Staten har sikret Nordkraft Big Band for i år - men vi fortjener en langtidsholdbar løsning
Nordkraft Big Band kan blive en stor og vigtig del af nordjysk kulturliv og har samarbejder med ni kommuner i støbeskeen - hvis Staten ligestiller det med bigbands i resten af landet.
Debatindlæg af Tobias Bøgeskov Eriksen (S), medlem af Nordkraft Big Bands bestyrelse, og Peter Lund Paulsen, manager og musiker i Nordkraft Big Band.
NORDJYLLAND: 2023 har været et bemærkelsesværdigt år for Nordkraft Big Band. Takket være en dedikeret indsats er det lykkedes os at sikre hele 2,9 mio. kr. i statslige midler til Nordkraft Big Band. Disse midler er afgørende for vores musikalske udfoldelse og positive indflydelse i Nordjylland.
Men vi står fortsat overfor en udfordring. For støtten gælder kun resten af 2023 og er ikke langvarig.
Det betyder, at vores planlægning af aktiviteter, booking af koncerter, solister og dirigenter er præget af usikkerhed. Vores eksistens og vores evne til at påvirke regionen positivt står på spil år efter år – det er ikke bæredygtigt.
Det er på tide at ændre dette. Vi kan ikke acceptere en situation, hvor Nordjylland er den eneste region i landet med kun ét orkester, der modtager fast statslig støtte. De andre regioner nyder godt af flere orkestre med årlig støtte.
Nordjylland fortjener ikke kun ét, men mindst to orkestre med fast støtte fra Staten.
Nordkraft Big Band er mere end blot et orkester. Det er en passioneret gruppe af musikere, der brænder for at bringe musikken ud til folket. Vi ønsker at være en integreret del af Nordjyllands kulturelle landskab og skabe sammenhængskraft gennem musikken til gavn for alle.
Projektstøtte via Statens Kunstfond er ikke tilstrækkelig til at sikre Nordkraft Big Bands fremtid som professionelt orkester.
Vi ønsker at etablere langvarige samarbejder med kommuner, institutioner, spillesteder og internationale solister. Men det kræver stabilitet og forudsigelighed i vores økonomiske vilkår.
Derfor appellerer vi til Folketinget. Vi beder jer om at sikre os en langvarig årlig støtte på Finansloven fra 2024. Med en årlig støtte på 6,0 mio. kr. vil vi være i stand til at udføre vores musikalske mission på en hensigtsmæssig måde, hvor hele Nordjylland bliver involveret.
Med denne støtte vil vi kunne nå ud til alle nordjyske kommuner og spille skolekoncerter for børnene i 3.-5. klasse. Vi kan arrangere spektakulære shows med kendte solister, der vil begejstre hele Nordjylland.
Vi kan afholde workshops og samarbejde med talentfulde elever fra kulturskolerne, så de kan udvikle deres færdigheder og passion for musikken. Vi kan tiltrække interessante kunstnere fra nær og fjern, der vil berige vores region med deres musikalske talenter.
Nordkraft Big Band skiller sig ud ved vores erklærede mål om at få alle nordjyske kommuner med i et bredt samarbejde omkring vores orkesters virke.
Vi er allerede i gang med samarbejder i Aalborg, Mariagerfjord og Jammerbugt Kommune. Og vi stopper ikke der! Frederikshavn, Rebild, Vesthimmerland, Brønderslev, Morsø og Thisted er alle blevet kontaktet vedr. samarbejde allerede i 2023. Vi ønsker at involvere hele regionen i vores musikalske fællesskab og skabe en følelse af stolthed og sammenhold.
Sammen kan vi skabe en fremtid, hvor Nordjylland bliver et kulturelt fyrtårn, hvor musikken blomstrer, og hvor Nordkraft Big Band kan fortsætte med at sprede glæde og begejstring gennem vores unikke musikalske udtryk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.