og kommunikation af særlig negativ nationalistisk karakter. En tone og adfærd - for det kan jeg jo se i deres kampagnemateriale og i opførsel til vælgermøderne - der taler til angsten, mistroen eller vreden i mennesker, som har kimen af utilfredshed og utryghed i sig. 

At Dansk Folkeparti overhovedet kan se sig selv i selskab med AfD, er mig en gåde, som jeg håber, at mit gamle partis EP-kandidater hudfletter dem til at forholde sig til i den danske valgkamp.

Min kæreste og hans parti er godt klar over, at de selv delvist er ude om, at deres kernevælgere i det gamle Østtyskland måske giver dem en syngende lussing til Europaparlamentsvalget. 

Og jeg synes selvfølgelig, at han håndterer det ærligt og troværdigt i de mange, mange valgkampsaktiviteter han ligger alt sit fokus nu. Han er cool og har længe forsøgt at råbe resten af CDU op. 

Han indrømmer gerne, at han bliver ærgerlig i en grad, han ikke kan forudsige efter 20 år som Brandenburgs eneste stemme i Europa Parlamentet, hvis han ikke bliver valgt.

Men han er omvendt også glad for, at hvis det sker, er det vælgernes dom. Ikke et uretfærdigt og uigennemskueligt magtspil i sit parti. Vi har de politikere, vælgerne vil ha', og det må vælgerne gerne huske den 9. juni.