Debat

Preben Bang: Henrik Sass-sag må føre til ændring

Advokat og medlem af folketinget MF for Venstre (V) Preben Bang Henriksen.
Advokat og medlem af folketinget MF for Venstre (V) Preben Bang Henriksen. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 15:27

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Til læserens orientering vil jeg “afskaffe retsstaten” og totalt mørklægge domstolenes arbejde.

Sådan sagde chefredaktørerne for Politiken og Berlingske i tirsdagens “Orientering” på P1.

Baggrunden var Sass-sagen. Fredag 21. marts kunne Berlingske omtale en tidligere minister og fremtrædende erhvervsmand, der af politiet var sigtet for at besidde omfattende mængder af børneporno. Den pågældende havde i henhold til Retsplejelovens § 31 begæret navneforbud (indtil dom), og mandag (den 24.3. Kl. 10.30) skulle navneforbudsspørgsmålet behandles i Københavns Byret.

Byretten har en retsliste, der blev officiel allerede fredag, og på denne kunne man læse både, at der var tale om en sag om navneforbud, at den blev behandlet mandag klokken 10.30, og at tiltalte hed Henrik Martin Sass Larsen.

Allerede her ser vi det første paradoks: den domstol, der skal behandle sagen om et eventuelt navneforbud, offentliggør selv navnet tre dage før retsbehandlingen af spørgsmålet.

Et andet paradoks er, at som vor lovgivning er indrettet, så kan enhver nævne og skrive navnet på den tiltalte, lige ind til dommeren i retsmødet har nedlagt forbud. Det er da underminerende for effektiviteten af et evt. senere forbud.

Og endelig så kunne enhver have stillet sig foran retslokalet mandag og konstateret, hvem der ankom, og herefter via de sociale medier at udbasunere navnet lovligt - ti minutter før dommerens forbudskendelse.

Det duer ikke. Hvis vi skal have navneforbud, indtil den tiltalte er dømt, så skal forbuddet være effektivt og afgøres af en dommer.

Der skal ikke være 24 eller 48 timers fri leg, hvor alle frit og lovligt kan omtale og videresende navnet.

Mit og Venstres forslag går på, at den tiltalte kan rette henvendelse til politiet og få udstedt et forbud. Gør nogen indsigelse - hvad eksempelvis pressen omgående vil gøre - skal en dommer straks afgøre spørgsmålet.

På den måde bliver et evt. navneforbud effektivt og gældende også i tiden inden dommeren stadfæster eller ophæver det. Samtidig bliver det afgjort af en dommer. Sass fik aldrig mulighed for at komme forbi en dommer med spørgsmålet. Navnet var allerede publiceret - på fuld lovlig vis, idet der jo ikke havde været tid til retsmødet før mandag morgen.

Så at beskylde mig for at undertrykke retsstaten, når jeg ønsker navneforbuddet behandlet af en dommer, før navnet får mulighed for at cirkulere - det er mildt sagt forkert.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden